Askestykker dalede som snefnug over Reykjavíks gader – og så kom pandemien

I 1918 blev den hårdt prøvede islandske befolkning ramt af to katastrofer næsten samtidig. Først brød vulkanen Katla ud efter at have holdt sig i ro i 58 år. Dernæst lagde et skib til med døden ombord.

SS Botnia hed dampskibet, som lagde til kaj i Reykjavík den 20. oktober 1918. I sin roman ’Månesten’ beskriver den islandske forfatter Sjón i en scene, hvordan dampskibets ankomst udløste glædesscener i byen:

”Ved hotellet hersker der god stemning, som altid når der ligger et passagerskib i havnen. Dampskibet Botnia lagde til kaj ved kaffetid efter at have sejlet folk og varer fra København. Mænd og kvinder af den finere slags driver ind og ud af lobbyen, fremmede sprog svirrer i luften sammen med duftende, blå tobaksrøg fra cigaretter og cigarer, byens modespecialister er mødt op for at vurdere de udenlandske gæsters påklædning, i spisesalen bliver der afspillet en splinterny plade på en grammofon.”

’Månesten’ er en roman. Men Sjóns fiktionsbeskrivelser bakkes i store træk op af avisreportager fra de oktoberdage i 1918. Folk var i højt humør, da skibet lagde til. Hvad de endnu ikke vidste, var, at døden var med ombord.

En uge tidligere, den 12. oktober, havde det nærmest virket som et overjordisk tegn, da borgerne i Reykjavík kunne se et ildevarslende mørke lægge sig over deres by.

Det var Katla, vulkanen på øens sydligste spids, der var i udbrud. Islændingene kendte alt til Katlas hidsige temperament og havde stor respekt for det. Vulkanen ligger gemt under en gletsjer, og derfor ser man ikke lavaen sprøjte op i luften, når Katla går i udbrud. Men når iskappen løsner sig, fosser vandet af sted i en voldsom strøm, som river kæmpestore isstykker med sig og smadrer alt på sin vej.

Efterhånden som november skred frem, blev der mere og mere stille i Reykjavík. Byen udviklede sig nærmest til en spøgelsesby. Butikker var lukket ned, mange lå syge, og resten sørgede så vidt muligt for at blive inden døre, så de ikke selv blev smittet.

Blandt de lokale var der mange frygtelige beretninger om Katlas tidligere udbrud. Gårde og kirker var blevet skyllet væk, folk havde måttet flygte op i fjeldene, og mange var døde. Når Katla er i udbrud, spyr den store mængder slagger og aske op i luften. I nogle tilfælde kan det lægge sig som en dyne over hele øen og fremkalde en dommedagsagtig stemning.

Det var dette mørke, der mødte borgerne i Reykjavík den 12. oktober 1918. Efter at have hvilet i 58 år spruttede Katla igen. Denne gang i et udbrud, der skulle vare i 24 dage.

Katlas askedyne var dog intet i forhold til det mørke, SS Botnia havde med til Reykjavík. Det var den spanske syge. Byens borgere havde i ugerne og månederne op til kunnet læse i aviserne om, hvordan epidemiens første bølge havde hærget andre steder i verden.

Den spanske syge var egentlig bare en influenza, men en usædvanligt voldsom en af slagsen. Den dag i dag ved forskerne ikke præcist, hvor i verden den opstod, men det ligger fast, at den i foråret 1918 bevægede sig med amerikanske soldater fra USA til Europa.

***

Historiske foredrag med forfatter Tommy Heisz kan bestilles i hele landet til bl.a. højskoler, kirker og biblioteker. Emnerne spænder vidt: Fødsler i dølgsmål i starten af 1900-tallet, den spanske syge i 1918 og mellemkrigstidens populære svømmepiger.

***

I efteråret 1918 var nyhederne om den spanske syge blevet fulgt med samme spænding som føljetonen om verdenskrigen. Med sin beliggenhed i Nordatlanten havde Island indtil nu været på nogenlunde tryg afstand af de dramatiske begivenheder.

Der var gået otte dage siden Katlas udbrud, og asken lå stadig over byen. Når vinden stod ind fra sydøst, dalede små askestykker som snefnug over Reykjavíks gader.

Ombord på SS Botnia var en del syge. Både blandt passagererne og skibets besætning havde turen over Kattegat, Skagerrak og Nordatlanten været en strabadserende omgang med både feber og høj bølgegang.

Få dage efter skibets ankomst til Reykjavík viste de første sygdomstilfælde sig blandt de lokale. Af Reykjavíks 14.000 indbyggere blev 11.000-12.000 syge af influenza i løbet af de næste uger.

Snart var flere af det lille samfunds vigtigste funktioner sat ud af spillet. Der var ikke noget offentligt hospital på Island i 1918. På en bakke vest for byen lå et lille privathospital, som var oprettet af de katolske Sankt Joseph-søstre, men her blev meget hurtigt fyldt op. Langt de fleste måtte ligge syge i deres egne hjem.

En islandsk læge, V. Erlendsson, som havde sin praksis ude på landet, berettede senere i Ugeskrift for Læger: “Under kulminationen af sygdommen skal der have hersket en ubeskrivelig nød blandt mange i byen. Hele familier i hundredvis lå og droges med døden, uden at det var muligt at yde dem hjælp, da alting dertil manglede, og denne smitsomme sot traf byen og dens sundhedsautoriteter ganske uforberedte og hjælpeløse.”

Hertil kom den store bolignød i Reykjavík. Lægen beskrev en stor del af byens huse som direkte uhygiejniske:

“Masser af folk måtte bo i kolde og fugtige kælderlejligheder eller i endnu koldere kvistværelser, ofte hele familier i et til to værelser.”

Der var kun få læger og sygeplejersker i Reykjavík, da epidemien brød ud, og mange af dem blev hurtigt selv smittet og dermed sat midlertidig ud af spillet. Samtidig var der stor knaphed på medicin. Den smule kinin og aspirin, byens apoteker rådede over, var hurtigt brugt op.

Der opstod et akut behov for frivillige hjælpere. En dansk ingeniør fra Nakskov ved navn Ingvardsen opholdt sig tilfældigt i byen i forbindelse med sit arbejde, da den spanske syge brød ud, og han meldte sig straks til tjeneste. Ingvardsen skrev om sine oplevelser hjem til en lokal avis på Lolland:

“Selv var jeg syg en fire dages tid, og jeg meldte mig så til assistance for hjælpekomitéen. Og der var nok at tage fat i. Først blev jeg sendt en tur ud for at opleve de hjem, der var værst stillet, og hvor hjælpen tiltrængtes mest. Det var sørgelige syn. Et sted lå en kvinde død mellem to børn. Hun havde taget børnene til sig, efter at deres forældre var døde, og nu var hun selv død. Et andet sted lå en kone og fem børn syge, mens et sjette var dødt. De havde ligget sådan hjælpeløse i to-tre dage uden mad og varme og med høj feber. Lige så trøstesløst var det et andet sted, jeg kom ind. Her lå en død kone med fire børn, og manden lå bevidstløs på gulvet.”

Efter at Ingvardsen havde hjulpet til hjemme hos folk i nogle dage, blev han i stedet placeret på et apotek i Reykjavík. Syv kandidater var syge, og den ottende og sidste havde derfor været på arbejde i døgndrift og var ved at segne af udmattelse.

“Det var på tide, at han fik lidt assistance. Vi var en hel del danske, som tog fat her med at hælde hostedråber op, koge kinin, vaske flasker osv. Vi fik også lavet et hospital. I en skole fik vi i løbet af 48 timer indrettet et halvt hundrede sengepladser,” forklarede Ingvardsen til læserne og uddybede den del af hjælpearbejdet:

“Nu må De vide, at det ikke er sådan at lave hospital i Reykjavík, som det er herhjemme. Alt manglede, og det måtte skaffes fra hundrede forskellige steder. Og da vi så havde fået sengene parat, måtte vi ud på gader og stræder for at få fat i unge piger til sygeplejersker.”

I Reykjavík udviklede en stor del af influenzatilfældene sig til lungebetændelse med døden til følge. Der var ikke meget, hverken læger, sygeplejersker, apotekere eller frivillige kunne stille op, når først sygdommen udviklede sig sådan.

Som løbeild bredte historier om frygtelige skæbner sig. Mange drog paralleller til 1800-tallets store epidemier. Blandt det altid historiefortællende folkefærd levede fortidens beretninger i bedste velgående. Folk havde hørt om den tid, hvor døden på kort tid havde høstet op mod halvdelen af landets befolkning.

Der var kun få læger og sygeplejersker i Reykjavík, da epidemien brød ud, og mange af dem blev hurtigt selv smittet og dermed sat midlertidig ud af spillet. Samtidig var der stor knaphed på medicin. Den smule kinin og aspirin, byens apoteker rådede over, var hurtigt brugt op

Efterhånden som november skred frem, blev der mere og mere stille i Reykjavík. Byen udviklede sig nærmest til en spøgelsesby. Butikker var lukket ned, mange lå syge, og resten sørgede så vidt muligt for at blive inden døre, så de ikke selv blev smittet. Ligtog på ligtog gled gennem byen med retning mod kapellet, mens kirkeklokkernes ringen lød i ét væk.

Den danske ingeniør Ingvardsen skrev i Vestlollands Avis:

“De døde blev transporteret bort på trækvogne eller i en kasse på en slæde, og der gik to-tre uger, inden de kunne komme i jorden. Sygetransporten til hospitalet foregik på den måde, at den syge blev lagt i en stor kurv med låg. Kurven stilledes op på en automobils kaleche, og tre-fire mand satte sig oven på den, for at den ikke skulle trille af, og så gik det i susende fart til hospitalet. Da begravelserne begyndte, førtes kisterne til kirkegården. Tre-fire ad gangen, stillet side om side på ligvognen.”

I perioder var kapellerne overfyldte med kister, der ikke kunne komme i jorden. Der udkom ingen dagblade, for alle redaktører og journalister var syge. Flere steder i Reykjavík blev der indrettet nødlazaretter.

Ud over frivillige måtte alle med en eller anden form for medicinsk baggrund træde til. Medicinske docenter og professorer gik i tjeneste, og på kommuneskolens lazaret, som var byens største, fik sindssygelægen Th. Sveinsson ansvaret for patienterne. Han præsenterede sit eget bud på en effektiv kur mod spansk syge:

“Straks ved begyndelsen af sygdommen skal man tage et varmt fodbad, pakke sig ind i uldne tæpper og gå i seng. Der skal være varmt i sygeværelset, ren luft, men ikke træk. Hovedmedicinen er varmt, kogt vand, hvoraf patienten skal drikke to-fire potter daglig. Mod hoste skal patienten drikke så brændende varmt vand, han på nogen måde kan tåle. Hvis man bliver ked af det varme vand, kan man komme lidt kogsalt deri, hvori man så samtidig kan skylle mund og hals. Så længe man har feber, må man ikke nyde noget som helst andet end det kogte vand, og ingen medicin.”

Sveinssons kur blev efterfølgende diskuteret heftigt blandt hans kolleger. Overraskende var det at se en læge opfordre til, at man indtog så lidt som muligt. Hvis patienten havde hovedpine, foreslog Sveinsson, at man badede hovedet i lunkent vand og efterfølgende lagde et vådt håndklæde under nakken. Den samme metode skulle anvendes ved febervildelse og næseblod.

Mod ørepine, som ofte ledsagede sygdommen, skulle man, ifølge Sveinsson, lægge tør, meget varm, uld omkring ørerne som forbinding. Halsbetændelse skulle behandles ved at gurgle i kogt varmt vand med en teskefuld vineddike i. Endelig anbefalede Sveinsson:

“Der må sørges for, at patienten får rigelig åbning. Bedst at anvende er kamilletelavement. Efter udrensningen skal man til slut hælde en pægl varmt saltvand ind i tarmen og lade det blive inde.”

Efter epidemien blev de islandske myndigheder kritiseret for at have været for passive. Da SS Botnia havde lagt til havn i oktober, havde man vidst alt om, hvor store ødelæggelser epidemien havde forårsaget i resten af Europa. Alligevel tillod man skibets syge at komme i land, men noget tyder på, at myndighederne hurtigt blev klogere. I hvert fald reagerede man hurtigt for at undgå spredning til resten af Island, efter at den spanske syge havde spredt sig i Reykjavík. Kun den vestlige del af øen og det sydlige lavland blev ramt af den spanske syge.

I Nordlandet var lægen Steingrimm Mathiasson opmærksom på, at epidemien var kommet til Island, og den snarrådige læge tog hurtigt telefonisk kontakt til sine kolleger i Reykjavík. Han foreslog, at man afskar Nord- og Østlandet fuldstændig for at undgå smittespredning. Ministeriet var meget hurtigt med på hans forslag. Der blev oprettet en afspærring med totalt forbud om at bevæge sig fra den ene del af øen til den anden. Posten blev lagt i depoter, hvor den skulle ligge i flere dage, før den blev bragt videre. Derudover blev kystskibe sat i otte dages karantæne. På den måde lykkedes det faktisk at dæmme sygdommen ind. Den kom aldrig ret meget længere end Reykjavík. 

 ***

Artiklen er tidligere bragt i netmediet POV International. Den bygger delvist på et kapitel fra bogen Den spanske syge, en dokumentarisk beretning om epidemien i 1918 af Tommy Heisz, udkommet på Politikens Forlag i 2018.

Sjóns Månesten, som nævnes i indledningen, udkom på forlaget C&K i 2014. Bogen kan virkelig anbefales. Handlingen udspiller sig i Reykjavik i netop de uger og måneder, hvor Katla og den spanske syge er i udbrud.

De dømte kvinder på Radio Stjernen

For nylig blev jeg kontaktet af journalist Jette Smed, som for Radio Stjernen var i gang med at producere en podcast om enlige mødre.

Hun spurgte, om jeg ville fortælle om mit arbejde med bogen De dømte kvinder. Det blev til en rigtig god samtale, hvor jeg både fortalte om de større perspektiver og foldede et par af de konkrete historier fra bogen ud. Nu er det hele ude som en serie i fem afsnit på Radio Stjernen.

Jeg har især bidraget til de første to afsnit:

Episode 1:
Hvis en enlig fattig ung pige blev gravid omkring år 1900, så var situationen desperat. Lyt til en fortælling om drab på spædbørn, fattigdom, moral og dobbeltmoral.

Episode 2:
Hvad kan gøres for at forebygge barnemordene? Spørger man i Dansk Kvindesamfund i starten af det 20. århundrede. Et lille sikkerhedsnet begynder at forme sig under kvinder, der er kommet i ulykke.

Lyt til alle fem afsnit her

Radio Stjernen sender podcasts om arbejderbevægelsens faglige, politiske, sociale og kulturelle historie.

Du kan følge Radio Stjernen her

Hvor vandene mødes

Jeg har skrevet digte i mange år. Det giver mening på så mange planer for mig at arbejde med lyrik, men der er noget ved det, som er lidt specielt: Nogle gange sender man noget ud i verden, hvorefter der bliver meget … stille. Jeg har for længst lært, at det slet ikke behøver være et udtryk for, at digtene ikke rammer nogen eller påvirker noget eller nogen ude i det store opmærksomhedshav. Men det er stadig lidt underligt, når man er vant til at arbejde med journalistik, dokumentarisme, undervisning og foredrag, hvor der altid er en mærkbar feedback på det, man går og laver.

Måske er det meget godt, at det er sådan. Jeg tror i hvert fald, det kan være meget sundt for en som mig. For jeg tror ikke nødvendigvis, at vi bliver bedre til at dele vigtige tanker og fortællinger ved konstant at gå rundt med store armbevægelser og og kommunikere højlydt med hinanden. Poesien må gerne være hviskende, og bølgeskvulpene må gerne være meget afdæmpede, måske endda bare krusninger.

Nogle gange sker der så noget uventet magisk. Nemlig at nogle andre gode mennesker, som arbejder kunstnerisk på den ene eller anden måde, finder det, man engang har skrevet, og lader sig inspirere. Måske samler de endda ens gamle skriverier op og bruger dem i en ny sammenhæng. Som et stykke rav eller en indtørret krabbe, man finder på sin vandretur langs stranden.

Det var netop det, der skete, da lydkunstnerne Thea Berg og Sara Troense kontaktede mig for et års tid siden. To dygtige mennesker, som jeg også er så heldig at kunne kalde mine gode venner, og som jeg har kæmpe respekt for, når det gælder deres eget arbejde - om de så udtrykker sig gennem lydkunst, musik eller litteratur.

I 2020 udkom jeg med en digtsamling, jeg kaldte for Indre farvande. Titlen kom til mig, efter at jeg havde oplevet et erindringsglimt fra min barndom komme tilbage til mig. At sidde en vintermorgen i sådan cirka 1982 med havregrøden foran mig, mens min mor havde tændt for køkkenradioen, hvor en mand messede dagens farvandsmeldinger. ”Utsira ... Tyske bugt ... Doggerbanke ... Skagerrak ...” Det var musik for mine ører. Jeg anede ikke, hvad manden talte om, men jeg elskede de ord, han sagde. Det blev til et digt, og senere blev Indre farvande til titlen på hele samlingen, som var den femte fra min hånd.

”Erindringsbilleder skvulper rundt i Indre farvande,” som jeg skrev om bogen, da den udkom på mit eget forlag neon & nordlys i 2020. Jeg forklarede dengang:
”I lyrikken prøver jeg at finde ind til mindernes kerne. Jeg arbejder med gentagelser, omskrivninger og omarrangering af sproget, indtil jeg finder ind til en kerne af sandhed. Det er lidt som at stå i et mørkekammer og fremkalde billeder. Jeg ser digte som sproglige fotografier.”
Sådan skrev jeg i den ledsagende pressemeddelelse.

Men historien sluttede jo slet ikke der. For da Thea Berg og Sara Troense for Øhavsmuseet i Faaborg fik til opgave at producere en lydfortælling, fandt de inspiration i den titel. Sara ringede til mig og spurgte, om de måtte få lov at genbruge den i en helt anden sammenhæng.

Det tog mig ikke mange sekunder at sige ja. For det er jo noget af det, jeg sætter allermest pris på: Når kunstnere kan lade inspirationen flyde frit imellem sig og give nye perspektiver til hinandens værker. Desuden var det jo ikke mig, der var kommet op med Indre farvande - det var manden i radioen dengang i begyndelsen af 1980’erne. Vi giver videre til hinanden.

Det fine værk, som Thea og Sara frembragte, kan høres på Spotify og andre platforme – ligesom man selvfølgelig kan høre det på Øhavsmuseet i Faaborg. Der er tale om 80 minutters forførende rejse gennem livet ved danske kyster. Fortællingen kommer tæt på en lang række mennesker, der lever i tæt forbindelse med havet.

De to bagkvinder præsenterer selv værket på den her måde:
”Indre Farvande er et stemningsfuldt lydværk om øhavet, hvor kulturhistorie, natur og levende stemmer flettes sammen i fortællingen om det hav, der har formet vores fælles identitet. God at lytte til nær vandet. Det er en kollektiv beretning, der giver plads til et hav af stemmer. Forskere, øboere, hekse, sejlere, forfattere, fugle, planter og fisk – alle har en plads i fortællingen om de danske kyster og vandmasserne, der altid har og altid vil forme den måde, vi lever, sanser og drømmer. Gennem interviews, digte, musik og møder med naturen har vi lavet en poetisk undersøgelse af det landskab, der har formet vores maritime kulturhistorie og sat sig i vores nationale identitet.”

Et af de mange interviews, man kan høre i fortællingen, er med mig. Ikke nok med, at Thea og Sara fandt inspiration i min titel og inkluderede et par af mine digte i fortællingen – de var også interesserede i at høre mine tanker om at arbejde med havet som tema. Det er jeg meget taknemmelig for.

Værker skal tale sammen, og værker skal leve videre i nye former. Derfor giver det så meget mening for mig, at det gamle drivtømmer, der lå og skvulpede rundt, kunne samles op og bruges på denne måde.

Digtet, der på en eller anden måde startede det hele, ser sådan her ud:

Køkkenradio kom ind igen
med alle dine fremmede ord
Skagerrak, Fisker, Tyske Bugt.
Varsel om stiv kuling.
Doggerbanke, Kattegat, Utsira,
Østersøen omkring Bornholm,
Bælthavet og sundet.
Signifikant bølgehøjde
i de indre farvande
(Indre farvande, 2020)

Og lige netop det digt har jo faktisk tidligere været samlet op på stranden af en helt anden kunstner, nemlig musikeren Henrik Olesen.

Da han i 2022 udgav Optaget og foreviget, indeholdt albummet bl.a. et nummer med denne tekst.

Henrik Olesen har siden 1981 som sanger, sangskriver og guitarist sat markante aftryk på den danske musikscene. Ikke mindst som en del af først Greene og siden Olesen-Olesen, sammen med broderen Peter H. Olesen, men også som guitarist i bl.a. Lovebites (1994-2002) og Er De Sjældne (2008 – 2018).

To andre digte, som også er med i Indre farvande (altså lydfortællingen, som Thea og Sara har lavet), ser sådan her ud:

Jeg var ikke færdig med havet
det viste sig her til morgen, da jeg gik i
letheden, der greb min krop,
vægtløs, drivende
Verden ruller gennem mig,
ikke jeg gennem den
Vandet bestemmer
Vandet ved besked
(Telegrammer fra bunden af Ørnsø, 2024)

Man siger om mågen,
at den i virkeligheden er en sømand,
En der døde på skibet og blev sænket i havet,
og som nu er vendt tilbage til de levende
med vinger og fjer
Han bliver ved med at følge dem,
sætter sig på rælingen og kredser om masten,
lader dem vide, når endnu en storm er på vej.
Jeg så engang en måge i øjnene, og jeg glemmer aldrig det jeg så.
det var i en sydengelsk havneby,
den rastløse sjæl med de stikkende øjne.
Det var unfinished business,
jeg måtte se den anden vej.
(Telegrammer fra bunden af Ørnsø, 2024)

Læs mere om Sara Troense på hvalfald.dk

Læs mere om Thea Bergs roman Før var der marker

Så står man der med et tomrum og en langsomt aftagende duft af aftershave og mac baren pibetobak og et katalog over ting, man har lært

Født på denne dato for 100 år siden. Børge Nielsen, min morfar. Det er efterhånden længe siden, den lange mejerist drog videre, men sikke et aftryk han satte. Det har jeg skrevet lidt om.

Det er det med at have en hånd; en stor hånd at lade sin egen lille forsvinde i. Og sådan gik vi ved fjorden en efterårsdag med ålegræs og tang og udtørrede krabber knasende under skoene. Vi var på ekspedition. Du var kaptajnen, du førte an, og vi ledte efter rav, for jeg havde læst om de gyldne stykker, som fra tid til anden kunne skylle ind. Du vidste, hvor det var bedst at lede, sagde du, men du lod mig også forstå, at vi måtte have heldet med os. Det var de færreste forundt at blive ramt af sådan et lykketræf. Du samlede skallen op og børstede sandet væk med dine krogede fingre; viste mig, hvordan man skulle holde den op mod øret og lade den slutte helt tæt. Kan du høre det, hviskede du - kan du høre havets susen?

Jeg fik et fotografi, hvor du sidder i stolen og holder min førstefødte i armene. Men så fik jeg heller ikke rigtig mere. Din tid var kommet, slægt skulle følge slægters gang, og det gik, som det sikkert skal gå, og som vi mennesker kan påvirke lige så lidt, som vi kan styre tidevandet i fjorden eller aflyse daggryets komme. Men så står man der med et tomrum og en langsomt aftagende duft af aftershave og mac baren pibetobak og et katalog over ting, man har lært. Som at finde en egnet vandrestok til gåturen. Navnene på adskillige typer regn. At sige pænt tak og fortsat god dag til damen, når man henter rundstykker. At slå sømmet i lige præcis i midten, så træskibet ikke krænger over og forliser i zinkbaljen. At plukke et græsstrå med den helt rigtige længde og bredde, så det kan spændes ud mellem tommelfingrene og frembringe en lyd som et fuglekald, når man blæser igennem det.

I nittenhundredfemogtyve, midt i den kolde vinter, spirede noget frem, som skulle gå hen og blive til dig. En frelser, er det for meget sagt? Jeg tror det egentlig ikke. For senere i livet løftede du ikke bare de mælkejunger og drænede osten på mejeriet. Det forstår jeg nu. Du slæbte også rundt på noget, som ingen er bygget til at bære: andre menneskers afsporede liv. Du gjorde, hvad du kunne for at sikre, at alle havde det godt; at ingen små træskibe krængede over og forliste. For nylig fik jeg post fra fortiden; jeg modtog et brev, du havde skrevet det år, jeg blev født. Et brev, hvori du udtrykte dit højeste ønske; at dine børnebørn skulle vokse op i omgivelser, der kunne give dem en god start på livet. Og du gjorde, hvad du kunne; rullede skjorteærmerne op og bar os ud fra flammerne. Da du skrev det brev, var der gået halvtreds år, siden du spirede frem af den kolde jyske jord; nu er der gået hundrede. Men det er bare tal; på tværs af tid står dine handlinger og blinker usvækket. Du gjorde altid, hvad du kunne.

Jeg kan gå ned til fjorden igen. Den ligger der stadig. Søndag, mandag, sommer, vinter, ebbe, flod. Under mågernes hvirvlen og spovernes træk virker det hele så uforanderligt. Men der mangler noget vigtigt. Når disen ruller ind, ser jeg billeder i den. Sommeren femogfirs med sand mellem tænderne og rød saft på patentflasker og de stejle klinter, der husker det hele. Der ligger breve derinde, det fortalte du mig engang. På dage, hvor blæsten går frisk, bærer den noget med sig. En stille vals spillet på harmonika. En længselsfuld rundgang, som bare bliver ved og ved og ved.

Vi ledte i timevis den efterårsdag, men vi fandt aldrig noget rav. Det betød nu ikke så meget. Du holdt min hånd og satte ud sammen med mig. Gav dig tid til at drømme. For det kunne jo være, at det her var vores dag. Det var det, du gjorde: du bar lyset og viste en vej frem. Tænk sig at have haft sådan et menneske i sit liv. Et sandt lykketræf.

Børge Nielsen, 1925-2004

"Hæv ju god eni Budder?" Håndbog fra 1904 gav danske udvandrere gode råd om, hvordan de skulle klare sig og snakke med de lokale i USA

"Hæv ju god eny Wørk for mi, Ser?"

Sådan kunne man med fordel henvende sig, hvis man som dansker var udvandret til USA og havde brug for et arbejde. Det kan man læse i en slags håndbog for udvandrere, der udkom i 1904 – på et tidspunkt, hvor strømmen af danskere, der hoppede på et dampskib for at prøve lykken i Amerika var ret massiv.

Bogen, som jeg for nylig faldt over i bibliotekernes gemmer, er helt forrygende. Den er skrevet af en C.P. Andersen og har titlen ’Kampen paa Liv og Død eller seksogtyve Aar i Amerika’. Titlen har man måske ikke lige helt kunnet beslutte sig for – på omslaget hedder bogen nemlig noget andet: ’Velvaagen eller Guldskatten. En Kamp paa Liv og Død.’

Med 26 år bag sig som dansker i USA er det en erfaren herre, der skriver. Hans mål med den 140 sider lange bog er at give nye udvandrere råd med på vejen, så de bedre kan klare sig på den anden side af atlanten.

Her følger nogle highlights fra bogen:

Første skridt for udvandrere var at finde et arbejde. Efter den gode startreplik følger C.P. Andersen op med, hvad man skal sige, hvis det er en dame, fx fruen i huset, man henvender sig til. Så kan man fx sige:

"Hæv ju god eni Wørk for mi, Mæses Pedersen," (Har de noget Arbejde til mig, Fru Pedersen?)

Andersen fortsætter:

Man skulde saafremt det lader sig gøre, søge at få den Persons Bognavn at vide, som man ønsker at tale til.

"Jeg ønsker at vide, om De har brug for en Husholderske, Frue?"

"Ej vesh to noue ef ju need e Houskiber, Messes."

Naar man møder en Person og vil spørge om Vej et eller andet Sted hen:

"Plees tæl mi de nærest Derægsien to Ny Ork, Broglin, Madeson, Padeson," eller hvad andet Navn Byen har som man ønsker at reise til.

"Jeg ønsker at købe to Pund Smør."

"Ej vesh to bai tu paren of Buder."

Er man ikke sikker paa, at Købmanden har de forskellige Ting, som man ønsker at købe, spørger man paa denne Maade:

"Har De noget Smør?"

"Hæv ju god eni Budder?"

"Har De noget ekstra god Kaffe?"

"Hæv jo god eni Egsdra gud kaafe?"

"Har De noget billig Kaffe, hvor meget koster det Pundet?"

"Hæv ju god ene Tjeeb Kaafe, haumuds æs et æ paun?"

Ser man noget i Butikken, som man ønsker at vide Navnet på, siger man:

"Wad due Ju Kaal det?"

"Hvad kaldes det?" eller "Hvad hedder det?"

Vil man spørge på en pænere Maade, siger man:

"Vær saa god at sige mig, hvad De kalder det?"

"Plees tæl mig vad Ju kaal dæt."

De Ord - What you call that - kan man bruge ved mange andre Lejligheder, husk altsaa paa, at det er meget vigtige Ord.

Naar man har Arbejde et Sted, og den Person, som har over En at befale, siger hvorledes Arbejdet skal udføres, maa man huske at sige "Well" eller "aalreid" eller "Aalreid Sær". "Aalreid" kan de nok forstaa betyder omtrent det samme som vel. Sær husker De nok mener det samme som Herre.

Historiske foredrag med forfatter Tommy Heisz kan bestilles i hele landet til bl.a. højskoler, kirker og biblioteker. Emnerne spænder vidt: Fødsler i dølgsmål i starten af 1900-tallet, den spanske syge i 1918 og mellemkrigstidens populære svømmepiger.

I 1960 døde otte danske landsholdsspillere i et flystyrt. Hvis ikke en taske havde stået i vejen, ville Erik Dyreborg have været det niende offer.

Mange har hørt historien om flyulykken i München i 1958, hvor et halvt Manchester United-hold omkom. Måske også om Superga-tragedien i 1949, hvor Torinos mesterhold blev udslettet. Men dansk fodbold har sit eget sorte kapitel, når det handler om flyulykker. Den 16. juli 1960 mistede otte talentfulde landsholdsspillere livet i en flyulykke.

Artiklen er skrevet af Allan Helleskov Kleiner og Tommy Heisz. Den er fra 2010 og bygger bl.a. på et interview med Erik Dyreborg. Han døde i 2013 i en alder af 73 år.

Det lille firepersoners fly ruller ud mod startbanen. Det går langsomt. Sommerregnen tæsker ned over Københavns Lufthavn i Kastrup, så sigtbarheden er helt i bund.

Ud over piloten sidder tre forventningsfulde unge fodboldspillere i flyet. Spændte på aftenens testkamp i Herning. Det er midt på sommeren 1960. Der er kun lidt over en måned til OL i Rom, og det er ved at være sidste chance for at gøre reklame for sig selv over for rigstræneren.

Om et øjeblik skal flyet lette og sætte kursen vestpå i selskab med det lidt større fly, der skal fragte de sidste otte spillere med base i København til provinsen. Radioen skratter og tager imod en melding fra tårnet. Piloten skal ikke lette lige nu, får han at vide. Der er sket noget med det andet fly, der kørte mod startbanen for få minutter siden. Meldingen fra tårnet lyder, at flyet med holdkammeraterne er »kørt i vandet«.

»Nå, så får de sgu da våde sokker«, konstaterer piloten med et kækt grin.

Han ignorerer i første omgang tårnets melding og fortsætter kørslen mod startbanen. Men før han har set sig om, bliver han hentet tilbage af lufthavnskøretøjer med blink på taget. Flyet skal ingen vegne. Der er ingen grund til at sætte kurs mod Herning, for der bliver ikke nogen fodboldkamp. Der er nemlig ikke længere noget hold.

Den melding, holdkammeraterne og piloten i det andet fly får over radioen om, at flyet er kørt i vandet, viser sig at være stærkt underdrevet. Det er nemlig lykkedes flyet at komme i luften, men kun kortvarigt. Blot 40-50 meter fra land styrter flyet i Øresund, og det kommer til at koste alle om bord, på nær piloten, livet.

Det er tilfældigheder, der gør, at spillerne overhovedet er med det forulykkede fly. Og endnu mere marginale tilfældigheder betyder, at en enkelt mand undgår at være om bord.

Erik Dyreborg, der senere bliver A-landsholdsspiller og blandt andet scorer mindeværdige fem mål i en kamp mod Norge i 1967, kan den dag i dag stadig gå og fundere over, hvorvidt nogen holdt hånden over ham den regnfulde eftermiddag i Kastrup for 50 år siden.

I dag er han 70 år, bor i Hornbæk og spiller stadig fodbold for hyggens skyld. Men havde det ikke været for en taske med tøj, havde han næppe løbet rundt på Frem Boldklubs plæner i København hver torsdag sammen med de andre veteraner.

Enkelte steder er der huller. Men i store træk husker Erik Dyreborg, på trods af de mange, år der er gået, hvad han foretog sig den sommerdag i 1960.

***

Historiske foredrag med forfatter Tommy Heisz kan bestilles i hele landet til bl.a. højskoler, kirker og biblioteker. Emnerne spænder vidt: Fødsler i dølgsmål i starten af 1900-tallet, den spanske syge i 1918 og mellemkrigstidens populære svømmepiger.

***

Formiddagen før katastrofen står 20-årige Erik sent op og gør sig stille og roligt klar. Begynder at pakke sin taske. Ikke kun til aftenens kamp i Herning, for bagefter skal han flyve direkte videre til Bornholm, hvor han skal holde sommerferie med sin forlovede.

Denne formiddag går han rundt i lejligheden på Høffdingsvej i Valby, hvor han bor med sine forældre, med en let boblende fornemmelse i maven. Han glæder sig. Både til at se holdkammeraterne, til at spille aftenens kamp og til at komme ud og nyde sommeren i selskab med sin kæreste dagen efter.

Spillerne skal mødes i lufthavnen først på eftermiddagen. Ved middagstid går han udenfor, smider tasken bag på scooteren og forsøger at få den i gang. Hans trofaste kammerat svigter ikke. Den gråblå NSU med selvstarter, der får ham rundt, hver gang han skal på arbejde, besøge sin kæreste eller til træning på Frems anlæg, sætter i gang, og han begiver sig af sted. Det regner kraftigt.

Inden han sætter kursen mod Amager, skal han lige omkring Sydhavnen for at hente sin gode ven og holdkammerat Ib Eskildsen. Det kan godt komme til at tage lidt tid, tænker han. Ib er nemlig alene hjemme, fordi hans forældre er ude at rejse. Og så har han holdt svendegilde, fordi han blev udlært dagen før.

Det går, som Erik havde forventet: Han må hamre længe på Ibs dør, før kammeraten åbner døren og kigger ud med søvndrukne øjne.

***

Der er en løssluppen stemning, da spillerne mødes i afgangshallen i Kastrup. De fleste kender hinanden godt, for der har været masser af testkampe og olympiske træninger den seneste tid.

Det er B-landsholdet og ungdomslandsholdet, der skal spille mod hinanden i aftenens kamp i Herning. De fynske og jyske spillere er allerede i Midtjylland. Samlet i Kastrup er 11 spillere fra de københavnske klubber plus Ikastspilleren Erling Spalk, der aftjener sin værnepligt på Sjælland.

DBU har givet spillerne lov til at flyve til Herning i stedet for at rejse med tog, for at undgå at de skulle tage en ekstra fridag fra arbejde. Men det går ikke helt efter planen.

Unionens generalsekretær, Erik Hyldstrup, møder spillerne i afgangshallen og fortæller dem, at det fly, de skulle være rejst med, befinder sig i London. Men han har allerede talt med Zonens Redningskorps og chartret to mindre fly, hvor der skulle være plads til alle. Lige på nær DBU’s ledere, som i stedet må tage en taxa til Herning.

Det hele betyder lidt ekstra ventetid, men det tager spillerne i stiv arm. Der jokes med, hvem der skal give en omgang. De fleste mener, at det må være de tre Frem’eres tur. Ib Eskildsen er jo lige blevet udlært, Søren Andersen har fødselsdag, og Erik Dyreborg skal direkte videre på sommerferie efter aftenens kamp. Der er da noget at fejre.

***

Kort tid efter står det første fly klar. Her skulle være plads til ni af spillerne. De sidste tre må tage det mindre fly, der er på vej hjem fra en posttur til Sønderborg. Erik Hyldstrup finder en liste frem med navnene på, hvem der skal med hvilket fly.

Hierarkiet på holdene er klart, og dermed giver det sig selv, hvem der skal først af sted: Blandsholdsspillerne er vigtigere end ungdomslandsholdsspillerne, og de, der skal spille fra start i aftenens kamp, skal af sted før reserverne.

Navnene bliver læst op: først de seks, der skal spille for B-landsholdet. Nummer syv er Ib Eskildsen. Nummer otte er Erling Spalk. Nummer ni er Erik Dyreborg.

Spillerne tager deres bagage og begiver sig ned ad trappen og ud i regnen, hvor flyet holder og venter. Hvad Erik Hyldstrup ikke har tænkt på, er, at det første fly også skal have alt spillertøjet med. Ikke bare til de københavnske spillere, men til alle spillere på begge landshold.

Da piloten ser de meterhøje flettede kurve med tøj, ryster han på hovedet: Den går ikke. En af spillerne må tage det andet fly. Erik Hyldstrup tager en hurtig beslutning og råber til Erik Dyreborg:

»Dyreborg, du er den sidste. Men du er jo også så hurtig til at klæde om, så det går nok. Tag du det andet fly«.

Erik Dyreborg tager sin taske og går tilbage til de andre.

Da det første fly sætter kurs mod startbanen, er det lille firepersoners fly allerede kommet retur fra Sønderborg. Der skal bare lige tankes brændstof, så kan de sidste spillere komme til Herning. Men det når aldrig at lette.

Erik Dyreborg og de tre andre spillere har ingen anelse om, hvilken skæbne der er overgået deres holdkammerater. De følgende dage vil brikkerne i form af vidneudsagn og tekniske undersøgelser begynde at samle sig til et puslespil, der giver et billede af, hvad der går galt, da Haviland- flyet forlader startbanen.

Flyet er tilsyneladende kommet fint i luften, men bliver så fanget i en regnbyge og får kraftig sidevind. Det kommer til at give piloten, Stig Vindeløv, store problemer. Havillandflyet er nemlig ikke godkendt til regnvejrsflyvning og har ikke engang en vinduesvisker.

Vindeløv kan intet se og går derfor over til instrumentflyvning. Flyet er hverken udstyret med radiokompas eller andre moderne navigationsmidler, og derfor kan han kun navigere efter den såkaldt kunstige horisont, som er et instrument, der erstatter udsigten til jorden. Problemet er, at det først virker, når flyet er kommet op i fulde omdrejninger. Derfor er det ikke til nogen hjælp lige efter starten, da flyet hænger i lav højde over Øresund.

Vindeløv kæmper desperat for at redde situationen. Han mærker ikke, at flyet krænger til højre, og da han ikke har nogen horisont at navigere efter, er han prisgivet. Flyet går i spin, slår en kolbøtte og rammer havoverfladen. Det sker kun omkring 40-50 meter fra land og fra cirka 100 meters højde.

Efter styrtet ligger flyet krøllet sammen og er splittet i tre dele, mens regnen stadig pisker ned. Fodboldstøvler, trøjer og vragdele driver i havoverfladen.

***

To fiskere fra Kastrup er de første, der når frem, og kort efter følger redningsfolkene. De finder piloten, Stig Vindeløv, der når at sige

»Jeg forstår ikke, hvordan det kunne ske«, før han besvimer.

Syv af spillerne sidder i den ende af skroget, der er under vand, og de er døde på stedet. Ud over piloten er kun Per Funch Jensen i live, men han dør på vej til hospitalet. Piloten er således den eneste, der overlever ulykken, men han får amputeret sit ene ben.

Tilbage i lufthavnen mødes Erik Dyreborg og hans holdkammerater af DBU’s ledere, der er vendt om i taxaen. Erik Dyreborg kan tydeligt se på Erik Hyldstrup, at noget er helt galt. Han er helt bleg i ansigtet.

Men spillerne får ikke rigtig noget at vide. Kun at der ikke bliver nogen kamp den aften. De kan godt tage hjem.

***

Sidst på eftermiddagen træder Erik Dyreborg ind i stuen hjemme i Valby. Hans mor sidder i sofaen og ser fjernsyn – en transmission fra roregatta på Bagsværd Sø. Hun er overrasket over at se ham. Hun regnede med, at han allerede var i Jylland og var ved at klæde om til aftenens kamp. Han siger til hende, at kampen er aflyst, fordi der var noget galt med et af flyene.

Netop som han står der og fortæller det, afbrydes kaproningen på tv på grund af en ekstra nyhedsudsendelse. Nyhedsoplæseren fortæller, at der er sket en flyulykke. Det er først i det øjeblik, at det begynder at gå op for Erik Dyreborg, hvor galt det er gået.

Nyheden spredes langsomt over hele landet. I det vestlige Jylland når den igennem til rigstræner Arne Sørensen og resten af spillerne, netop som de ankommer til Herning Stadion. Politiken kan dagen efter berette om, hvordan de mødes af det første urovarslende tegn, da flagene omkring stadion allerede er sænket på halv, da de ankommer.

Indenfor i et lokale på Herning Stadion får spillerne den fulde historie om den skæbne, der er overgået deres holdkammerater. Her sidder de med tomme blikke og lytter til radioen, hvor speakeren gentager den sørgelige meddelelse. Efter kort tid vælger de at fortrække til et hotel, fordi de vil være alene.

Nu begynder reaktionerne for alvor at komme. Politiken beretter om, hvordan holdet er knuget af sorg. Hvordan Arne Sørensen bryder ud i gråd og må trøstes af den unge landsholdsspiller Tommy Troelsen. Og hvordan John Danielsen fra B1909 må have beroligende indsprøjtninger, fordi han er »syg af gråd«.

***

Med ét slag er dansk fodbold sat år tilbage. Den næste dag kalder Politiken de unge spillere for »blomsten af dansk fodbold-ungdom«. Dem, der stod på spring for at tage over, når de mere rutinerede kræfter en dag stopper karrieren.

I dagene efter ulykken spekuleres der i, om Danmark overhovedet skal stille op til OL i Rom en lille måned senere. Den første vurdering fra både sportsredaktører og officielle kilder hos DBU lyder, at man nok bliver nødt til at trække sig. Det handler selvfølgelig om at vise respekt for de døde Men det handler så sandelig også om, at det danske hold er blevet svækket ved tabet af de talentfulde spillere, hvoraf tre allerede var udtaget til OL. Det vurderes fra mange sider, at Danmarks mulighed for succes er decimeret markant.

Men Danmark stiller op til OL den sommer. Med blandt andre en purung Harald Nielsen, en storspillende Tommy Troelsen og en tyggegummignaskende målmand ved navn Henry From rejser Danmark til Rom og vinder sølv. Som et af de første klare signaler til omverdenen om, at dansk fodbold også kan være med blandt de store. Og som et kammeratligt vink til deres omkomne holdkammerater, der aldrig nåede at indfri deres store talent.

***

Når man i dag træder ind ad døren i Boldklubben Frems klubhus i Valby, er det første, man møder, en mindeplade i træ. På den står navnene Ib Eskildsen og Søren Andersen. De to unge Frem’ere, der mistede livet ved flystyrtet i Kastrup 16. juli 1960, ligger begravet sammen på Vestre Kirkegård kort derfra.

Hver torsdag formiddag, når Erik Dyreborg går ind ad den dør for at klæde om til træning og fællesspisning med veteranholdet, kan han således blive mindet om, hvordan det hele var gået, hvis han ikke havde hamret så insisterende på Ib Eskildsens dør den morgen for 50 år siden. Eller hvis den taske med spillertøj ikke havde taget hans plads.

***

Artiklen blev oprindeligt bragt i Politiken 15. juli 2010. Den bygger på interview med Erik Dyreborg samt en række skriftlige kilder, blandt andet avisartikler fra sommeren 1960.

Erik Dyreborg døde i 2013. Læs Politikens mindeord her.

Hans Mortensen udkom i 2016 med bogen ’Sommeren 1960’, hvor historien om flykatastrofen også er med.

Podcasten Vild Historie har et afsnit, der handler om katastrofen. Det kan bl.a. høres her.

DE OTTE, DER MISTEDE LIVET

Per Funch Jensen (KB), 21 år. Målmand, 4 A-landskampe. Slagter. Udtaget til OL. Han var kendt for sine lynhurtige reaktioner.

Erik Jensen (AB), 29 år. 20 landskampe, halfback, ingeniør, gift. OL-reserve. En af Danmarks mest elegante spillere og bedste teknikere siden krigen. På og uden for banen kendt som værende lidt af en enspænder, der elskede at spille kamp, men ikke at træne.

Kurt Krahmer (KB), 22 år. Wing, 8 ungdomslandsholdskampe, 1 B-landsholdskamp. Lærerstuderende. Stort fighterhjerte og en god teknisk spiller.

Søren Andersen (Frem), 23 år. Angriber, lagerarbejder og gift. En optimistisk, fræk og ivrig spiller, som gik lige til grænsen.

Børge Bastholm Larsen (Køge), 29 år. Back, 11 landskampe. Toldassistent. Udtaget til OL. Beundret for sit elegante og rolige spil. Gift og havde en søn, Torben Bastholm, der selv fik en flot karriere for Køge.

Arne Karlsen (KB), 20 år. Centerhalf, 3 landskampe. Smedelærling. Udtaget til OL. Blev kaldt den mest lovende spillere i dansk fodbold. Han var kendt for sit fighterinstinkt.

Ib Eskildsen (Frem), 19 år. Back, ungdomslandsholdsspiller. Maskinlærling. Hårdt kæmpende forsvarsspiller, som havde fået sit gennembrud i foråret.

Erling Spalk (Ikast), 19 år: Centerhalf. Soldat. En rolig type, som skulle være startet i AB til efteråret og blev regnet for fremtidens mand på landsholdet.

Ud over Erik Dyreborg befandt Hans Andersen (Køge) samt Bent Jørgensen og Bjarne Eklund (begge B93) sig i det lille firepersoners fly, der ikke forulykkede.

"Hun vil være en daglig påmindelse om, at vort åndelige liv er udhungret." Historien om værket 'Kvinde på kærre' i Holstebro

Hun lignede måske ikke umiddelbart en god investering. Da hundredvis af holstebroere i marts 1966 i rusk og regn overværede afsløringen af byens nye skulptur, var stemningen ikke ligefrem euforisk. At sådan et tyndt spektakel, der står på en vogn, kunne være så mange penge værd, var der ikke mange, der forstod. Men de skulle blive klogere.

’Kvinde på kærre’ havde kostet 210.000 kr.. Kommunen selv havde betalt de 150.000 kr., resten var betalt af Ny Carlsbergfondet. Den schweiziske skulptør Alberto Giacometti havde i 1942 lavet værket i gips, og i 1963 blev det støbt i bronze. I folkemunde blev kvinden på kærren snart omdøbt til 'Maren o æ voun' (Maren på vognen).

Folk i Holstebro var ikke som sådan oprørte over selve kunstværket. Stemningen blandt de lokale var blot, at man ikke var synderligt imponerede. Mange syntes, at kvinden var noget tynd i det. Forfatteren Arne Sørensen skrev fx i Jyllands-Posten:

”Man kunne måske have forlangt, at hun ikke var så rædsomt mager. Men her røber kunstneren nok noget om sin egen tid, også som den er i Holstebro og Danmark. At vor tid ikke ejer det fyldige brus; at dens ånd kan synes mager og kantet (…) Hun vil være en daglig påmindelse om, at vort åndelige liv er udhungret.”

***

Historiske foredrag med forfatter Tommy Heisz kan bestilles i hele landet til bl.a. højskoler, kirker og biblioteker. Emnerne spænder vidt: Fødsler i dølgsmål i starten af 1900-tallet, den spanske syge i 1918 og mellemkrigstidens populære svømmepiger.

***

En dag blev der lagt en madpakke ved pigens fod, og snart udviklede det sig til et ritual for de lokale, at de lige skulle hen og give Maren lidt at spise.

Men den virkelige forargelse handlede om penge. Det var for mange borgere en gåde, hvordan politikerne havde kunnet kaste så mange skattekroner efter en sølle skulptur. 

Nu skete der bare det, at Giacometti i årene, der fulgte, blev et varmere og varmere navn i kunstverdenen. Priserne på hans værker steg drastisk, og da ’Kvinde på kærre’ for nylig blev vurderet, lød estimatet på omkring 100 millioner kroner – altså næsten 500 gange så meget, som der i sin tid blev betalt for hende.

Sådan en skat må man passe på, og derfor har man i Holstebro også for længst sikret sig med en mekanisme, der hver aften kl. 21 lader Maren synke ned under fliserne, hvor hun opbevares i en underjordisk boks, indtil solen står op igen.

’Kvinde på kærre’ er i dag blevet et vartegn for Holstebro. Og alligevel er det stadig ofte til debat, om Maren nu også er pengene værd. Hver gang de lokale politikere må skære i velfærden, dukker der i lokalavisernes spalter læserbreve op fra borgere, der mener, at man burde sælge den højtvurderede skulptur og bruge pengene på byens borgere i stedet for.

Værket kan opleves på torvet foran det gamle rådhus i Holstebro.

Læs mere om ’Kvinde på kærre’ af Alberto Giacometti på Visit Nordvestkystens hjemmeside.

***

Teksten blev oprindeligt bragt som del af en længere artikel med overskriften ’Værker der vækker debat’, skrevet i 2015 og bragt i magasinet Brief.

Outlaw-helt eller afstumpet psykopat? Den virkelige historie om Dick Turpin

En sommernat i 1735 kom Pastor Amey ridende i en skov nær Richmond i den sydvestlige udkant af London. Han havde været på landet for at passe sin præstegerning og var nu på vej tilbage mod det centrale London, hvor han residerede på en kro ved The Strand.

Råbende stemmer i mørket fik ham til at trække i tøjlerne og gøre holdt, og inden han havde set sig om, pegede to mænd deres flintebøsser mod ham i mørket. Den ene af dem var den berygtede Richard Turpin, bedre kendt som Dick Turpin. Han var høj og velklædt og sad på ryggen af en hest af fin race. Hans ansigt var delvist dækket af et tørklæde og det lange, brune hår var samlet i en hestehale.

Det var pengene eller livet for Pastor Amey. Disse brutale røvere havde slået ihjel før. Som en del af den berygtede Essex-bande havde Dick Turpin stået bag en lang række brutale overfald og røverier i udkanten af London. For eksempel havde han været med under et hjemmerøveri, hvor en 70-årig mand blev overhældt med kogende vand og trukket rundt i sit eget hus ved håret, mens hans tjenestepiger blev voldtaget. Alt sammen for et udbytte på sølle 30 pund.

Også i tilfældet Pastor Amey blev udbyttet begrænset. Et sølvur, fire guineas og en smule sølv. Efter røveriet frigjorde landevejsrøverne Ameys hest fra seletøjet og lod den stikke af, samtidig med at de selv red bort og efterlod den røvede pastor alene i den mørke skov.  

Netop i dagene omkring dette overfald i juli 1735 slog Turpin og hans bandefæller til adskillige gange i skovene i det sydvestlige London. Det fik byrådet i London til at hasteudstede en proklamation, der blev hængt op mange steder i området. På den stod der, at der ville være 100 pund i dusør til enhver, der opdagede og angav personer, der havde ”gjort sig skyldige i mord eller røveri på en hvilken som helst vej, gade, hovedvej, passage, mark eller åben plads i London eller Westminster, eller i en radius af fem mil herfra.”

*** 

Historiske foredrag med forfatter Tommy Heisz kan bestilles i hele landet til bl.a. højskoler, kirker og biblioteker. Emnerne spænder vidt: Fødsler i dølgsmål i starten af 1900-tallet, den spanske syge i 1918 og mellemkrigstidens populære svømmepiger.

***

Landevejsrøverier havde været et kendt problem i England siden midten af 1600-tallet. Efter borgerkrigen og afsættelsen af kong Charles 1. i 1649, var der rigtig mange soldater, der tidligere havde kæmpet for kongen, som nu var arbejdsløse. De havde ikke noget job og ingen penge, og de begyndte at strejfe rundt. Det eneste, de kunne, var at slås, og derfor begyndte mange af dem at overfalde forbipasserende for at røve dem.

Det var særligt omkring London, at overfaldene fandt sted. Med sine over 500.000 indbyggere var byen Englands suverænt største i anden halvdel af 1600-tallet, og den var også blandt de største i Europa. Handelsrejsende kom hertil fra nær og fjern, og i de tætte skove omkring storbyen havde overfaldsmændene perfekte betingelser.

Røverne slog typisk til om natten. De holdt ofte til i nærheden af de dårligt oplyste hovedveje omkring London. Der var strækninger, hvor der var langt mellem husene, og her kunne de i ro og mag planlægge angrebene på forbipasserende. Et udsat område var hedelandskabet omkring Hounslow Heath i det sydvestlige London, hvor de velbenyttede veje til Bath og Exeter gik igennem. Også de tætte skovområder ved Richmond og Eppingskoven ved Exeter, der i flere år var Dick Turpins foretrukne sted, havde mange landevejsrøvere.

Efterhånden som myndighederne fik styr på de mest udsatte steder, dukkede røverne op nye steder. Før Turpins tid havde de huseret i Hyde Park tættere på centrum i London. Som følge af de mange overfald blev der etableret gadelygter med olielamper langs vejen fra St. James’s Palace og Kensington Palace, som dermed blev den første strækning med gadebelysning i England.  

Landevejsrøverne fyldte meget i englændernes bevidsthed i 1700-tallet. Aviserne rummede hele tiden nye beretninger om overfald på sagesløse, og utrygheden var stor. Røverne var typisk maskerede, så signalementerne var ofte sparsomme, men i enkelte tilfælde lykkedes det at identificere landevejsrøvere, hvorefter der offentligt blev sat efterlysninger op med høje dusørsummer. Det skete blandt andet for Dick Turpin, efter at tilstrækkeligt mange af hans ofre havde beskrevet hans lange hår og det markerede ansigt. 

Når landevejsrøvere blev fanget, blev de ofte deporteret til de nordamerikanske straffekolonier. Hvis de altså ikke blev hængt. Havde deres forbrydelser været særligt strenge, blev deres lig hængt til offentligt skue i galger langs den befærdede Edgware Road, indtil de rådnede op. Sådan gik det for flere af Turpins bandefæller i Essex-banden, der stort set blev trevlet op i slutningen af 1735.

Dick Turpin fik myndighederne imidlertid ikke ram på lige med det samme. Han huserede stadig fra tid til anden i skovene omkring London, indtil der pludselig blev stille omkring ham fra begyndelsen af 1736. Med en pris på sit hoved på 200 pund havde han sikkert mærket jorden brænde under sig, og han drog derfor nordpå til Yorkshire, hvor han skiftede navn til John Palmer og slog sig ned som hestehandler. Han nøjedes dog ikke med at handle med heste, men forsørgede også sig selv ved at begå flere landevejsrøverier.  

I 1739 blev ”John Palmer” fængslet for et simpelt hestetyveri. Da han fra fængslet i York skrev et brev til sin svoger hjemme i London for at få hjælp til retssagen, klappede fælden. Svogeren afviste at tage imod brevet på postkontoret, fordi han ikke mente at kende nogen John Palmer i York. En mand ved navn James Smith så tilfældigt brevet og genkendte håndskriften. Smith havde som dreng gået i skole med Dick Turpin, som var lidt yngre end ham, og han havde dengang hjulpet ham med at lære at skrive. Han fattede derfor mistanke, da han så håndskriften afsendt fra ”John Palmer”, og han informerede straks myndighederne. Efter først at have benægtet alt, gik Dick Turpin til bekendelse og indrømmede sin sande identitet. Nu kom tiltalen mod ham til ikke blot at handle om hestetyveri, men også om mord og stribevis af brutale overfald. Retssagen i York blev omtalt i alle landets aviser, og den endte ikke overraskende med, at Turpin blev dømt til hængning.

Richard ”Dick” Turpin er i dag bedst kendt som den kappeklædte landevejsrøver, der på sin hest Black Bess i nattens mulm og mørke overfaldt rejsende og frarøvede dem værdier. Men hans kriminelle cv stak i virkeligheden i mange retninger. Det stod klart, da politiet efterforskede hans sag til bunds.

Turpin havde oprindeligt været slagter, men han nåede aldrig at tjene ret mange penge på ærlig vis. Han var en god skytte, og som ganske ung brugte han de færdigheder til i det nordlige London at nedlægge vildt som krybskytte.

Efter at have opereret på egen hånd blev han en del af et mere organiseret forbryderfællesskab i Essex-banden. Her var krybskytteri også en vigtig aktivitet, men Turpin begyndte også at stjæle heste, som han solgte videre til lokale hestehandlere. Essex-banden blev dog særligt kendt for at stå bag en række særdeles brutale hjemmerøverier omkring London. I ét tilfælde truede de en ældre dame med smide hende på ildstedet, hvis hun ikke fortalte dem, hvor pengene lå. Da de havde fået pengene, blev de i huset natten over, hvor de åd og drak, mens den gamle dame sad bundet til en stol. I andre tilfælde voldtog og torturerede de folk.  

En øjenvidneberetning bekræfter, hvor voldsomt det gik for sig, når Dick Turpin og hans slæng slog til. William Mason, en husbestyrer i Essex, fortalte om et hjemmerøveri i 1734:

”En række bevæbnede personer, alle maskerede med sorte eller hvide klæder for ansigterne, brød brutalt ind i huset, og en af dem skød øjeblikkeligt efter mig. Bagefter tævede og ydmygede de både min kone og jeg, og da jeg gjorde et forsøg på at slippe væk, skød de igen efter mig. Det lykkedes med stort besvær for mig, min kone og min 13-årige datter at slippe væk. De forsøgte at dræbe os (…) De ødelagde også møbler og vinduer, og de stjal omkring 140 pund i rede penge, ni sølvskeer, tolv skydevåben og det meste af min kones garderobe (…) Før det lykkes at sætte en stopper for disse vanvittige voldsmænd, vil det være umuligt for nogen i det her område at føle sig sikre.”

Efter politiets optrevling af Essex-banden i 1735 fandt Turpin nye medsammensvorne, men det gik galt, da han ved et uheld kom til at skyde og dræbe en af dem under et røveri. Kort tid efter dræbte han endnu en mand, der forsøgte at fange ham, og nu stod han for alvor højt på listen over eftersøgte forbrydere. Det var først på dette fremskredne tidspunkt i sin karriere, at Dick Turpin for alvor kastede sig over disciplinen landevejsrøveri. Han skiftede jagtmarker og begav sig til York i det nordlige England, hvor han officielt var hestehandler, men i virkeligheden finansierede sin tilværelse ved overfald på rejsende og tyveri af heste.   

Lørdag d. 7. april 1739 blev den berygtede landevejsrøver Dick Turpin ført gennem Yorks gader i åben vogn. Hele vejen fra fængslet i bymidten til galgen ved Knavesmire stod folk og stirrede på den berømte dødsdømte. Turpin havde købt en lang frakke og nye sko til lejligheden og hyret et sørgekor på fem personer, der skulle følge ham hele vejen.

Ifølge avisernes reportere optrådte han med stor værdighed. Han bukkede for publikum flere gange undervejs, og da vognen nåede frem, trådte han målrettet op ad stigen til galgen og lod bøddelen lægge rebet om halsen på ham. Derefter kastede han sig i døden med ”en bevægelse så resolut, som besteg han blot en hest for at ride af sted,” som borgerne i York kunne læse på den nyhedsløbeseddel, der blev delt rundt i byen kort efter henrettelsen.

Næsten 100 år efter at Dick Turpin blev dømt til døden og henrettet i galgen i York, skrev forfatteren William Harrison Ainsworth en stærkt romantiseret skildring af Dick Turpins meritter, som romantiserede den koldblodige forbryders eftermæle en hel del. Sammen med en senere tv-serie, der var populær i 1980’erne, var det med til få mange børn til at se op til den fascinerende outlaw-skikkelse ved navn Dick Turpin. Men kigger man lidt nærmere efter i kilderne, var der altså ikke meget at se op til.

***

Kilder:

Derek Barlow: Dick Turpin and the Gregory Gang

James Sharpe: Dick Turpin : the myth of the English highwayman

"Drengen stod i den kolde vind og sank sammen." Stormfloden i 1904 ramte hårdt - især på samfundets bund

På årets sidste dag i 1904 vågnede isfabrikant Olsen i sit hjem i det sydlige København ved en fossende lyd. Forskrækket satte han sig op i sengen. Da han stak fødderne ned på gulvet, mærkede han det kolde vand på gulvet. Han måtte handle hurtigt. Olsen kom på benene og skyndte sig ind i stuen. Også her lå der vand overalt. Flere af hans møbler lå og flød rundt i overfladen.

Først da Olsen bevægede sig udenfor huset, forstod han, hvor slemt det var fat. Haven var oversvømmet, og det samme gjaldt alle de omkringliggende marker. Der var vand overalt.

Omtrent samtidig, ved sekstiden om morgenen, mødte to arbejdsmænd, Niels Johanson og Edvard Andersen, ind på det nærliggende teglværk. Det var råkoldt, stormende og endnu helt mørkt. Sammen gik de to mænd til et lille skur ved en af de store lergrave. Her begyndte dagen altid, for det var her, de opbevarede deres mad og arbejdstøj. Da de havde været i skuret lidt, begyndte vandet at skylle ind. Det havde gennembrudt dæmningerne syd for sluseværket og væltede nu ned i de store lergrave, der bredte sig over et område på 70 tønder land i Københavns udkant.

***

Historiske foredrag med forfatter Tommy Heisz kan bestilles i hele landet til bl.a. højskoler, kirker og biblioteker. Emnerne spænder vidt: Fødsler i dølgsmål i starten af 1900-tallet, den spanske syge i 1918 og mellemkrigstidens populære svømmepiger.

***

Snart var det hele oversvømmet. De to mænd så en stor gravemaskine og en mængde arbejdsredskaber blive opslugt af det stigende vandspejl. Snart gik det op for dem, at de ikke selv kunne komme derfra. I løbet af ganske kort tid var vandet omkring skuret steget så meget, at de to arbejdsmænd nu var afskåret fra land. De måtte flygte op på en høj jordknold ved siden af skuret. Her stod de omgivet af vand på alle sider og skreg om hjælp ud i den kulsorte vintermorgen.

Vandet fortsatte med at stige, og snart var hele området med de store lergrave mellem sluseværkerne og teglværket forvandlet til én stor sø. Der gik en tid, før andre arbejdere et stykke derfra hørte nødråbene. I en fart blev en båd sat i vandet, og de to mænd blev reddet.

*** 

Den 31. december 1904 vågnede Danmark op til en naturkatastrofe. I nattens løb havde en voldsom snestorm raset over hele Nordeuropa, og i Danmark havde den kraftigt stigende vandstand ført enorme ødelæggelser med sig. Mange andre danskere vågnede som isfabrikanten og de to teglværksarbejdere op til en kamp om liv og død denne morgen.

Olsen lykkedes med at komme væk fra det oversvømmede hus. Han begyndte at vade i retning af Valby. På sin vej konstaterede han, at vandet var trængt ind i stort set samtlige ejendomme, han passerede. Hele gader var dækket af vand. I den tidlige morgenstund så han rædselsslagne folk flygte fra deres huse.

Hovedstadens indbyggere var ikke engang de mest udsatte, da stormfloden ramte. Langt værre så det ud i kystbyerne længere mod syd. Blandt andet i Gedser på det sydlige Falster.

”Skønt man ved Gedser er vant til storm, er det dog mange år siden, at der har raset en orkan som den, der brød løs i nat, og i de tyve år, Gedser har været bebygget, har vandet ikke tilnærmelsesvis stået så højt,” skrev Politiken.

Op ad formiddagen havde vandstanden nået et katastrofalt niveau i den lille kystby. Dampfærgemolen stod under vand, og det samme gjaldt en hel granplantage. Stier blev skyllet bort, og vandet fossede ind i byens huse. Mod øst blev digerne gennembrudt, marker blev overskyllet og et hollandsk skib strandede. Nord for byen blev banelegemet og landevejen oversvømmet, så byen blev afskåret fra omverdenen. En avis beskrev, hvordan bølgerne slikkede op ad banedæmningen, mens en mølle knejsede i ensom majestæt et sted ude i vandet.

En arbejderfamilie kom i store vanskeligheder, da havet rejste sig. Både manden og konen var tidligt om morgenen gået ud for at malke køerne. Deres to småbørn havde været efterladt inde huset, da vandet begyndte at stige voldsomt. En ung mand, Peter Jørgensen, kom børnene til undsætning. Han sprang resolut i de iskolde bølger og svømmede ud til huset, hvor han fandt de små stående på et bord, rystende af skræk og kulde. Senere forsøgte en lokal fisker at overtale den nødstedte familie til at ro med ud til byens epidemihus, hvor de kunne komme i sikkerhed. Men de ville ikke med. Manden og konen havde forskanset sig på førstesalen i deres lille hus med børn, gris, ged, høns og ænder. De skulle ingen steder.

Fra andre byer tikkede lignende historier ind. I Nakskov, Rødby og Svendborg blev der meldt om livstruende situationer og folk, der måtte flygte fra hus og hjem. Stormen drev vandet så langt op i Guldborgsund, at havnepladsen og mange gader blev oversvømmet i Nykøbing Falster. I Aabenraa druknede 300 hornkvæg, da Søkarantæneanstalten blev oversvømmet. Flere tusinde køer måtte sættes fri, da vandet begyndte at stige, og mange af dem klarede den ikke. ”En snes drev i aftes døde om i havnen, mange er svømmede i land meget forkomne,” skrev en avis.

*** 

I dagene efter stormfloden havde aviserne travlt med at gøre status. I kroner og ører blev det gjort op, hvor store skaderne var. En stor del af den danske befolkning var blevet ramt på deres levebrød. Arbejdere, fiskere og andre, der i forvejen kæmpede for at få tilværelsen til at hænge sammen. Velfærdsdanmark havde endnu ikke taget form, og mange mennesker var så udsatte, at en naturkatastrofe som den, der indtraf op til nytåret 1904-05 kunne smadre hele deres livsgrundlag. 

Den slags mennesker var der mange af i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet. Rigtig mange. Folk, der kæmpede for at passe en stilling, der kunne give dem brød på bordet. Og folk, der slet ikke havde nogen stilling. På landet var der høstkarle, tjenestefolk, gamle mennesker og strejfende arbejdsløse. Og når man bevægede sig ind i de større byer, så det ikke bedre ud. Her virkede der til at være fattige overalt. Arbejderne på fabrikkerne knoklede for en ussel hyre for at brødføde familierne, der som regel levede tæt sammenstuvet i små lejligheder.

Ikke blot havde arbejderne trange kår; de måtte også leve i konstant bekymring for at miste pladsen og slutte sig til den voksende hær af arbejdsløse. Overalt i byerne mødte man dem, og der var langt fra kun tale om dovne og fordrukne. Masser af pålidelige og arbejdsdygtige unge mænd og kvinder kunne ikke finde hyre. I hjemmene knoklede kvinderne for at få storfamilien til at hænge sammen, og selv børnene måtte i en ganske ung alder bidrage til husholdningen. For i 1904 blev et barn endnu ikke set som meget andet end en lille voksen. En mulig arbejdskraft og en ekstra indtægt.

*** 

Netop sådan en dreng kunne man i nytårsdagene læse om i avisen Demokraten. I den iskolde vind, der stadig hærgede landet efter stormfloden, stod han den 31. december i det centrale Aarhus, da en forbipasserende mand fik øje på ham. Manden fortalte senere historien til en journalist fra den lokale avis, som delte den med bladets læsere.

Drengen kunne ifølge manden ikke have været meget mere end ti år. Han havde stået med et tomt og resigneret blik i øjnene og støttet sig op ad en statue ved byens banegårdsplads, da manden fik øje på ham. Ved drengens side stod en dunk, som manden mente måtte være syre eller noget lignende. Drengen stod i den kolde vind og sank sammen. Udtrykket i hans ansigt var sløvt, og øjnene stirrede ligegyldigt ud i luften. Manden spurgte drengen, om han var blevet sendt i byen med dunken. Det var han rigtig nok, lød svaret, men han frøs så meget, at han ikke kunne bære den tunge dunk. Drengen rystede over hele kroppen af kulde. Hans tøj var laset og hullet, så den kolde vind flere steder havde fri passage til den frysende krop.

Manden ville hjælpe med at løfte dunken videre gennem byen. Men først tog han drengen med ind i banegårdens ventesal, så han kunne få lidt varme. Drengen fortalte, at han ikke havde fået noget at spise den dag. Han var frygtelig sulten. Manden gav ham et par stykker wienerbrød, hvorefter han begyndte at snakke.

Moren var enke, fortalte drengen, og børneflokken var stor. Trods sin unge alder var det lykkedes drengen at få en byplads til 50 øre om ugen. På den måde kunne han hjælpe med at få det til at hænge sammen derhjemme. Alligevel var der ikke altid mad til alle børnene, og denne dag var det altså ham, der havde måttet undvære.

Den lille historie, der lige efter nytår stod at læse i Demokraten, havde ingen signatur. Men det kan meget vel have været Peter Sabroe, der førte pennen. Det var netop den slags sager, han brugte det meste af sin spalteplads i avisen på at bringe frem i lyset. Ud over at være journalist, der var kendt for at gå tæt på virkeligheden, var Sabroe også i færd med at etablere sig som politiker. Han var en del af Socialdemokratiet, som på den tid stormede frem i de danske byer og krævede bedre levevilkår for samfundets fattigste.

Sabroe troede på forandring. En forandring, han kun mente var mulig, hvis der blev kastet lys på samfundets skyggesider. Som nu den frysende dreng, der ved udgangen af 1904 måtte bruge sin nytårsaftensdag på at slæbe en alt for tung dunk med syre ud. Det gjorde han med den venlige mands hjælp, da han først havde genvundet varmen på banegården i Aarhus.

*** 

Det kolde og blæsende vejr satte sit tydelige præg på København denne eftermiddag. Vandet i søerne blev pisket op, så der en overgang dannede sig islag på broerne og stierne langs dosseringen.

”Her sælges fyrværkeri” stod der i flere butiksruder. På Rådhuspladsen traskede en stor, forfrossen mand med ildrød næse rundt med et skilt: ”Værsåartig! 72 kinesere fås for 10 øre.” Et andet sted kørte en droske rundt i gaderne. Bagi sad en velklædt herre, som rakte de forbipasserende sedler med påskriften: ”Se om hjørnet i Pilestræde! Der sælges: Bomber, granater, kinesere, ildkugler; Fanden løs!”

I Frederiksberggade lokkede en nyåbnet butik med "kometer, fontæner, fakler, raketter, russiske bomber, japanske granater, kvælerslanger og syngende frøer". En reporter fra avisen Socialdemokraten så en mand komme ud derfra med lommerne bugnende af fyrværkeri. Han tændte en uskyldig lille tudse, men var så uheldig at blive set af to betjente, som straks slæbte ham med til domhuset.

Da aftenen nærmede sig, kørte fyldte sporvogne festklædte folk rundt i byen, mens der mange steder lød en klapren som en geværild, afbrudt ved kanonslagenes dumpe brag. En reporter var taget til Østerbro for at se, om der var gang i gaden. Det plejede der at være. I området omkring Viborggade var det normalt at se møbler og gammelt skrammel blive hevet ud på gaden i en dynge og sat ild til. Den slags lagde kulden dæmper på, men der var dog spredt ballade, kunne Politiken melde:

”Spektaklerne formede sig nærmest som små krige mellem forskellige gaders drenge, de mødte hinanden i tætte troppe og brugte kinesere samt forskellige bomber til kasteskyts. Af og til, når det truede for stærkt med alvorlige sammenstød, lagde politiet sig imellem – bogstaveligt – der var nemlig en betjent, som faldt over sine egne ben midt på en temmelig vild kampplads, og han var vist den eneste, som ikke morede sig derved; der blev trampet lidt på ham. Men det hele spændte af uden større spektakler end de, som drengene ridderligt laver, når en kammerat bliver trukket af sted som anholdt.”

Først på aftenen bød Cirkus Varieté indenfor til et nytårsshow med forskellige stjerner på plakaten. Da den populære sangerinde Elisabeth Larsen stod på scenen og fremførte sine sange, var der en særlig overraskelse til publikum. Et strålende elektrisk lys blev sendt ud i salen. Det havde nærmest en magisk effekt, da de store buelampers blafrende lys udfoldede sin glans. Efter nogen tid blev det lidt svagere og mindede mere om måneskin. Til sidst gik det helt ud. ”I dette mørke skelnede man kun et par blinkede pailletter på frøknens kostume og et par svagt lysende, hvide arme,” skrev Politikens reporter. Elisabeth Larsen satte i med sang igen, og til sidst spillede orkesteret "Den tapre landsoldat". Mens den brusede af sted, løs der pludselig en række knald rund i salen, nærmest som geværsalver. ”Allevegne, i loger og parket, eksploderede kinesere under et øredøvende spektakel, og hist og her tændtes blålys og bengalske flammer. Det så udmærket ud,” skrev reporteren.

På den måde at lade sig bade i elektrisk lys var få forundt ved indgangen til 1905. Det var en attraktion, man var klar til at betale for at opleve. Godt og vel ti år efter, at elektriciteten var kommet til hovedstaden, var langt de fleste af byens lys- og varmekilder af mere primitiv karakter. Som for eksempel den petroleumslampe, en spækhøker i den indre by havde stillet i vinduet for at tø isblomster op på ruden og holde fedtet varmt.

En avisreporter på Strøget registrerede nogle få kinesere, som lå og sukkede klangløst nede i en kælderhals. Han fik sig også en snak med betjentene ved Storkespringvandet, som kunne berette en stille aften. Men traditionen tro løftede det hele sig ved midnatstid i området omkring Rådhuspladsen. ”Sprudende sværmere svirrede i luften, pibende raketter tegnede lysbuer over folks hoveder, kanonslag drønede, og tudser futtede, og hist og her så man unge piger og deres kærester tage hverandre i hænderne og danse i ring om et rødlys, der kastede sit varme skær over deres glade ansigter,” skrev en avis. Da Rådhusuret slog tolv, hørtes kun det første slag. De øvrige druknede i en mægtig kanonade på pladsen, hvor luften fyldtes af ild, og rådhusets facade blev lyst op.

*** 

Dagen derpå var uvejret endelig drevet helt over, og danskerne begyndte at gøre status efter stormen.  Mange af de steder, hvor vandet var trængt ind, f.eks. i det sydlige København, lå den stadig. Det havde langt sig hen over enge, marker og haver og var frosset til is. I Kolding, Horsens, Fredericia, Vejle og en række andre havnebyer var ødelæggelserne store. Alle steder meldte man, at det her var det værste, man havde oplevet siden stormfloden i 1872.

Også fra udlandet kom der dystre meldinger. I Flensborg måtte beboerne sejle i både rundt i gaderne. I en lille by ved floden Eldena var et fattighus styrtet sammen i stormen. Tre kvinder og fire børn, som boede i huset, var omkommet. Fra Bonn meldtes der om tre arbejderes død. En gavl var styrket ned over et snedkerværksted, hvor de tre mænd havde været i gang med dagens arbejde.

På Lolland blev to små drenge omtalt som ”isens første ofre.”. Deres tragiske død havde dog ikke noget med stormfloden at gøre. De to drenge, som var fætre, havde til fods begivet sig ud på en tilfrossen mergelgrav ved Riddertofte, da isen begyndte at slå revner under dem. De faldt i det kolde vand og kunne ikke komme op igen.

På Bornholm savnedes stadig to fiskerbåde, som var sat ud fra Svaneke, hver med tre mands besætning. De var sejlet ud allerede om fredagen. Man mente, at de måtte være drevet i sydvestlig retning, og at der efterhånden kun var ringe sandsynlighed for at finde dem igen. Bornholm var i det hele taget hårdt ramt. Arnager havn var helt ødelagt, og 10-12 fiskerbåde var sunket. De materielle skader blev vurderet til at være et sted mellem 200.000 og 300.000 kroner.

Også indehaveren af Magasin du Nord i København sad den 1. januar og regnede på omkostninger. Ikke på grund af den rasende vinterstorm, men derimod en galning, der nytårsnat havde gået rundt og skudt ind ad vinduerne i stormagasinet med en salonriffel. Flere andre butikker i området var også ramt. 20-30 ruder var alle ødelagt på præcis samme måde med et lille, præcist hul, som ifølge politiet kun kunne stamme fra projektilet i en salonriffel. Det var dog ikke lykkedes ordensmagten at få fat i gerningsmanden.

Når det gjaldt stormflodens ødelæggelser, var mønsteret klart. Det var de mest udsatte, der måtte betale den højeste pris. Eksemplerne var utallige, for i alle danske kystbyer, var der mange, der kun netop havde til dagen og vejen. Selvom katastrofen ikke helt var på niveau med den historiske stormflod i 1872, stod det klart, at skaderne var omfattende.

En fisker fra Amager kunne berette, at stormen havde taget alt, han ejede. I en hytte på sydpynten af Kongelunden havde han opbevaret redskaber for 3000 kr. I skuret var der blandt andet alle de 25 åleruser, han brugte i sit daglige virke. Da vandet var steget, havde hytten revet sig løs og var drevet til havs. Nu havde fiskeren intet tilbage. Ingen penge og uden redskaber ingen mulighed for at tjene nye.

*** 

Vores sidste stop denne morgen er på Frederiksberg. Her udspillede sig i de tidlige timer den 1. januar et drama, som i høj grad også viste, hvordan samfundets dårligst stillede var låst fast i håbløse situationer. I begyndelsen af 1900-tallet var der stadig et stort antal danske kvinder, der fødte i dølgsmål. Desperate kvinder, der ikke så anden udvej end at skille sig af med det barn, de lige havde født.

Hovedpersonen i denne historie hed Nancy Jacobsen. Måske var hun 15, måske 16 – de forskellige aviser havde forskellige bud på hendes alder. Men sikkert var det, at denne pige i en meget ung alder var kommet i uføre. Nogle måneder tidligere havde hun fået en plads hos restauratørparret Hudlebusch, der drev Hotel Fasanen på Frederiksberg. Efter en tid begyndte det at undre restauratørparret, at Nancy havde taget så meget på i vægt. De fik mistanke om, at hun kunne være gravid, hvilket hun dog pure nægtede. Parret kontaktede Nancys far, men hans bedste bud var, at datteren nok bare havde taget på, fordi hun fik for meget øl i restaurationen.

Flere gange udspurgte Hr. Hudlebusch hende, men hver gang græd Nancy og fastholdt, at der intet var galt. Nytårsmorgen stod hun op allerede klokken 5. Hun klagede over smerter ved lænden. Igen blev hun konfronteret med spørgsmålet om, hvorvidt hun måske kunne være gravid. Men hun sagde, at bare havde ondt, fordi hun havde forslæbt sig. Lidt efter gik hun ud af døren. Hun var ikke væk længe, og da hun trådte ind ad døren igen, meldte hun sig klar til at arbejde igen. Hr. Hudlebusch kunne dog med det samme se, at noget var helt galt. Pigens tøj var gennemvædet af blod, og hun var helt bleg at se på.

”Hvor har De gjort af Deres Barn, Nancy? De har jo født!” sagde Hr. Hudlebusch.

”Nej, aldeles ikke,” stammede hun, ”det er ikke sandt!”

Selv da han gjorde hende opmærksom på, at hun kunne vente sig forbedringshus, hvis hun fortsat nægtede, blev hun ved med at afvise blankt.

Ved en opgang ikke langt derfra stod en større flok nu forsamlet. Inde på trappegangen havde nogen fundet et nyfødt, som lå nøgen og klynkede. Barnet var nøgent, og da det frøs otte grader udenfor, hastede det med at få hjælpen tilkaldt. Snart var en ambulancevogn på vej til stedet.

På Hotel Fasanen kom en fiskehandler ind og fortalte, hvad der var hændt længere nede ad gaden. Nu faldt brikkerne helt på plads for Hr. Hudlebusch. Nancy nægtede fortsat. Men hun var så dårlig, at hun kort efter blev kørt med ambulance til Frederiksberg Hospital. Her stod politiet klar til at afhøre hende, så snart hun fik det en smule bedre. Journalister fra flere af de store aviser var til stede i området omkring forbrydelsen. I Politiken kunne man læse: ”Vi kiggede ind bag Døren til Nr. 44, og ganske rigtig, Beboerne havde lagt et lag Sand over Blodet, som den unge Pige havde mistet under Fødslen.”

Avisen Socialdemokraten plæderede i sin reportage for, at Nancy Jacobsen forhåbentlig ville få en mild straf. Pigen, som Hr. og fru Hudlebusch beskrev som lidt indskrænket, men overordentlig påpasselig og skikkelig, havde i avisens øjne allerede fået rigelig straf. ”Sørgeligt ville det unægtelig være, om lovens straf skulle føjes til de lidelser, den unge moder allerede har gennemgået før og efter den uhyggelige fødsel,” skrev avisen.

***

Rekonstruktionen bygger på aviser fra dagene omkring nytåret 1904-05. Sagen om Nancy Jacobsen er med i bogen De dømte kvinder. Resten faldt under kategorien fraklip og er kun udkommet i denne artikel.

***

Historiske foredrag med forfatter Tommy Heisz kan bestilles i hele landet til bl.a. højskoler, kirker og biblioteker. Emnerne spænder vidt: Fødsler i dølgsmål i starten af 1900-tallet, den spanske syge i 1918 og mellemkrigstidens populære svømmepiger.

“Man sagde, at han bar det godt.” Lægen fra Haslev mistede hele sin familie under den store pandemi

Af Tommy Heisz

Ove Bruun Pedersens tre børn døde i løbet af få dage i 1919. (Faxe Kommunes Arkiver)

Efter at have raset i over et halvt år slog den spanske syge stadig hårdt mange steder i landet i begyndelsen af 1919. Det gjaldt fx i den sjællandske by Haslev. Netop som 1918 blev til 1919, afgik byens bagermester Ibsen ved døden efter at have været bevidstløs siden juledag. Spansk syge i forbindelse med en hjernelidelse havde slået den afholdte bager ihjel, kunne en af de lokale aviser meddele.

Haslev var et typisk eksempel på en lille dansk stationsby i 1919. Byen var først for alvor skudt op nogle få årtier tidligere, da jernbanen mellem Køge og Næstved blev anlagt. Nye huse var blevet bygget, og en række butikker var skudt op på byens hovedstrøg, som strakte sig fra stationen op til kirken øverst på en bakke. Haslev havde et jernbanehotel, et mejeri, et andelsslagteri, en biograf, flere skoler og små 4000 indbyggere.

***

Historiske foredrag med forfatter Tommy Heisz kan bestilles i hele landet til bl.a. højskoler, kirker og biblioteker. Emnerne spænder vidt: Fødsler i dølgsmål i starten af 1900-tallet, den spanske syge i 1918 og mellemkrigstidens populære svømmepiger.

***

Byens borgere var bange for den dødbringende influenza. Efter et fald i antallet af tilfælde virkede smittetallene til at stige. Ikke blot i Haslev, men også mange andre steder på Sjælland. I Roskilde var epidemihuset fuldt belagt, og på en stor avlsgård ved Svenstrup havde alle 40 mand lagt sig med spansk syge. Lærer Villadsen fra Asnæs Kommuneskole mistede sin 28-årige hustru, som var blevet syg julenat på vej hjem fra en juletræsfest.

Jernbanehotellet og stationen i Haslev i 1918. Foto: Poul Balle-Petersen / Faxe Kommunes Arkiver.

Amtslægen gav udtryk for sin bekymring og mente, at denne genopblussen af den spanske syge skyldtes de mange sammenkomster ved juletid. Juletræsfester, juleaftener i de små hjem og senere nytåret, som skulle skydes ind i festligt lag med familie, venner og bekendte. Det havde været for tidligt at se stort på epidemien og begynde at samles igen på denne måde, vurderede lægen.

Henrik Pedersen var 11 år, da den spanske syge kom til byen. Han var søn af et landpostbud og boede i udkanten af Haslev. Da han senere i livet nedfældede sine barndomserindringer, huskede han den skæbne, der overgik nabofamilien i de første dage af 1919:

“Jeg mindes ikke, at nogen af os i Søndermarkshuset havde sygdommen, men derimod ramte den hele familien hos Lars Larsen, alle fire medlemmer lå i sengen. Bedstefar gik over og passede kreaturerne og havde mad med til dem fra mor. De tre af dem overvandt sygdommen, men lille Karen døde. Det gjorde et meget stærkt indtryk på os børn. Nok havde vi før mødt døden, men da havde det altid været gamle mennesker, men at et barn på vores alder kunne dø, det var næsten ikke til at fatte. Jeg husker tydeligt den dag, mor kaldte på os, og vi stod i vor gangdør og så ligvognen køre bort med lille Karen,” huskede Henrik Pedersen.

Kirkebøgerne for Haslev Sogn viser, at Karen døde den 4. januar 1919 – to dage efter sin femårs fødselsdag.

Som en af byens blot to læger var Ove Bruun-Pedersen en travl mand i disse uger. Han tog imod patienter i sin konsultation i Vestergade i bymidten og besøgte syge rundtomkring i hjemmene. Han havde ikke kun ansvar for patienter i selve Haslev, men også i oplandet. Ofte spændte han derfor hestene for vognen og kaldte på kusken, så de kunne tage en runde og se til folk på gårdene omkring byen.

Ove Bruun-Pedersen var en rutineret læge på 47 år. Efter en opvækst på Frederiksberg, hvor hans far havde været docent på Landbohøjskolen, havde Ove selv uddannet sig som læge og fik i 1905 sin egen praksis i den sydsjællandske stationsby. Her slog han sig ned sammen med sin otte år yngre hustru Johanne, som han var blevet gift med i 1908. Deres første barn, Karen, kom til verden i 1911. Tre år senere fulgte Margrethe, mens lillebror Jørgen som familiens yngste blev født i 1915.

Ove Bruun-Pedersen var meget vellidt i det lille lokalsamfund. Lægen var kendt for sin store kærlighed til heste. I gården bag sin konsultation inde i byen havde han selv en lille stald, hvor hestene kunne opholde sig, når han ikke var på runde med dem. Når vognen skulle spændes for, gjorde han det selv, og Bruun-Pedersen fik meget tid til at gå med at tage sig af sine heste. I januar 1919 havde han dog ikke megen tid til den slags sysler. Ove Bruun-Pedersen skulle rundt til flere og flere syge på sine daglige runder.

Hos mange familier var folk i overhængende livsfare på grund af den spanske syge. Der var brug for assistance. Flere måtte indlægges. Hvis de blev liggende derhjemme, var det lig med den sikre død. “I hjem, hvor sygdommen er kommet til udbrud, angribes ofte hele husstanden. Under sådanne forhold volder det ofte vanskeligheder at få passet de syge,” skrev en lokal avis i de dage.

Den 10. januar blev en gammel mølleejendom i Haslev derfor indrettet som midlertidigt sygehus. En lokal snedkermester donerede senge, og flere af byens borgere mødte op med tæpper og lagner. I den lokale avis blev der annonceret efter frivillige, der kunne hjælpe til på det nyoprettede hospital, og flere damer meldte sig hurtigt. De kom under ledelse af frk. Magda Stenersen, en uddannet sygeplejerske, der blev tilkaldt fra København. I løbet af blot et døgns tid lykkedes det Haslevs borgere at få etableret et nødhospital, der kunne tage imod patienter og være med til at aflaste Garnisonshospitalet og de lokale læger.

Byens biograf og skoler blev lukket ned, og i de lokale aviser blev der henstillet til folk om at være særligt tålmodige og hjælpsomme over for telefondamerne, når man skulle gennemføre et opkald. Over halvdelen af damerne på Haslev Telefoncentral var nemlig sygemeldte med influenza, og resten kæmpede for at holde trit.

Den 12. januar, allerede dagen efter åbningen af det interimistiske hospital, døde den første patient. Hustruen til en lokal børstenbinder nåede knap at være indlagt, før den spanske syge gjorde det af med hende. Samtidig hastede Ove Bruun-Pedersen rundt til de mange hjem. Han måtte skynde på kusken og sørge for hele tiden at være på farten. Lægen var under et voldsomt arbejdspres, og så havde han fået en bekymring mere: Der var noget, der tydede på, at han måske havde taget smitten med sig hjem til huset på Vestergade. I hvert fald viste Johanne og børnene symptomer på at have fået den spanske syge.

I midten af januar skrev en lokal avis: “I de sidste dage har den spanske syge grebet om sig i Haslev og omegn med en foruroligende voldsomhed. I uhyggeligt mange hjem har den onde og lumske sygdom vundet indpas, lægerne er overlæssede med arbejde, byens to sygehuse er så overfyldte, at mange dødssyge mennesker ikke kan få plads på dem. Afholdshotellet skal nu også indrettes til interimistisk sygehus. I de sidste døgn er forefaldet adskillige dødsfald alene her i byen.”

Hvis man som Haslev-borger ikke blev ængstelig af at læse sådan en omgang, var der god grobund for frygt i de mange historier, der florerede på gader og stræder og i avisernes øvrige notitser om skæbner, der overgik familier i andre sjællandske småbyer. I Sdr. Jernløse lå bolsmand Christian Larsen syg af den spanske og havde netop mistet sin hustru til samme sygdom. Parrets fem ukonfirmerede børn lå også syge fra en ende af. I Skuderløse døde brugsuddeler Olsen i en alder af 40 år. Butikken stod nu lukket, og hustruen måtte finde en måde at klare sig på sammen med parrets seks børn, hvoraf den ældste kun var ti år. Og i den lille by Høsten døde teglværksarbejder H. Nielsen af den spanske syge blot få dage efter, at hans hustru også var død. Fem børn stod nu forældreløse tilbage.

Midt i alle tragedierne viste sig også små lysglimt. Historier om folk, der skød brystet frem og gjorde noget for andre. Fra gymnasiet i Haslev blev der af frivillige arrangeret uddeling af mad til byens syge. Spejderne cyklede rundt i byen for at få måltiderne frem. Og fra Gørslev forlød en historie om en frisk lærerinde, der tog fat, da begge landpostbude i området blev syge. Lærerinden frk. Hansen tilbød resolut at overtage den ene af ruterne. Hun gik alligevel ledig, nu hvor den lokale skole var lukket ned på grund af epidemien. Skolerne i området var nu lukket ned for tredje gang under epidemien.

I Haslev oplevede både Jernbanehotellets ejer, mælkehandleren og en lokal købmand at miste deres unge hustruer til den spanske syge. Mange børn mistede også deres forældre i disse uger. Fælles for de mange familier var, at de knap kunne nå at forholde sig til, at deres nærmeste var syge, før tilstanden var så slem, at de næsten ikke kunne komme i kontakt med dem længere.

Sådan må lægen Ove Bruun-Pedersen også have oplevet det, da den spanske syge pludselig blev en del af hans privatliv. Epidemien var ikke længere blot en usynlig fjende, som han med sin faglighed og rutine skulle forsøge at tackle efter bedste beskub. Nu var den kommet inden for hans egen families fire vægge, og den viste ingen nåde.

12. januar døde Jørgen. Ove og Johannes yngste barn blev kun tre et halvt år gammelt. Blot to dage senere, den 14. januar, tog den spanske syge også den ældste datter Karen. Hun blev syv år. Johanne lå stadig syg sammen med fireårige Margrethe, men heller ikke de to skulle klare den. Den 16. januar skrev den lokale avis:

“Læge Bruun-Pedersen har haft den store sorg også at miste sin hustru, der døde i nat. Han har nu kun sin yngste datter tilbage, og hun er meget syg.”

Faktisk nåede avisen ikke engang at komme i trykken, før den sag ændrede sig igen. Få spalter længere fremme fik læserne følgende ord:

“Efter at ovenstående var skrevet, erfarer vi, at dr. Bruun-Pedersens tredje og sidste barn i dag er afgået ved døden.” Så hurtigt kunne det gå. Fire dage tidligere havde de været fem i huset i Vestergade. Nu var Ove Bruun-Pedersen alene. Lægen har vidst alt om, hvad der var på spil, da de første symptomer viste sig i begyndelsen af januar. Han vidste også, at der var en vis sandsynlighed for, at det var ham, der efter et af sine mange sygebesøg havde bragt smitten med sig hjem.

Få dage senere, på en råkold mandag, “hvor alle forårsfornemmelser stivnede”, som en avis skrev, måtte Ove Bruun-Pedersen gå den tunge gang fra hjemmet til byens kirkegård. Det gik op ad bakke de få hundrede meter fra Vestergade til Haslev Kirkegård, som denne mandag kunne ringe med klokkerne for hele seks jordfæstelser. Fire af begravelserne gjaldt Bruun-Pedersens hustru Johanne og de tre børn, som skulle stedes til hvile i den samme grav.

Lægen havde bedt om, at begravelsen måtte foregå i stilhed, men talrige af byens borgere var mødt op for at vise deres sympati. Provst Weber talte ud fra Jesu afskedsord til apostlene:

“I min Faders hus er der mange boliger, og jeg går forud for at berede Eder sted.”

Provsten omtalte Johanne som en god støtte for sin mand og som en kvinde, der altid havde været yderst hjælpsom over for hans patienter. Der var, ifølge den lokale avis, stærk bevægelse blandt de fremmødte, da talen var forbi, og kisterne skulle bæres ud. En stor og tre små. Kort efter blev de sænket ned i den kolde jord på Haslev Kirkegård, hvorefter Ove Bruun-Pedersen igen måtte gå den tunge gang hjem til Vestergade. Hjemme ventede et nyt liv. Hjemme ventede stilheden.

Ove Bruun-Pedersen fik mange år i ensomhed. Først i 1941 døde han som 70-årig. En morgen havde han taget sin cykel for at køre ud at se til kurvemager Petersen i Skuderløse, og netop som Bruun-Pedersen stod der med receptblokken i hånden, fik han en hjerneblødning og faldt død om.

Efter at have mistet Johanne og børnene boede lægen alene resten af sit liv. I 22 år beholdt han sin konsultation i Vestergade og blev boende i det samme hus med skiftende husbestyrerinder. Ifølge flere af byens borgere, som gennem årene havde ham som læge, blev han en meget indesluttet mand, og det var tydeligt, at han havde det svært, men man sagde, at han “bar det godt”. Det var ikke noget, patienterne mærkede noget til. I sit lille lægekontor i det store hus i Vestergade sad han tålmodigt ved det store skrivebord i lyset fra den grønne lampe og lyttede til patienternes problemer og prøvede at hjælpe dem med deres skavanker. Bruun-Pedersen var altid stiligt klædt. Han gik i sorte frakker og pæne hvide skjorter med velstrøgne flipper.

Da han døde, blev der bragt mindeord i flere af de lokale aviser:

“Han var en særpræget natur og kunne vel være både barsk og stejl, når der var noget, der vakte hans mishag, men bag alt dette skjulte sig et meget følsomt sind, der altid var rede med hjælp, hvor han mødte nød og fattigdom på sin vej,” skrev Haslev Folketidende.

Om den tragedie, der havde ramt Bruun-Pedersen i 1919, skrev Haslev Avis: “Dette var naturligvis et næsten umenneskeligt hårdt slag for den livsglade mand, som Bruun-Pedersen var, og han forvandt aldrig siden følgerne af den tunge og strenge skæbne, der her ramte ham. Han blev en ensom og stille mand, der kun levede for sin gerning.”

***

Uddrag fra bogen Den spanske syge af Tommy Heisz, udkommet på Politikens Forlag i 2018.

Foredrag om den spanske syge i 1918 v/ Tommy Heisz kan bookes i hele landet

Danske Esther oplevede revolutionen indefra

En ung dansk kvinde boede og arbejdede i Petrograd, da revolutionen brød ud i 1917. Esther Aksel-Hansens breve hjem fra den russiske hovedstad giver et anderledes blik på månederne, hvor det hele gik amok i Rusland.

Af Tommy Heisz

”Forholdene i byen bliver værre og værre. Skydning og plyndring hver eneste dag og nat”.

Da Esther Aksel-Hansen i 1917 kort før jul formulerede ordlyden i et brev hjem til sin mor i København, blev der samtidig skrevet afgørende verdenshistorie omkring hende. Den 26-årige danske kvinde befandt sig i Petrograd, i dag Sankt Petersborg, hvor hun blev vidne til både Oktoberrevolutionen og det efterfølgende kaos. Rusland var på randen af borgerkrig, og alene det at færdes rundt i hovedstadens gader kunne i slutningen af 1917 være ganske farligt, lod hun moren forstå:

”Forleden, da Axel og jeg havde været ude at spise middag sammen, blev der skudt mægtigt med maskingeværer ved Vinterpaladset, da vi kørte hjem, men nu har man også snart vænnet sig til det”.

Esther Aksel-Hansen havde sin daglige gang ved det danske gesandtskab i Petrograd. Her var hun ansat som kancellist, populært kaldet skrivedame. Den Axel, hun omtalte i sit brev til moren, skulle hun senere blive gift med, men på dette tidspunkt boede hun i en lejlighed i Petrograd sammen med Gerda, Isabella og Ellen – tre gode veninder, som også var skrivedamer ved gesandtskabet.

Mere eller mindre tilfældige omstændigheder havde bragt Esther Aksel-Hansen til Petrograd. I foråret 1915 var hun rejst til Rusland for at bo hos en dansk familie i Rybinsk, en havneby ved Volga-floden. Her underviste hun en lokal familie i engelsk og tog selv russisklektioner og fik på den måde styrket sine i forvejen gode sprogkundskaber.

Historiske foredrag med forfatter Tommy Heisz kan bestilles i hele landet til bl.a. højskoler, kirker og biblioteker. Emnerne spænder vidt: Fødsler i dølgsmål i starten af 1900-tallet, den spanske syge i 1918 og mellemkrigstidens populære svømmepiger. Læs mere her

Oprindeligt var hun vokset op i et pænt hjem på Frederiksberg som datter af den berømte billedhugger Aksel Hansen. Efter at have uddannet sig til lærerinde og dygtiggjort sig i sprog havde hun sat kursen mod Rusland. Det blev til halvandet år i Rybinsk, hvorefter hun søgte stillingen hos gesandtskabet i Petrograd. Her tiltrådte hun i foråret 1917 efter et kort ophold hjemme i Danmark. At flytte til så stor en by var noget af en omvæltning, indrømmede hun over for moren:

”Jeg kan ikke lide Petrograd som by betragtet”, skrev hun i et brev i maj 1917.

”Her er snavset og ækelt. Luften er som mættet med støv. Alt er så stort og mægtigt, gaderne brede og uendelige, husene kolossale og mægtige, hele palæer, og så alle disse underlige mennesker, som man synes driver rundt uden ror. Alle disse masser af soldater, der hænger uden på sporvognene i mægtige bylter og klynger ligesom grå udvækster. Man føler sig som en myre i alt dette”

Esther Aksel-Hansen forsøgte at finde sine ben i den nye by. Hun fik daglige rutiner, og hun nød den smukke gåtur hver morgen, når hun skulle ind til kontoret. Over Neva-floden og videre forbi Isak-katedralen og Vinterpaladset. Hver morgen sugede hun indtryk til sig. I rask trav kunne hun tilbagelægge turen på en halv times tid. Hun erfarede hurtigt, at gåben var klart at foretrække:

”Sporvognen er så at sige ikke til at komme med. Det er en kamp for livet. På forperronen må man ikke stå, og der er ellers bedst plads, men da jeg én gang har fået en bøssepibe stukket i maven, da jeg forsøgte det, så kommer jeg ikke mere der”.

I de første breve hjem til moren kunne Esther Aksel-Hansen også berette, at hun var glad for arbejdet på gesandtskabet:

”Det er vanskeligt at komme ind i, og der er meget at gøre, men det er vældigt interessant. Jeg må anstrenge mig vældigt for at kunne udfylde pladsen, men det er jo langt morsommere og mere udviklende at få sådan en stilling, hvor man må arbejde for at komme ind i det, end at sidde og gøre idiotarbejde”.

Kedeligt kontorarbejde var der på ingen måde tale om. De historiske tilfældigheder gjorde, at Esther Aksel-Hansen som kancellist var landet lige midt i et højspændt drama. Tsaren var sat fra bestillingen, mens bolsjevikkerne var ved at tage magten, og ude i verden rasede Den Store Krig stadig for fuld kraft.

Alt sammen begivenheder, der fik konsekvenser for det danske gesandtskab i Petrograd.

Med USA’s indtræden i verdenskrigen i april 1917 havde det neutrale Danmark nemlig fået en ny rolle at spille i forhold til humanitært arbejde og håndtering af flygtninge. En af de opgaver, der kom på gesandtskabets hænder, var at forvalte bistand til omkring halvanden million østrigungarske krigsfanger, som rundtom i det store russiske rige var blevet holdt fanget under kummerlige og umenneskelige forhold.

”Kære lille mor, hvordan mon I alle sammen har det? Jeg længes snart efter at høre lidt hjemmefra”, skrev Esther i et af sine mange breve hjem til moren i København.

I løbet af lidt over et års tid blev det til mere end 100 breve. De ligger i dag på Det Kongelige Bibliotek og tilbyder et anderledes blik på en velkendt historisk begivenhed. I en hverdagsagtig tone bringer brevene os tæt på en kvindes tilværelse i en by ramt af revolution og efterskælv. Esther Aksel-Hansen tilhørte byens diplomatmiljø og kunne således ikke tage os med helt tæt på kampene i byens gader, men mod udgangen af 1917 var virkeligheden i den russiske hovedstad, at ingen kunne vide sig sikker.

Hele året havde været særdeles dramatisk. Allerede i februar havde en revolution fundet sted, men der skulle gå et halvt år, før bolsjevikkerne kunne sætte det afgørende stød ind. I de mellemliggende måneder var der masser af tegn på, at et totalt autoritetssammenbrud var i fuld gang i Rusland. I løbet af efteråret blev spontane oprør antændt mange steder i landdistrikterne, hvor rasende bønder tog godsernes jorder. I byerne var der tiltagende uro på fabrikkerne. Den provisoriske regering var magtesløs og turde heller ikke endegyldigt trække Rusland ud af Den Store Krig. Det stod klart, at der måtte en større omvæltning til. Natten til 25. oktober erobrede bolsjevikkernes hovedstyrke, Den Røde Garde, flere strategiske punkter i Petrograd, og krydseren ’Aurora’ kunne sejle ind i Neva og levere sit historiske startskud. Revolutionen var begyndt i den russiske hovedstad ­– blot nogle få måneder efter at Esther Aksel-Hansen var flyttet til byen.

”At der var noget usædvanligt på færde, var ikke til at tage fejl af”, skrev hun i de dage hjem til moren og fortsatte:

”Ved halv ti-tiden hørte vi de første skud. De kom med mellemrum, men lidt efter lidt tog det stærkere fat. Nu begyndte også maskingeværerne at tale med tik-tak, tik-tak, underlige tørre knald, der kom så hurtigt efter hinanden, at man knap kunne skelne hvert enkelt skud. Nu og da var der stilstand i nogen tid, men så tog det igen fat med fornyet kraft”.

Den aften kunne hun og veninderne ikke falde til ro. Kancellistkollegerne Gerda, Isabella, Ellen og Esther var ikke klar over, præcis hvad der foregik i byen omkring dem, men hver især mærkede de en uro i kroppen, der gjorde det vanskeligt for dem at gå i seng.

”Med pelse på, for det var rasende koldt, sad vi ved de åbne vinduer og lyttede efter skydningen. Pludselig et mægtigt bulder. Nu begyndte kanonerne fra ’Aurora’ at tordne løs. Det var forfærdeligt uhyggeligt at høre på, og endnu uhyggeligere at tænke på, hvad der vel nu foregik ude i byen. Himlen oplystes nu og da af stærke glimt, men om det kom fra kanonerne, når de blev skudt af, eller hvad det var, det har vi ikke kunnet få oplyst. Kl. 1.00 gik vi i seng, men vi lå for åbne vinduer og fik ikke meget søvn i øjnene den nat”.

Bolsjevikkerne mente det alvorligt. De havde ikke i sinde at stoppe, før de havde fået fuld kontrol over hele hovedstaden – ja, over hele landet. Soldater forsøgte forgæves at forsvare strategisk vigtige positioner, men blev skudt ned. Esther Aksel-Hansen gav flere steder i sine breve udtryk for, hvor rystende det var at være vidne til den voldelige overtagelse af byen. Tidligere havde hun over for moren slået fast, at hun ingen sympati havde for de oprørske røde:

”En bolsjevik er en i den allerhøjeste potens yderligtgående socialist og et ret uhyggeligt eksemplar af menneskeheden”, skrev hun.

Arbejdet ved gesandtskabet var Esther Aksel-Hansen i stand til at opretholde, men revolutionen kom til at få konsekvenser for det. Håndteringen af de mange krigsfanger gik ind i en ny og mere dramatisk fase. Ved magtovertagelsen havde revolutionslederen Lev Trotskij nemlig proklameret, at alle krigsfanger nu var frie mænd. Den udmelding fik nok mange til at juble, mens andre gøs. For folk som Esther Aksel-Hansen, der arbejdede med krigsfangerne, stod det klart, at en stor humanitær katastrofe var under opsejling. For hvor skulle alle disse afkræftede og udhungrede mænd dog gå hen, når de fik deres frihed? Mange steder i landet kørte togene ikke, og der var stor mangel på mad og tøj i de byer, som fangerne givetvis ville søge mod. Det kunne udvikle sig fuldstændig kaotisk.

Trotskij indså problemet og gik i første omgang med til at lade fangerne blive i lejrene. Nu handlede det for det danske gesandtskab om at dække de mest basale behov hos disse mange flygtninge. Danske militærlæger, officerer fra den danske hær, sygeplejersker, ingeniører og mange andre hjalp til med dette arbejde. Hos administrationen i Petrograd sad Esther Aksel-Hansen og hendes kolleger og fik det hele til at køre. De tog sig blandt andet af at renskrive rapporter fra krigsfangelejrene. På trods af en ihærdig indsats kunne de danske delegerede ikke helt afværge katastrofen. Mange af de østrigungarske krigsfanger trodsede ordren om at blive, hvor de var, og bevægede sig i stedet mod byerne. »Tiggernes hær« blev de kaldt af den danske digter Hans Hartvig Seedorff, som i disse uger og måneder befandt sig som civilfangedelegeret i Petrograd. Netop hovedstaden blev mål for mange af de flygtende.

”Der bliver nu oprettet store asyler og samlingssteder her i Petrograd og også ude omkring i landet for at opsamle disse omstrejfende eksistenser”, skrev Esther Aksel-Hansen.

Den russiske revolution var ikke bare en hurtig operation, der skiftede ét system ud med et andet. Som den britiske historiker Antony Beevor har beskrevet det i sin bog ’Rusland – Revolution og borgerkrig 1917-21’ ledte bolsjevikkernes magtovertagelse direkte over i et voldeligt kaotisk virvar, hvor de røde kæmpede mod de hvide. De røde var primært arbejdere og bønder, mens de hvide var en noget mere broget forsamling. Officerer fra tsarens hær stod ofte i spidsen for modstandskampen mod bolsjevikkerne, men deres egen holdning til, hvilket Rusland der var det ideelle, tog sig ud på mange forskellige måder. Bolsjevikkerne havde på deres side masser af problemer på de interne linjer. Deres mål havde været at omdanne Rusland til et ’proletariatets diktatur’, men opbakningen til projektet haltede. Industriarbejderne udgjorde kun nogle få procent af befolkningen. Langt de fleste var ved landbruget og abonnerede ikke nødvendigvis på Lenins og Trotskijs ideer.

Splittelsen var enorm, og ballade kunne antændes når som helst. Det oplevede Esther Aksel-Hansen selv, når hun gik rundt i byen, og hun hørte talløse historier, der bekræftede det.

”Den Røde Garde har ordre til at ødelægge al vin, men ofte kommer en skare soldater dem i forkøbet, bryder ind i lagrene, stjæler vinen og gør sig til gode med den og begår derefter de frygteligste ting. Det er derfor, Den Røde Garde har ordre til at ødelægge vinen for at undgå excesser. Her flyder med vin i gaderne. Ja, det er ikke overdrevet. Forleden aften var det sådan nede ved Hotel l’Europe, at man vadede i vin til op over anklerne”, skrev hun i et brev, hvor hun også kunne berette om andre plyndringer.

En dansker, som familien kendte, var blevet overfaldet i nærheden af hovedgaden Nevskij, da han var på vej hjem fra et bal. Han var kommet kørende i en vogn, da han blev passet op af seks soldater, som satte deres revolvere for panden af ham, hvorefter de frarøvede ham pelshue, guldur, 450 rubler i rede penge samt en helt ny pels, som han lige havde købt for 4.000 rubler.

Efter bolsjevikkernes magtovertagelse i slutningen af oktober var Petrograd præget af utryghed og ballade. Samtidig var der en ekstra joker i spil. For verdenskrigen og den nærværende tyske hær måtte byens borgere også stadig forholde sig til, kunne Esther Aksel-Hansen berette i slutningen af 1917:

”De ventes nu som befriere. Der siges i øjeblikket at være tyve tusind tyske soldater her i byen, og at der om en uge eller to vil være ethundrede tusind. Ja, vilde rygter er her nok af. Hvor meget sandhed, der er i dem, skal jeg ikke kunne sige. Hvem kan det? Men uhyre spændende er det hele”, skrev hun og fortsatte:

”For Rusland som land betragtet ser det mere end sørgeligt ud. Ukraine, Don og Kaukasus har jo erklæret sig uafhængige, men har forenet sig imod regeringen her i Petrograd, der har sendt dem en erklæring, at hvis de ikke underkaster sig, vil der blive erklæret dem krig”.

Det skulle blive en lang og hård vinter for folk i Petrograd. Esther Aksel-Hansen var selvfølgelig ikke blandt de mest udsatte, men selv i diplomatkredse var der knaphed og desperation, da kulden for alvor satte ind.

”Vi er på det sidste med vores kartofler”, skrev hun i december. Hun kunne fortælle, at en god bekendt havde bragt to sække ind fra en landsby – den ene til mandens egen familie, den anden til de danske kancellister. Det var med stor taknemmelighed, de danske kvinder tog imod kartoflerne, for de vidste, at det var med livet som indsats, at manden havde skaffet dem.

”Det er nemlig forbudt at føre spor fra landsbyen herind til Petrograd. Hvorfor forstår jeg ikke, men det er nu ikke så underligt, for det meste af, hvad russerne foretager sig, forstår jeg ikke. Kartoflerne lå skjult i bunden af slæden. Tre gange blev den stoppet og undersøgt af militsen på vejen herind, men han slap heldigvis lykkelig og vel igennem med dem. Firs rubler per sæk. Det er dyrt, men vi er henrykte”.

I takt med at den russiske borgerkrig i løbet af vinteren tog fart, blev arbejdsvilkårene for de danske delegerede flere steder i landet vanskeligere. Filologen Bernadette Preben-Hansen har i sin artikel ’Da danskerne rejste fra borgerkrigen’ i rystende detaljer beskrevet, hvordan inspektører, sygeplejersker og andre blev udsat for voldsom chikane forskellige steder i Rusland.

”Nu er en hel del af de østrigske krigsfanger blevet bolsjevikker”, skrev Esther Aksel-Hansen i marts 1918.

”De opretter domstole, dømmer og mishandler deres officerer. Vi får de mest hjertegribende skildringer derudefra og bønner om hjælp. Det er overalt, som om det hele står på hovedet. Kejserfamilien lider utroligt. De er nok ikke langt fra at sulte og bliver forulempet på alle mulige måder, har ikke spor beskyttelse. Det ville næsten være utroligt, synes jeg, om de slap fra det med livet”.

Den fornemmelse skulle som bekendt blive til virkelighed. Fire måneder senere, i juli 1918, blev hele den russiske tsarfamilie henrettet i en kælder i Jekaterinburg. Få uger forinden var Esther Aksel-Hansen rejst hjem til København via Finland. 20. juni 1918 forlod hun Rusland, som hun aldrig skulle vende tilbage til.

Nogle uger før afrejsen skrev hun i et af de sidste breve til moren:

”Mandag havde vi for en gangs skyld fri fra kontoret, rigtigt for alvor, og du kan tro, jeg nød det, læste hele formiddagen, for resten i en meget interessant bog om den franske revolution, og gik en dejlig tur om eftermiddagen i det mest henrivende vejr. Til middag serverede vi kartoffelfrikadeller, da vi ikke havde andet, men til dessert ligesom den foregående dag henkogte frugter og crême. Om aftenen læste jeg bogen om den franske revolution færdig. Det var af stor interesse at læse denne bog netop nu og her i Rusland, hvor man altså nu har gennemlevet, og hver dag stadig gennemlever, en lignende periode. Det er underligt at lægge mærke til, hvor uendelig mange lighedspunkter der alligevel er mellem disse to revolutionsperioder”.

Kort efter Esther Aksel-Hansens afrejse fra Petrograd blev det danske gesandtskab i byen nedlagt. Ved udgangen af året afbrød Danmark alle diplomatiske forbindelser. Den danske gesandt Harald Scavenius sagde ved den lejlighed, at han ikke spåede det nye Sovjetrusland store overlevelseschancer:

”Jeg rejser hjem nu og bliver julen over i Danmark. Om et par måneder er bolsjevikkernes magt brudt, og til februar er forholdene nok sådan, at jeg atter sidder som minister her”.

***

---

Uddragene af Esther Aksel-Hansens breve er omskrevet til nudansk for læsevenlighedens skyld.

Videre læsning:

Esther Aksel-Hansen: ’Breve fra Petrograd 1917-1918’. Transskription med indledning og noter ved Bernadette Preben-Hansen

Bernadette Preben-Hansen: ’Da danskerne rejste fra borgerkrigen – Dansk krigsfangehjælp i Sovjetrusland og Sibirien 1917-20’

Antony Beevor: ’Rusland – Revolution og borgerkrig 1917-21’

Ved søen i tusmørket

Ved søen i tusmørket

når lydene blev lange

lod vi os sænke ned

under vandets spejl

vores drengede kroppe

vores svulmende hjerter

i dyndet på bunden

hvor lyset aldrig nåede ned

blev vi liggende

med trykken mod trommehinderne

så længe ilten rakte

*****

Digtet er fra bogen Telegrammer fra bunden af Ørnsø af Tommy Heisz, udkommet i 2024.

Den slutrunde sluttede aldrig

Den slutrunde

sluttede aldrig

Negretes saksespark

hænger stadig i luften

Kostadin Kostadinov

løber stadig

så solen sortner

over Mexico City

Estadio Azteca

skælver endnu

og jeg sidder her stadig

i en anden tidszone

med samlemærker

og flakkende øjne

Enzo Francescoli

Rinat Dasajev

Zico, Sócrates

Zbigniew Boniek

Fuji Film og Coca Cola

Andoni Zubizarreta

Frankie Vercauteren

Altobelli, Burruchaga

flimrende fjernsyn

transmission fra evigheden

lad det stå tændt

---

Digtet er fra bogen Telegrammer fra bunden af Ørnsø af Tommy Heisz, udkommet i 2024.

En bedrøvelig odysse

Da unge danskere i 1821 sluttede sig til grækernes frihedskamp, gik de i krig i en højere sags tjeneste. De var filhellenere og en del af en større international bevægelse. To af dem, Henrik Krøyer og Johan Stabell, skrev senere om deres oplevelser, og ingen af dem lagde fingre imellem: eventyret udviklede sig til en gigantisk skuffelse.

På et marked i den nordtyske by Schwerin stod en gruppe danske studenter og talte deres penge. Hvis de splejsede, kunne de lige præcis skrabe sammen til en hest og en enspændervogn, som ville lette den lange rejse, der lå foran dem. Året var 1821, og de de unge mænd var blevet enige om at tage ned og kæmpe på grækernes side i frihedskampen mod osmannerne. Målet var i første omgang Marseille i Sydfrankrig, hvor de håbede at finde et skib, der kunne føre dem til Grækenland.

De danske studenter var filhellenere. De var langt fra de eneste, der på denne tid rejste ud for at slutte sig til de græske oprørsstyrker. Faktisk bevægede en hel strøm af frivillige sig ned gennem Europa. De kom fra forskellige lande i vesten og havde det til fælles, at den græske frihedssag betød så meget for dem, at de var klar til at gå i krig og risikere livet for den.

”Over hele Europa så man fra påsken 1821 en tendens til, at mænd fra alle samfundslag blev bevæget af en glødende sympati for grækerne og et ønske om at hjælpe dem,” skriver den britiske historiker William St Clair i ’That Greece Might Still be Free’ – en bog, der fortæller historien om, hvordan filhellenismen i 1821 gik fra at være en intellektuel ide til at være et praktisk program. I mange år havde digtere og andre lærde spredt ideerne om betydningen af et selvstændigt Grækenland. Nu var det tid til at gribe til våben.

Henrik Krøyer, en af de tre danskere, skrev om sine oplevelser på rejsen, både i dagbogsform og erindringer, som blev udgivet efter hans død. Her forklarede han, hvad der drev ham af sted i efteråret 1821.

”Grækerne havde jeg fra skolen lært at venerere, og hvor kunne vel den, der var tilbøjelig til at kæmpe for frihed og retfærdighed finde en bedre plads at stille sig på end ved siden af de betrængte grækere.”

For den 22-årige dansker faldt beslutningen let. Han havde med egne ord gået rundt i København og følt sig ramt af meningsløshed og havde svært ved at finde en retning i sit liv. Hans mor var død, hans far var rejst til de Vestindiske Øer. Han havde ingen venner og heller ingen velyndere. Han ville væk, og nu drømte han om at se verden og samtidig gøre noget meningsfuldt.

”Denne tilbøjelighed var for en del instinktmæssig, ligesom trækfuglens, men havde vistnok i læsning af rejsebeskrivelser fundet en mægtig næring,” skrev han.

Næring havde Henrik Krøyer også fået ved at læse aviserne hjemme i København. De berettede flittigt om de stolte grækeres krig mod de undertrykkende osmannere. Unge Krøyer kunne mærke, hvordan en krigerisk begejstring bemægtigede ham. For hver dag, der gik, følte han sig mere og mere opflammet. Han vidste, han måtte af sted.

Penge havde han ingen af, men han fik lidt økonomisk støtte fra Studenterforeningen i København, som bakkede op om den græske sag. Krøyer tog dampskibet til Kiel og fortsatte til Rostock, hvor han mødtes med andre danske studerende. Nu skumplede de af sted i deres nyerhvervede enspændervogn, ned over Europas landeveje.

At dø stående

Historien bærer masser af eksempler på rodløse unge mænd, som opildnes til at rejse ud i verden og gå i krig. I 1930’erne drog over 30.000 frivillige til Spanien for at slutte sig til Den Internationale Brigade på republikkens side i Den Spanske Borgerkrig. Omkring 450 af dem var danskere. "Det er bedre at dø stående, end leve på knæ," skrev digteren Gustaf Munch-Petersen i februar 1938 hjem til sin kæreste i et brev. En måneds tid senere var han død.

Senest har flere unge valgt at rejse til Ukraine for at slås. Efter den russiske invasion i februar 2022 kom Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj med en direkte appel: ”Ukraines venner. Hvis I vil slutte jer til kampen, så kom. Vi giver jer våben.” Det fik flere til at rejse af sted, bl.a. den 21-årige dansker, som under dæknavnet Chap var med i DR’s dokumentar ’De danske ukrainekrigere’. ”Vi kæmper for de rigtige moraler lige nu,” udtrykte han i filmen.

Også før 1800-tallet var der eksempler på unge danskere, der rejste ud for at slås for en større sag, bl.a. i forbindelse med den amerikanske uafhængighedskrig (1775–1783). Men den skare af grækenlandsfrivillige, som Henrik Krøyer og hans kammerater sluttede sig til, var udtryk for en ny bevægelse i Europa. Hånd i hånd med den nationale vækkelse var der i kølvandet på Den Franske Revolution opstået en dyrkelse af demokratiet og civilisationen over for barbariet og verden af i går. Grækernes kamp mod Osmannerriget passede perfekt ind i den fortælling.

Det var en kamp, der vandt stor opbakning, også blandt velhavere. Filhellenerne havde derfor økonomiske midler til at støtte op om alle, der valgte at tage af sted. I sin bog fortæller Henrik Krøyer, hvordan han inden afrejsen ”bedåredes af avisernes idelige fortællinger om, at der hele vejen gennem Tyskland, Schweiz og det sydlige Frankrig var oprettet grækerkomiteer, som ikke blot understøttede filhellenerne med rejsepenge til Marseille eller Livorno, men også til søs befordrede dem til Morea, hvor de, ifølge komiteernes overenskomst med den græske regering, straks ville blive indordnede i regulære korpser og forplejede som regulære soldater.”

Grækernes frihedskamp var et opgør mod over 350 års osmannisk styre. I 1450’erne havde sultanens tropper indtaget Konstantinopel, Athen og hele det nuværende Grækenland, men i 1800-tallet trak det op til forandring. Osmannerrigets styrke var blevet svækket markant. Det tidligere så mægtige imperium viste tegn på opløsning. Den græske frihedsbevægelse greb enhver chance for at gøre oprør mod styret og oplevede gang på gang at få solid støtte udefra. I kølvandet på Den Franske Revolution blev den græske sag ikke blot en kamp for et folk, der havde ret til land. Det blev en dyrkelse af det sted i Europa, hvor oplysning og demokrati var blevet født.

Med det afsæt blev filhellenismen født som en international støttebevægelse. Filhellener betyder ’græker-ven’. Bevægelsens mål var at få etableret en moderne republik – en græsk stat, der skulle føre traditionen videre fra antikkens Grækenland og Det Byzantinske Rige.

Da grækerne i 1821 indledte deres løsrivelseskrig mod det osmanniske styre, fik oprørsstyrkerne stor opbakning fra filhellenske bevægelser. Den mest markante stemme var den britiske digter Lord Byron. Siden de unge år havde han været optaget af de græske tænkere og deres store ideer om frihed og demokrati. Mens Henrik Krøyer og de andre filhellenere i efteråret 1821 var på vej mod Grækenland, gik Lord Byron selv med overvejelser om at slutte sig til frihedskampen. Han så for sig, hvordan på slagmarken skulle kæmpe side om side med de stolte grækere – og hvordan han nok også skulle dø der.

Druk og dueller

Rejsen til Marseille blev hård. Undervejs så de unge danskere sig nødsaget til at sælge både hesten og vognen. Ure, brevnåle og andre personlige ejendele var også blevet omsat til rede penge.

Ikke kun Henrik Krøyer skrev om oplevelserne undervejs. Det gjorde også hans rejsemakker Johan Stabell, som senere fik udgivet en bog om sin tid som grækenlandsfrivillig. Da den sydfranske havneby endelig blev nået efter næsten to måneders rejse, var Stabell lettet:

”De to måneder, jeg her i Marseille tilbragte, inden min afrejse til Grækenland, anser jeg for de fornøjeligste i mit liv, thi da jeg vidste, at når jeg kom til Grækenland, det da i en håndevending kunne være forbi med mig, stræbte jeg stedse kun at nyde det nærværende øjeblik; på fremtiden tænkte jeg ikke.”

Marseille var et knudepunkt for trafikken af unge mænd på vej mod Grækenland. Snart var danskerne del af en gruppe på over 100 frivillige. De lod sig indlogere på et gæstgiversted. Halmmadrasser og uldne tæpper blev fordelt på gulvene, og de unge mænd fik udleveret mad, som de selv kunne tilberede på små blus.

Ventetiden var lang. Og hvad gør man så, når man keder sig? Ja, man kan jo altid drikke og slås. Og det var i høj grad, hvad de unge mænd gjorde. Alkoholen flød, og det skete igen og igen, at der udbrød skærmydsler mellem de krigshungrende unge mænd. Både Krøyer og Stabell beskriver en række dueller, der fandt sted under ventetiden i Marseille. Krøyer havde i København læst medicin og blev derfor ofte bedt om at være tilstede, når unge mænd ved solopgang krydsede klinger eller beskød hinanden.

En preussisk løjtnant huggede med sin sabel tommelfingeren af en bayersk kaptajn, som havde tirret ham længe. I et andet tilfælde dystede to franskmænd, en major Chevalier var oppe imod Krøyers gode bekendte Lasky. De to var uenige om, hvem der skulle være anfører for gruppen af filhellenere i Marseille. Sagen måtte afgøres med skydevåben i hænderne. Henrik Krøyer beskrev i sin bog, hvordan Lasky styrtede baglæns til jorden, da Chevalier sendte sit skud af sted. ”Vi ilede naturligvis til, idet Lasky halvt bevidstløs, som man af hans øjne kunne slutte, søgte at rejse sig i en siddende stilling. Kuglen havde ramt ham på den venstre side af hovedet, var gledet langs hen ad hjerneskallen og havde åbnet perikraniet til et stort gabende sår, der viste den elfenbenshvide hjerneskal aldeles blottet.”

Det lykkedes Krøyer og kammeraterne at redde Lasky, som blev placereret i en vogn og fragtet til et nærliggende hospital, hvor han kom til hægterne igen efter en trepanering.

Drama var der altså masser af. Men filhellenerne var jo ikke rejst af sted for at gå løs på hinanden. De skulle til Grækenland, og den mulighed opstod endelig, da et fragtskib i begyndelsen af januar tilbød at tage dem med. Over skibets ballast blev udbredt et lag halm, hvor de kunne sove. De heldigste på halmmadras og tæppe, andre bare med en kappe slynget over sig.

”De fleste af os var drukne, og der opstod straks strid om pladserne,” skrev Stabell, som ikke lagde skjul på, at han selv var en tørstig mand. Det bekræftede Krøyer også i sine erindringer, hvor han skrev om Stabell, at denne under ventetiden i Sydfrankrig det meste af tiden havde været ”stærkt illumineret af Marseille-egnens stærke vine.”

Hvor er armeen?

”Forgæves ville jeg stræbe at beskrive mine følelser ved at betræde Grækenlands jordbund. Vist er det, at jeg i dette øjeblik følte mig lykkelig.”

Sådan skrev Henrik Krøyer om det øjeblik, da skibet ankom til Navarino (i dag Pylos) på vestsiden af Pelleponnes-halvøen.

Krøyer bemærkede med egne ord straks det gamle Hellas’ herlighed og magiske glans. Vildtvoksende myrther og sneklædte bjergtoppe. Han befandt sig nu med egne ord i et land, som alt for længe havde været beboet af barbarer og bestrøet med elendige ruiner. Et land, der kaldte på frihed.

”Vi så os snart omgivet af en hob nyfigne grækere, slanke, velskabte mænd med mørke, interessante ansigter og lynende øjne. Den orientalske klædedragt og de fremmede sæder forstærkede det romantiske indtryk. Alle grækere var bevæbnede med en lang flint, to sølvbeslagne pistoler og en stor kniv,” skrev Henrik Krøyer.  

Men noget var galt, det viste sig snart. Nok var de lokale nysgerrige, men ingen af dem lod sig bevæge synderligt af, at så mange frivillige netop var lagt til land i et skib, klar til at dø for den græske sag. Ligegyldigheden var mærkbar. Der var ingen velkomstkomite, og ingen af grækerne så ud til rigtig at vide, hvad de skulle stille op med denne opbakning udefra.

Virkeligheden var, at der ikke var en samlet græsk sag, de internationale frivillige kunne bakke op om. Det græske oprør havde på Peleponnes meget hurtigt udviklet sig til et kludetæppe af skiftende alliancer mellem lokale krigsherrer. I det vestlige Grækenland var disse krigsherrer lige så meget i krig med hinanden, som de var med osmannerne.

Det stod klart for Henrik Krøyer, Johan Stabell og de andre, at ideen om en fælles fjende ikke var tilstede blandt grækerne. Krøyer indså snart, at det i hvert fald ikke var i Navarino eller omegn, at han kunne komme til at gøre en forskel. Sammen med en mindre gruppe satte han derfor af sted til fods i retning af hovedbyen Korinth. Det blev en strabadserende rejse, som Henrik Krøyer beskrev detaljeret i sin bog:

”Vi marcherede over vilde og øde bjerge … Jeg fandt det temmelig besværligt at vandre på de stejle og ujævne fjeldstier, belæsset med mine våben, og vi måtte vade igennem iskolde bjergstrømme, der nåede os til knæene eller midt på låret.”

Tilbage i havnebyen Navarino blev Johan Stabell sammen med andre af de frivillige stationeret på en lokal fæstning. De fik en tyrkisk slave til opvartning og fik til opgave at bevogte fæstningen. Det gik snart op for dem, at de havde fået en tjans, som ingen af grækerne selv orkede at tage. Kedsomheden blev deres største fjende, og senere trådte sulten også til. Der blev ikke bragt forsyninger til dem. Da en senator kom forbi fæstningen, klagede de deres nød. De lod ham forstå, at de havde brug for hjælp, og at de nærmede sig et punkt, hvor de måtte sælge deres våben for at overleve.

”Vi indvendte flere gange, at vi ville til armeen, indtil han til sidst svarede, at der for nærværende tid ingen stående arme var i Grækenland.”

Henrik Krøyer og hans følge mødte på deres vandring ingen græske oprørsstyrker, de kunne slutte sig til. Ekspeditionen til fods gennem de græske landskaber kom mest til at handle om overlevelse. De bevægede sig hen over bjerge og ned gennem tætbevoksede skovklædte dale. Hvor de kom frem, var de lokale grækere flinke nok til at dele lidt mad med dem. Et sted slagtede en bonde en buk, hvorefter mændene stegte den i olie og åd den rub og stub. Den 7. februar 1822 skrev Krøyer i sin dagbog:

”I dag vandrede vi til Tripolitza, gennem egne af særledes vildhed og hæslighed. Man så næppe et levende væsen, ingen hyrde med sin hjord, ingen fugl, som med sit skrig oplivede naturen; kun stejle fjeldskrænter og afgrunde, tildels også sumpede flader, bestrøede med en utallig mængde klippestykker i en forvirring, som om forstyrrelsens engel nyligt var skredet hen imellem dem, og ingen menneskelig fod senere havde betrådt dem. Der herskede blandt disse rødgrå klippemasser et øde, som den klare og gennemsigtige himmel vel kunne belyse, men ikke opmuntre.”

Gnavende sult

”Daglig forværredes vores tilstand,” skrev Johan Stabell, som stadig befandt sig ved Navarino. Der havde været enkelte spredte kampe ved byen, men intet tydede på, at der skulle blive brug for de frivillige unge mænd fra hele verden. Indbyrdes talte de mere og mere om, hvordan de kunne slippe væk.

”En del af vore nødvendige klædningsstykker, ja endog af vore våben, havde vi måttet sælge for at opretholde livet; ordentlig spise fik vi aldrig. En græker, der boede i en smudsig stad, kogte kallun, og stegte lever i olie for os; dette var vor almindelige spise. I dette smudsige hul lå vi og sønderrev de halv kogte kalluner med fingrene, thi kniv og gaffel var bleven meget sjælden iblandt os. Vi søgte da at erstatte vore legemer, hvad de måtte mangle i føde, ved den gode vin,” skrev Stabell.

Forsmagen for alkohol havde den unge dansker ikke mistet, men de festlige dage var fortid. Stabell lagde ikke skjul på, at han var en mand på sammenbruddets rand:  

”Mine pistoler havde jeg alt måttet sælge; mit linned havde grækerne tildels frastjålet mig, tildels havde jeg solgt det; penge havde jeg aldeles ikke mere.”

Tanken om bare at opgive det hele og tage hjem havde for længst meldt sig. Hver gang et skib lagde til i Navarinos havn, forsøgte Stabell og hans kammerater at appellere til kaptajnen. Men ingen ville tage dem med.

Situationen på Peleponnes blev mere og mere kaotisk. I løbet af 1822, mens de danske filhellenere opholdt sig på halvøen, fandt voldsomme kampe sted mellem græske oprørere og osmanniske styrker. Men klanernes indbyrdes kampe tog også til i intensitet. Krøyer og Stabell var begge dybt skuffede over den virkelighed, de mødte. De havde forestillet sig grækerne som lærde og civiliserede mennesker, men mødte i stedet simple krigere.

På sin 23 års fødselsdag befandt Henrik Krøyer sig i byen Mesolonghi, hvor han levede af figner, tørt brød og vand.

”Man siger, at figener skulle være et usundt næringsmiddel og forvolde febre. Mig bekom de meget vel. Stundom vekslede denne føde med fiske, stegt i olie, eller med blæksprutter, hvilke fødemidler sædvanlig kunne erholdes hos en græsk kok. For dem, der ikke har spist blæksprutter, vil det være oplysende at tilføje, at disse hæslige dyr i smag har nogen lighed med hummer, men dog er de endnu hårdere i kødet og altså endnu mere ufordøjelige.”

Under opholdet i Mesolonghi begyndte flere af den unge danskers rejsefæller at falde fra. Nogle savnede civilisationen, andre var løbet helt tør for penge. Først drog tre af sted, senere fulgte yderligere fire. De var nu kun seks mand tilbage, og moralen var helt i bund.

For Johan Stabell lykkedes det langt om længe at komme væk fra Navarino. På hesteryg red han sammen med en mindre gruppe mod nordøst i retning af Argos. De gav alt, hvad de havde for enten at komme et sted hen, hvor der var brug for deres hjælp, eller for i det mindste at slippe væk fra det fattige og udpinte helvede, Peleponnes havde vist sig at være.

”Det blev meget mørkt om aftenen, og de besværlige veje havde meget udmattet os, da vi kom til en dyb flod, en halv mil fra Argos. Efter at vi havde vadet over den, fandt vi på den anden side deraf en mølle, hvor vi besluttede at overnatte. Mølleren antændte en ild midt på gulvet, omkring hvilken vi lejrede os. Vi afkøbte ham nogle ål, hvilke vi tilberedte ved at spidde dem på en lang pind, og således holde dem over luen. Men nu var der ingen brød at få; dog blev derfor også snart råd; apparaterne dertil havde mølleren; han æltede brødet sammen, hvorpå vi lagde det under den hede aske ovenpå hvilken vi igen lagde brændende kul. Efter en halv times forløb var et brød færdigt, der rigtignok indeholdt en portion sand og aske, men dog var vore hungrige maver særdeles velkomment. Efter at have spist, lagde vi os til at sove omkring ilden. Det var en af de bedste nætter, jeg har haft i Grækenland, thi ilden varmede mig tilstrækkeligt, så at jeg sov uafbrudt indtil morgenen klokken 6, da vi begav os på vejen til Argos.”

Fremme i Argos opsøgte Johan Stabell og hans venner straks militærfolk, men svaret var entydigt: Lige meget hvem de tilbød deres tjeneste, ville ingen have med dem at gøre.

Med livet som indsats

Der var kun ét at gøre: At komme væk fra Grækenland. Den erkendelse nåede både Johan Stabell og Henrik Krøyer frem til. Drømmen om at dø for en større sag havde aldrig været i nærheden af at blive indfriet. Ingen af dem været i nærheden af ret meget, der kunne betegnes som frihedskamp.

Da februar blev til marts, lykkedes det Henrik Krøyer at komme ombord på et skib, der skulle fragte salt til Ancona. Hans hjemrejse blev langstrakt. Først opholdt han sig en tid i Rom, og på sin vej op gennem Europa tog han længerevarende ophold i byer med lærde miljøer, eksempelvis i tyske Heidelberg.

Johan Stabell var tæt på at få skibslejlighed til Spezia, men muligheden glippede. Rygter begyndte at løbe om, at det inden længe ville blive helt umuligt for filhellenere at komme væk fra Grækenland. Da en kaptajn tilbød et lift til Konstantinopel, slog Stabell derfor til. Også selvom alle frarådede ham at gøre det:

”De forsikrede mig, at hovedet ikke mange dage ville blive siddende på min hals, når jeg først kom der.”

Det var da også en risikabel affære for en ung mand, der havde meldt sig til krigen på grækernes side, at rejse til Osmannerrigets hovedstad. Men Stabell ville væk, og det lignede den eneste mulige udvej. Skibet førte ham forbi Dardanellerne og videre op til Bosporusstrædet, hvor det lagde til i sultanens by. Her tilbragte han en længere periode, hvor han dels måtte lægge låg på sin vintørst, dels leve med den konstante frygt for at blive overfaldet og slået ihjel i byens gader. Ifølge Stabell selv skete det ofte, at nogen fik kappet hovedet af, hvis det kom frem, at de enten var grækere eller støttede grækernes sag. 

”Tyrkerne lader de henrettedes legemer henligge således på gaden i tre dage, hvorpå de kaster dem i havet, til glæde for de tyrkiske gondolroere, som da forlyster sig med at kaste efter dem med deres bådshager, således at spidsen deraf farer ind i den dødes legeme,” skrev han.

Den store leder

"Jeg tager tilbage til Grækenland for at se, om jeg kan gøre nytte der."

Sådan skrev britiske Lord Byron i et brev til den tyske forfatter Johann Goethe, før han i slutningen af 1823 satte kursen mod Grækenland. Trekvart år efter, at de to desillusionerede danskere havde taget flugten, var strømmen af filhellenere slet ikke ovre. Den mest prominente af dem – og manden, der i eftertiden nærmest skulle blive synonym med bevægelsen – var netop den britiske digter.

I begyndelsen af januar 1824 lykkedes det Byrons skibe at trænge gennem de osmanniske blokader og lægge til land i det sumpede marskområde ved Missolonghi-bugten. Byron blev dyrket som en helt. Hans tilstedeværelse var vigtig for moralen hos de græske oprørere, som stadig arbejdede på at samle sig og rette deres aggresioner mod en fælles fjende i form af de undertrykkende osmannere.

Planen var, at Byron skulle lede et større felttog. For pengestrømmene og våbentilførslen var det af stor betydning, at en så prominent brite havde udset sig den græske sag.

Men Byron blev også skuffet over mentaliteten blandt det græske folk, han værdsatte så højt. Han hørte historier om frygtelige overgreb begået af grækere i Tripolitza. I et tilfælde var 2000 kvinder og børn angiveligt blevet dræbt. Noget tydede på, at også grækere kunne opføre sig som barbarer. Et faktum, der ikke rigtig var plads til i Byrons verdensbillede.

Et skib fra London kom med flere våben og et stort antal græske bibler. Men felttoget, som Lord Byron skulle stå i spidsen for, blev udsat gang på gang. Ikke mindst fordi han nu også selv var blevet syg. Da han den 22. januar kunne fejre sin 36 års fødselsdag i Grækenland, havde han en klar fornemmelse af, at den også ville blive hans sidste. I februar fik han et alvorligt krampeanfald. Han led fysisk og virkede samtidig som om, han var på randen af et nervøst sammenbrud. Lægerne gav ham åreladning, men intet hjalp. Den 21. april døde Lord Byron. Måske var det malaria, måske lungebetændelse. Den præcise dødsårsag er aldrig blevet kendt.

Byron led ikke martyrdøden på slagmarken. Men han kom stadig til at spille en vigtig rolle i grækernes frihedskamp. Hans død fik støttebevægelsen hjemme i Storbritannien og andre steder i verden til at blusse endnu mere op. I de kommene år blev krigen i stigende grad et internationalt anliggende. I 1825 blev den egyptiske hær landsat på Peloponnes, og året efter blev Athen indtaget. I 1827 trådte både Storbritannien, Frankrig og Rusland ind i krigen og afgjorde den til græsk side, da de sænkede sultanens flåde ud for Navarino. To år senere fik Grækenland officiel status af selvstændigt land.

”Var jeg rejst fattig ud, så kom jeg endnu fattigere tilbage,” skrev Henrik Krøyer om sin hjemkomst til København. Da han i september 1823 endelig vendte hjem, havde han været af sted i omkring to år. Hans rejse havde ført ham mange mærkelige steder hen, men antiklimakset var til at tage og føle på. Han havde aldrig opnået den glorværdige militære tilfredsstillelse, som han havde set for sig, da han rejste ud. Fra dampskibet begav han sig op i studenterforeningen for at se, om der var nogen, han kendte. Der blev arrangeret en lille fest for ham, men han havde svært ved at føle glæde. Skuffelsen var for stor.

I København løb Henrik Krøyer også på Johan Stabell, som han oprindeligt var rejst ud med. Da det gik op for Krøyer, at rejsekammeraten i bogform havde fortalt om sine eventyr som del af den filhellenske bevægelse, var han ikke videre tilfreds. I hans øjne fortjente det hele at blive glemt. Som han skrev i sine erindringer:

”Var der noget, som mishagede mig, så var det kun, at Stabell ved sin publikation havde henledet opmærksomheden på denne bedrøvelige odysse.”

Artiklen blev bragt i Politiken Historie i 2023.

Citater er omskrevet til nudansk.

Kilder:

Erindringer af Henrik Krøyers liv 1821-1838. Udgivet 1870.

Hændelser paa en Reise til Morea og Constantinopel beskrevne af J.H. Stabell. Udgivet 1824.

William St Clair: That Greece might still be free : The Philhellenes in the War of Independence

Grethe Rostbøll: Lord Byron - en europæisk frihedshelt

Hvad skete der senere hen?

Johan Henrik Stabell ved vi ikke meget om. Han døde i 1836 i en alder af ca. 34 år. Henrik Krøyer døde først som 71-årig i 1870. Han var en fremtrædende zoolog, professor og forfatter. Fra 1834 besejlede han i åben båd de danske kyster for at indsamle fisk og studere fiskeriet, og med værket Danmarks Fiske (1838-53) på 2500 sider lagde han grunden til dansk faunistik. I 1836 påbegyndte han udgivelsen af Naturhistorisk Tidsskrift, hvor bl.a. de fleste af hans mange afhandlinger om krebsdyr publiceredes. Hans stedsøn hjalp i en periode med at tegne krebsdyr til de flotte værker. Den unge mand sugede inspiration til sig og blev senere en ret anerkendt maler, der signerede sine værker som P.S. Krøyer.

Professor Worm ville samle hele verden i sit private museum

Lægen Ole Worm skaffede sig op gennem 1600-tallet et væld af historiske genstande, udstoppede eksotiske dyr og andre sjældenheder. I sin professorbolig i København indrettede han et raritetskabinet, som blev Danmarks første systematiserede museum. Dele af samlingen er i dag en del af Nationalmuseets samling.

Ole Worm ledte efter svar. Det gjorde den medicinske professor sådan set hele sit liv, men denne dag i 1653 gjaldt det helt specifikt den døde lemming, som var i færd med at blive skilt ad for øjnene af ham. En god bekendt i Norge havde sendt ham et eksemplar af den knap 15 centimenter lange gnaver. Pelsen var rødbrun og gul og havde sorte striber. Ved Ole Worms side var hans nevø, den verdensberømte anatom Thomas Bartholin. Han fik lov at føre kniven, mens onkel Worm sad og fulgte koncentreret med.

Dissektionen viste, at det lille pelsdyr havde kønsorganer. Netop den detalje fik Ole Worm til at stoppe op. Her havde han fat i opsigtsvækkende nyt. Noget, der kunne skubbe til den herskende opfattelse af, hvordan lemminger bliver til. Flere lærde havde beskæftiget sig med netop det spørgsmål, og der var udbredt enighed om, at de små dyr kom ud af skyerne. Af og til samledes formationer af rådne skyer på himlen, og når de tømtes, regnede det ned med lemminger. Troværdige kilder havde rapporteret om, at det foregik sådan i de norske fjelde. Når Gud var vred på menneskeheden, lod han det regne ned med lemminger.

Ove Worm var drevet af at rejse spørgsmål. Hans breve gennem mange årtier indeholdt ofte oplistede ting, han gik og undrede sig over. Efter dissektionen af lemmingen kunne han stille et nyt: Hvis lemminger virkelig faldt ned fra skyerne, hvad skulle de så bruge kønsorganer til?

At Ole Worm en dag i 1653 sad og var i færd med at undersøge, hvordan naturen hang sammen, var der ikke noget særligt i. Netop det fik han gennem et langt liv en stor del af sine vågne timer til at gå med. Men scenen med Worm og nevøen Bartholin er alligevel værd at dvæle ved. For den rummer en meget større fortælling om renæssancen som en tid, hvor videnskaben gjorde store fremskridt, men hvor Gud stadig var med ved dissektionsbordet.

”Ganske vist kaldes Gud med rette for årsagen til alle ting,” skrev Ole Worm i 1654 – og fortsatte:  ”men da han for at frembringe virkninger i naturen ikke handler umiddelbart, men gennem naturlige årsager, er det fysikerens opgave at finde disse.”

Ole Worm ville forstå verden. Han ville betragte den, vende og dreje den, undersøge den tæt på. Derfor var han allerede som ung begyndt at opbygge Museum Wormianum – hans helt eget private museum med genstande fra hele verden.

***

Når man trådte ind i Worms museum, befandt man sig i et rum, som var proppet med ting fra gulv til loft. På en hylde stod en bjergkrystal, der i 1200-tallet var blevet bearbejdet med en korsformet udboring og forsynet med indlejrede relikvier. Bjergkrystal var et gådefuldt materiale, som på Worms tid havde en nærmest magisk tiltrækningskraft. Nogle mente, at det bestod af vand, som var stivnet efter at være blevet ramt af lynet. I museets loft hang udstoppede fugle og en krokodille. Næbbet af en pelikan og skindet af en ni alen lang brasiliansk slange kunne også betragtes. En hestekæbe omvokset af en trærod. Hjortetakker og skildpaddeskjold. Hylderne bugnede af sten, konkylier og smaragder.

"Jeg er begyndt at anlægge en samling af naturmærkværdigheder, navnlig de mere sjældne,” skrev Ole Worm til en ven i 1623. I løbet af de næste årtier tog han det projekt ganske alvorligt. I dag findes der kun et enkelt kobberstik, der viser, hvordan raritetskabinettet så ud. I hvert fald hvordan det omtrent så ud – ved afbildningen kan der være taget visse kunstneriske friheder.

Bygningen findes ikke længere, men vi ved nogenlunde, hvor den lå. Hvis man i dag befinder sig i det indre København og følger Fiolstræde fra Frue Plads mod Nørreport, har man på venstre hånd universitetsbiblioteket i den gotisk-inspirerede rødstensbygning. I dette område havde Ole Worm i 1600-tallet sin professorbolig med tilhørende have. Og det var her, han indrettede sit private museum, efter at det voksede sig for stort til hans lokaler i nærliggende Store Kannikestræde.

På samlingens hylder befandt almindeligheder sig side om side med historisk vigtige ting. Besøgende kunne se små, udskårne træfigurer og et glas med hvalmælk. De kunne også lade blikket hvile ved en guldring fra vikingetiden og kraniet af en løve, som Christian 4. angiveligt havde nedlagt med bøsseskud. I alt var der over 1500 genstande på museet. Mange af dem satte Ole Worm selv ord på i et katalog, der udkom i 1655, kort efter hans død. Om en af dem skrev han:

”Af florentinsk marmor har jeg en nydelig globus, helt rund og poleret. Omkredsen er ti tommer stor. Med gyldne purpurfarvede pletter er afmærket de forskellige lande og øer, med askegrå farve angives have og vande således, at hele jorden er gengivet, i hvilken verdens dele er tydeligt aftegnet, som de er.”

***

I 1600-tallets København var Ole Worm en af de fremmeste lærde. Han var født i 1588 og voksede op i Aarhus som søn af en rig købmand, hvis familie oprindelig var kommet til fra Nederlandene. Lille Oles begejstring for bøger var stor, og han blev allerede som 13-årig sendt ud i Europa på dannelsesrejse. Han studerede blandt andet i Lüneburg og Emmerich og lærte hurtigt at tale flere sprog. Universitetstiden tilbragte han i Tyskland, Schweiz, Italien og Frankrig. Da han som 25-årig flyttede til København, var det med en doktorgrad i medicin.

Ole Worm lod sig ikke begrænse til en enkelt retning i sine studier. Han blev i løbet af en tiårig periode professor i både pædagogik, græsk og medicin. Samtidig fordybede han sig i fysik, kemi, naturfilosofi og runeforskning. På Københavns Universitet var han en del af den absolutte elite. Han var professor i medicin fra 1624 og fungerede af flere omgange som universitetets rektor. Ved at gabe over så mange discipliner var Ole Worm en udpræget polyhistor – ganske typisk for tiden. Det var sådan, man gik på opdagelse i videnskaben i renæssancen – ikke ved at fokusere snævert på én disciplin, men ved at opnå en både bred og dyb forståelse af, hvordan verden hang sammen.

Flere af de professorer, Worm havde læst hos, var samlere. Især i Italien var det på den tid et udbredt fænomen blandt lærde at opbygge kollektioner af ting og sager. Worm havde i 1609 set Ferrante Imperatos berømte museum i Napoli, og samme år besøgte han Ulisse Aldrovandis museum og botaniske have i Bologna. Her har han kunnet samle masser af inspiration til selv at starte en samling. At han begyndte på det, netop da han blev professor i medicin, var ikke tilfældigt. Undervisning var nemlig et af formålene med den.  

Ole Worm troede på demonstrativ genstandsundervisning. Hans studerende skulle ikke kun læse om verden i en bog. For at forstå den måtte de nærstudere ting og holde dem mellem fingrene. Worm var pædagogisk reformator i sin tid. Han var med til at indføre en ny kultur på Københavns Universitet og gjorde undervisningen mere praktisk og håndgribelig. I 1628 chokerede han sine omgivelser ved at bringe et menneskeskelet ind i undervisningen. Sådan et havde de medicinstuderende i København aldrig tidligere set på tæt hold.

***

”Din paradisfugl behagede mig i højeste grad, især fordi den ikke mangler ben, thi størsteparten af dem, som har udtalt bemærkninger om dem, har nægtet, at de var udstyret med sådanne.”

Sådan skrev Ole Worm i 1640 i et brev til sin rejsende nevø Thomas Bartholin. På det tidspunkt strømmede genstande ind fra hele verden til den danske samler.

Indsamlingen var ellers begyndt i det små. De første år bestod den mest af vilkårlige samleobjekter, som den unge Ole Worm faldt over på sine rejser i Europa. Da han i 1609 var i Venedig, pillede han for eksempel nogle stumper ud af en mosaik i Marcuskirken. Under samme ophold købte han et brændeglas af en gadehandler. Det var et rundt spejl i en træramme, som kunne opfange og tilbagekaste solens stråler og sætte ild til ting. Worm var med egne ord blevet overbevist om brændglassets egenskaber, da gadehandleren havde antændt sin egen skammel for at demonstrere det.

Senere blev indsamlingen mere systematisk, og Ole Worm trak på sit store netværk ude i verden. I 1623 opfordrede han vennen Johan Rhode til at være på udkig efter spændende sager i norditalienske Padova. I et brev skrev Ole Worm:

”Da du befinder dig i egne, hvor en stor mængde af den slags daglig forekommer, beder jeg dig venligst, om du med hensyn hertil vil have mig i erindring. Jeg beder dig sende mig alt, der tilbyder sig, enten fra landjordens, havets eller luftens dyreverden, eller af sten, metaller, konkylier eller andet af den slags.”

Når kongelige ekspeditioner drog ud i verden, sendte Ole Worm ønskelister med over genstande, han manglede. Det var for eksempel tilfældet under Ove Gjeddes store Indien-ekspeditioner 1618-22. Alle vidste, at Ole Worm var ude efter sære ting, og at han var god til at give svar på disse tings oprindelse.

Efterhånden blev den danske professor nærmest en slags brevkasseredaktør. Den islandske biskop Thorlak Skulason sendte i 1627 en såkaldt ”ørnesten”. Det var en kvindelig sten, lod biskoppen forstå i sit brev – for der fandtes efter sigende ørnesten af begge køn. Om den sten, biskoppen havde samlet op ved vandet, skrev han i brevet, at den måtte være ”frugtsommelig og menes at kunne føde, hvis en af mandkøn er tilstede; hvorvidt det er sandt, overlader jeg til senere erfaring: Men det står fast for mig, at den ligesom har en anden og mindre sten i maven; man kan let høre den, når man ryster den.”

”Jeg er dig meget taknemmelig, min Thorlak, for de tilsendte sten, der bidrager meget til at forøge mit naturaliekabinet,” svarede Ole Worm venligt. Men han måtte skuffe biskoppen. Efter Worms bedste overbevisning var der ikke tale om en drægtig sten af hunkøn, men derimod ”en slags havbønne.”

Fra Norge fik Ole Worm tilsendt flere mystiske ting. Nogle muslinger fra Numedal mentes at kunne udruge en slags ænder. Og i en pakke ankom også en sten, der var blevet fundet i en skudt bjørn. Da bjørnen blev flået, var den lille sten dukket op mellem pelsen og kødet. Worm var interesseret i, om der måske kunne være tale om en form for stendannelse i legemet. Norges kansler bød også ind. Han mente snarere, at det måtte være jægerens blykugle, der efter at have gennemboret bjørnens skind havde forvandlet sig til sten.

***

Renæssancen var de store opdagelsers tid. Op gennem 1600-tallet gjorde videnskabsfolk store fremskridt, og kirkens skråsikre sandheder blev udfordret. Logik var så at sige kommet på mode igen, og der skete en genopblomstring af antikkens matematik, filosofi og fysik. Astronomerne Tycho Brahe og Johannes Kepler kastede nyt lys på universet, verden og det enkelte menneskes placering i den store sammenhæng, mens anatomerne dissekerede menneskelig og dyrekadavere for at kortlægge hver eneste muskel, kirtel og fiber.

Denne større bevægelse skrev Ole Worm sig ind i, men han var tydeligt splittet mellem det gamle og det nye. Det kom til udtryk i hans breve og bøger. Han hyldede tidens eksperimentelle videnskabelige metode, men samtidig forholdt han sig lidt tøvende og med en næsten ærefrygtig respekt for Biblens verdensbillede.

Det kom også til udtryk, da han i 1653 dissekerede den norske lemming sammen med Thomas Bartholin. I den efterfølgende afhandling lagde Worm kun forsigtigt de nye indsigter frem. Fundet af kønsorganerne i lemmingen pegede jo tydeligt i retning af, at dyret formerede sig, som dyr normalt gør – nemlig ved at parre sig. Men Worm skrev, at han ikke fuldstændig ville afvise den hidtige teori om, at disse gnavere virkelig blev dannet i skyer for så at dumpe ned på jorden. 

Et af tidens store videnskabelige nybrud kom, da den engelske læge og anatom William Harvey i 1628 præsenterede sin teori om, at blodet blev pumpet rundt i et kredsløb, og at hjertet var en stor muskel, der drev hele værket. Ideen var revolutionerende, og ikke alle købte den – heller ikke Ole Worm. Han slog i 1632 fast, at Harveys teori stred mod naturen, og at den i øvrigt ”førte til absurditeter.”

I dag kan det måske virke lidt bagstræberisk, men det er vel noget af det sidste, man kan kalde Ole Worm. Hans indstilling og syn på verden var ganske typisk for tiden. I renæssancen var der ikke nødvendigvis en modsætning mellem videnskabens opdagelser og fremstillingen i religiøse tekster. Og Ole Worm var trods alt en af dem, der ledte efter svar.

***

Ole Worm havde i det hele taget næsen i alt det nye. Han er sandsynligvis en af de første danskere, der stiftede bekendtskab med kaffe, og han har nok været en af de første danskere til at betragte små objekter gennem et mikroskop. Da han begyndte sit videnskabelige virke ved europæiske universiteter, var opfindelsen ganske ny, og det er sandsynligt, at han har fået mulighed for at prøve på et tidligt tidspunkt. Senere i sit liv arbejdede han selv meget med mikroskopering i sit private museum.

Og så var der lige guldhornet fra Gallehus ved Møgeltønder. Hvorfor skulle Ole Worm ikke også lige komme til at krydse det stykke danmarkshistorie på sin vej? Mens professorens arbejde med at indsamle ting til sit private museum var på sit højeste, skete der et opsigtsvækkende fund. Da en ung kvinde i 1639 var på vej til marked, stødte hendes fod på noget hårdt, der stak op fra jorden. Det viste sig at være et horn fra oldtiden, lavet af guld. Et års tid senere var Ole Worm på Nykøbing Slot for at se til den danske prins, Christian 4.’s søn. Der var feber ved hoffet, og derfor var der blevet sendt bud efter en af landets fremmeste læger.

Sygdommen fik Ole Worm styr på, og han fik mere end det ud af sit ophold på slottet. I et brev skrev han:

”Blandt andre beviser på ære og velvilje, som jeg modtog, stilledes jeg over for et guldhorn, som for et år siden blev fundet i Jylland; i prinsens navn blev det rakt mig fyldt med vin, for at jeg skulle tømme det.”

Efter fundet var guldhornet blevet overdraget til kongen, som gav det videre til sin søn. Efter at være blevet repareret og udstyret med en bundskrue blev det taget i brug som drikkehorn på slottet. For en oldtidsgransker som Ole Worm var det særligt at få hornet stukket i hånden:

”Jeg beundrede stoffets ædelhed, men mest den forunderlige sammenstilling og opbygning af de billeder og hieroglyffer, hvormed det var prydet. Alt tyder på den største ælde,” skrev han.

Figurerne på hornets sider kunne Ole Worm ikke slippe. Han reagerede, som han altid gjorde, når nysgerrigheden var vakt: han skrev en afhandling. Her kom han med bud på tolkninger af den rige billedverden. Han fik også lavet detaljerede tegninger af hornet, som senere fik en makker, da et lignende horn blev fundet i den jyske muld. Netop de tegninger viste sig at være ret nyttige, da man flere hundrede år senere skulle fremstille kopier af de oprindelige guldhorn, som forsvandt, da de blev stjålet og smeltet om i 1802.

***

”Hvad skal jeg sige om pesten, som hærger hos os?” spurgte Ole Worm i et brev til sin søn Willum i sommeren 1654.

”Det er en meget heftig sygdom, som i løbet af den fjerde dag kvæler de angrebne. Kendetegnene er ikke ensartede hos alle, men veksler efter temperamenterne. Kræfternes aftagen, trykken i hjertet, angst og kulde bemægtiger sig straks i begyndelsen de fleste; der kommer svulster og bylder, og mod slutningen sorte og gustne pletter.”

Pesten bragte frygt med sig. Flere fremtrædende læger valgte at forlade København under dens rasen, men Ole Worm blev på sin professorpost i hovedstaden. Han undgik smitte, men alligevel blev brevene om pesten nogle af de sidste fra hans hånd. I en alder af 66 år døde han af en blæresygdom den 31. august 1654.

I sit private museum havde han samlet 1663 genstande. Det er i hvert fald det antal, der fremgår af det katalog, der udkom kort efter hans død. I sit testamente gav Worm udtryk for, at sønnerne skulle føre samlingen videre, og at den ikke måtte flyttes. Det kom dog ikke til at gå i opfyldelse. Snart overgik hele samlingen til kongen.

Frederik 3. var nemlig også blevet ramt af samlermani. I midten af 1600-tallet oprettede han Kongens Kunstkammer med kostbarheder og sjældenheder fra hele verden. Worms store samling blev i kongens varetægt desværre ikke behandlet som en samlet enhed, men blev spredt rundt på slottet. Mange genstande forsvandt og kan ikke spores den dag i dag. I løbet af 1800-tallet blev kunstkammeret omdannet til det, der i dag er Nationalmuseet.

Over årene dryssede enkeltdelene fra Ole Worms samling stille og roligt ud af billedet. Den dag i dag kender man kun til 40 bevarede genstande. De fleste har Nationalmuseet. Her dukker Ole Worms navn op enkelte steder i den faste udstilling. Blandt andet når man kommer til bjergkrystallen med den korsformede udboring og relikvierne. For omkring 400 år siden betalte en svensk officer for en lægekonsultation med den kostbare genstand, der måske var et krigsbytte fra Trediveårskrigen. Ole Worm tog imod den og stillede den på hylden i det raritetskabinet, der skulle blive den danske professors livsværk.

Som idehistoriker Jens Erik Kristensen skrev om Ole Worm i 1993:

”Han drømte om at overføre hele den ydre naturs mangfoldighed til sit museums begrænsede indre.”

***

Artiklen blev bragt i Politiken Historie i 2023.

Citater er omskrevet til nudansk.

Kilder:

Camilla Mordhorst: ’Gentandsfortællinger – fra Museum Wormianum til de moderne museer’

H.D. Schepelern: Museum Wormianum : dets Forudsætninger og Tilblivelse

Hanne Teglhus & Morten A. Skydsgaard, red.: ’Ole Worm – liv og videnskab’

Jens Erik Kristensen: ’Det kuriøse og det klassificerende blik’

Flaskepost over Sortedams Sø. Ny udgivelse fra Henrik Olesen sætter musik til seks af mine digte

Jeg skriver nye digte. Eller faktisk går jeg for tiden mest og finpudser. I løbet af det seneste års tid har jeg skrevet på det, der nu er ved at tage form til en ny bog. At en del af disse nye tekster skulle løftes til musikalsk skønhed af Henrik Olesen, var egentlig ikke en del af planen. Men da jeg tidligere i år sendte mit næsten færdige manus til Henrik, mærkede han inspirationen slå ned. Og den slags skal man huske at byde velkommen.

For mig har det været en intens oplevelse over de seneste uger at modtage filerne med seks nye sange fra Henrik Olesen i min indbakke. Ét track ad gangen har jeg modtaget musikken. Stille og roligt - som stemningen også må betegnes på hele denne skrøbelige EP.

Et par af numrene tikkede ind, mens jeg i november var i Sydjylland for at holde en række foredrag. Det betød, at jeg kunne lytte til dem, mens jeg vandrede rundt i et snedækket Vejle. Andre hørte jeg senere, mens jeg travede gennem Københavns vintermørke. Når jeg modtog et nyt nummer fra Henrik, ventede jeg med at trykke på play, indtil jeg befandt mig i den rette situation. Det skulle helst være noget med at være alene og at have hovedtelefoner på - og jeg skulle allerhelst have en gåtur foran mig. Det føltes mest rigtigt sådan.

Musik til gåture? Det lyder jo næsten som et Brian Eno-album, men det er nok heller ikke ramt helt ved siden af, hvis man skal sætte ord på Henriks musik. Han dyrker det minimalistiske og repetitive. Han får opsigtsvækkende meget ud af ganske få ord. De digte, Henrik har plukket, er i høj grad de fortættede og korte. I andre dele af min kommende bog bevæger jeg mig mere ud i det fortællende, fritstrømmende og vel næsten kortprosaiske. Men forståeligt nok er det ikke her, Henrik har samlet noget op. Det er derimod på de sider, hvor linjerne ikke gør meget væsen af sig. Som her:

Du svinder ind
ben og skind
sorterer vores dage
sirligt i album
så er der styr på det

Hvem ser dog en sang i et digt som det? Det gør Henrik. Og han har altså set så meget i mit nye materiale, at det nu har udmøntet sig i en hel lille selvstændig udgivelse hans side. En EP med seks numre. At se det cover med Henriks navn og med undertitlen ”Musik til digte af Tommy Heisz” gør mig ubeskrivelig stolt.

For det her er jo ikke bare en hvilken som helst musiker, der har fået lyst til at lege lidt med mine ord. Det her er Henrik Olesen. Det er nok svært at slide cd’er op, men hvis jeg nogensinde var tæt på at gøre det, var det vel min lille samling af Olesen-Olesen-album, som jeg tog med mig rundt, hver gang jeg i 1990’erne flyttede til et nyt sted – hvilket jeg mere eller mindre gjorde konstant på den tid. Som ung studerende i Århus sad jeg blandt andet i mørket i Øst for Paradis og så Henrik på scenen sammen med sin bror Peter. Som Olesen-Olesen transporterede de mig nogle helt vilde steder hen i både musikken og sproget med numre som ’Jack Kerouac i Jylland’, ’Finland’, ’Jysk Beatnik’ og ’Mit liv i flere versioner’.

Efter Olesen-Olesen ophørte med at eksistere, fortsatte begge brødre heldigvis med at lave musik. Politikens Simon Lund skrev om en af Henriks første udgivelser på egen hånd: “Hans minimalistiske sangersangskrivning har en melankolsk grundtone, der på én gang lyser op og trækker sig resigneret tilbage.”

Da Henrik for nogle år siden spurgte, om han måtte sætte musik til et af mine digte, gav jeg selvfølgelig lov med det samme. For mig var det som en cirkel, der blev sluttet på smukkeste vis – at en af de personer, der havde været med til at vise mig vejen ind i det lyriske univers, på den måde rakte ud og kunne bruge noget, jeg havde skrevet. Det gav så meget mening. I Henrik Olesens komposition (under navnet ’Ukendt under andet navn’) blev det til ”Fra før vi var her”.

At det skulle føre mere med sig, havde jeg slet ikke forventet. Men på albummet ”Optaget og foreviget” fra 2022 skrev jeg ordene til fire af Henriks sange. Ikke som tekstforfatter til en musiker, men som digter, der sendte en bunke ord af sted, som åbenbart viste sig at kunne bruges til noget. Det var nærmest som gik jeg fra min lejlighed ned til Sortedams Sø og sendte digtene af sted som flaskepost over til Henriks side på Østerbro.

De fire sange kom til at hedde ’Snefnug’, ’Glødepærers poesi’, ’Indre farvande’ og ’Fotografi’.

Noget vigtigt blev sat i gang. Henrik og jeg har erfaret, at noget får den gensidige inspiration til at sitre som en elektrisk ladning i feltet mellem os. Den slags er værdifuldt, og jeg tror på, at man skal række ud efter det, når det viser sig.

EP’en ’TONSÆTNINGER - Musik til digte af Tommy Heisz’ udkommer digitalt. ”Seks minimalistiske sange, der formår at indramme noget større,” skriver musikmediet Side 33 om udgivelsen. Hvem ved om en vinyludgivelse følger en dag. Hvis masserne kræver det, må vi jo kigge på det.

Èn ting ligger helt fast: Den sidste flaskepost er ikke sendt.

TONSÆTNINGER - Musik til digte af Tommy Heisz

1. Ben og skind
2. Søndermarken ved vintertid
3. I en bedre opløsning end nogensinde før
4. Aftenlys
5. Gløder i går
6. Så slap du

Det hele kan høres på Spotify og andre streamingtjenester.

Vore øjne kan ikke skimte dig længere - Historien om Harald Kidde

Mindestenen for Harald Kidde i Nørreskoven i Vejle. Tommy Heisz, 2023

Det var med en blanding af lettelse og rastløshed, at forfatteren Harald Kidde i sommeren 1918 gik rundt mellem sine bøger og stakkevis af notater i sit hus i Hareskovby nordvest for København. Han havde langt om længe sat sidste punktum i den bog, han havde arbejdet på i seks år.

‘Jærnet’ var den 40-årige forfatters syvende roman. Bogen var nu i forlagets hænder og snart klar til tryk, så den kunne komme ud til læserne i efteråret. Skoven omkring huset stod i fuldt flor, og Haralds sind var let. Nu skulle han ikke længere sidde bøjet over pen og papir dag ud og dag ind. Tilbage var kun at vente på, hvordan omverdenen ville tage imod det ambitiøse værk, hvis historie udspillede sig i svenske Värmland.

Harald Kidde fordrev dagene med at gå lange ture i Hareskoven sammen med sin hustru. Astrid Ehrencron-Kidde var selv forfatter, og de to kunne få timer til at gå med at sludre om stort og småt på deres lange vandringer.

De seneste år havde parret flyttet rundt og boet på pensionater, blandt andet i Sverige, hvor Harald havde arbejdet på sin bog. Astrid var ikke interesseret i husholdning, hun ville hellere skrive, så hun havde nydt at bo steder, hvor andre kunne tilberede deres måltider, så de selv kunne fordybe sig i det åndelige.

Nu havde de fået deres eget hus i Hareskovby. Det var parrets første rigtige forsøg på at slå rødder, fortalte Harald en god bekendt i et brev: “Her er meget smukt og i modsætning til andre villabyer i hovedstadens omegn helt uforstyrret og landligt.”

Harald og Astrid havde kendt hinanden i 14 år, og det med at gå lange ture havde de dyrket, siden de mødte hinanden første gang. “Jeg gik og lyttede til hans sagte, monotone stemme, den, der aldrig talte ord, som det ikke var værd at lytte til. Så ung han var, flere år yngre end jeg, sad han inde med en visdom, der syntes at måtte være medfødt – som fra en tidligere, åndelig tilværelse,” skrev Astrid om en af deres første gåture sammen.

Harald var en speciel mand at leve sammen med, for han havde et tilsyneladende umætteligt behov for ro og fordybelse. Når han var i gang med research eller skrev på en bog, kunne han nærmest forsvinde ind i en helt anden verden. Astrid beskrev, hvordan han, så snart morgenmaden var spist, gerne sad fem-seks timer i træk med sit arbejde og ikke ville forstyrres. Pennen gled støt frem og tilbage over papiret, og undertiden lod han den hvile og “sukkede som under vægten af noget alt for tungt”. Men snart skriblede han løs igen. Harald knoklede konstant for at indfri sine høje ambitioner. I Värmland var det en overgang blevet for meget, og lægen havde beordret ham fuldkommen ro i en måned, men han kunne aldrig slippe arbejdet helt.

Astrid elskede den ild, der brændte i Harald. Hun kunne genkende den fra sit eget forfattervirke. Sammen kunne det barnløse par i gensidig forståelse og kærlighed lade litteraturen fylde næsten alt i deres liv. At Harald var den rigtige for Astrid, havde hun med egne ord været overbevist om, siden hun mødte ham første gang til et selskab hos en fælles bekendt, forfatteren Ingeborg Maria Sick. Astrid var sky af natur og gik stort set aldrig til den slags sammenkomster, men netop denne aften havde hun takket ja.

Hun kendte Kiddes debutroman ‘Aage og Else’. Ved læsningen af den følte hun et tæt bånd til forfatteren. Nu stod hun så pludselig ansigt til ansigt med Harald Kidde: “Jeg bare så og så og vidste, at det var ham. Da jeg hørte hans dæmpede, sagtmodige stemme, hørte jeg også i samme øjeblik, at den stemme til hørte ham, som havde skrevet bogen, jeg satte højest af alle bøger. Jeg kendte ham jo allerede, som jeg ikke kendte nogen anden, jeg havde set i virkeligheden.”

Kidde var i midten af tyverne. Den unge mands pandehår faldt blødt ned over panden, og han havde et alvorligt blik i de brune øjne inde bag brillerne. Det ændrede sig dog en smule, blikket, da det fangede Astrids. Han sendte hende et nærmest vemodigt smil. Et smil, der ifølge Astrid sagde noget i retning af: “Er det virkelig dig? Dig kender jeg jo allerede! Har kendt dig længe. Altid!”

“Da han tog min hånd i sin, vidste jeg, at den måtte blive der for bestandig. Den ville aldrig finde hvile noget andet sted. Jeg følte også i det samme, at jeg begærede intet andet her på Jorden end at få lov til at hjælpe ham med at bære den tunge kiste, som jeg vidste, hans grublende sind slæbte på.”

Efter selskabet var der ingen tvivl hos nogen af dem om, at de måtte ses igen. Harald inviterede Astrid med på en gåtur på Frederiksberg Kirkegård. Her gik de mellem hvide blomstrende træer, vilde kirsebærtræer og svajende hængebirke, mens småfuglene kvidrede livligt omkring dem.

Det var i 1904, Harald og Astrid havde lært hinanden at kende. 14 år senere var de ved at vænne sig til deres nye tilværelse i Hareskovbys grønne omgivelser. I aviserne kunne de hen over sommeren læse om, hvordan den spanske syges første bølge skabte uro, især inde i det tætbefolkede København, men epidemien spillede ingen vigtig rolle i deres liv. Endnu. Den slags kan ændre sig på et splitsekund. Det sad Astrid og tænkte over, da hun mange år senere nedfældede sine erindringer:

“Hvor lidt vi i virkeligheden ved om, hvad tiden har i behold for os af ondt og godt. Tiden er jo årene, der som endnu usynlige kloder svæver omkring os og først dukker frem af tågen, efterhånden som vi nærmer os dem. Vi ved intet om dem på forhånd.”

Da Astrid mange årtier senere nedfældede sine erindringer, forsøgte hun at spole filmen tilbage til den tid, der ledte op til det skæbnesvangre efterår 1918, hvor hun mistede sin elskede til den spanske syge. Hun gennemlevede mange af de oplevelser, hun og Harald havde haft i månederne og årene op til.

Erindringerne bragte hende tilbage til dengang, parret som nyforelskede var flyttet sammen i en lejlighed i Gentofte. Astrid havde foreslået, at Haralds mor Doris kunne flytte med. Hun havde set, hvor tæt båndet var mellem Harald og moren, og hun ville gerne give plads til, at det kunne fortsætte. Harald havde boet sammen med sin mor, siden han som ganske ung var flyttet til København fra Vejle.

Livet havde været hårdt ved Haralds mor. Doris var vokset op hos en streng moster på Læsø, som gjorde barndommen til et sandt mareridt. Som 17-årig var hun flyttet til fastlandet, hvor hun mødte den 30 år ældre Christen. De fik en søn, Henrik, men han døde i en alder af kun fem måneder. Året efter kom Ingeborg til verden. Da hun var tre år, fik hun en lillebror ved navn Aage. I 1878 blev Harald født.

Døden var en lidt for hyppig gæst hos familien Kidde op gennem Haralds barndom. Sin storebror Henrik nåede han slet ikke at lære at kende, og som treårig mistede han også Aage. Som tiårig fik Harald en lillebror, som også fik navnet Aage. Snart døde også Ingeborg. Hun var 17 år, da tuberkulosen tog hende. Harald var tæt knyttet til sin storesøster.

Han skrev senere om, hvordan de på vinteraftener havde siddet i kakkelovnskrogen og lyttet til morens historier om sin opvækst på den fjerne ø, mens tågehornene klagede fra fjorden:

“Min unge søster viste mig i ildskæret fra ovnen billeder fra sine yndlingsbøger, Biblen og den græske mytologi. Og hun hviskede med sin skønne og brystsyge stemme.”

Det var et dannet hjem, Harald voksede op i. Mens faren som amtsvejinspektør strejfede om på landevejene, sørgede Doris for at skabe et hjem, hvor der både var rart at være, og hvor man fik noget at tænke over. Der blev læst Johannes Fibiger og Charles Dickens, og der blev spillet på klaver og sunget gamle danske folkeviser.

Forfatteren Niels Th. Thomsen, der som dreng var kammerat med Harald Kidde og derfor ofte kom i hjemmet, fortalte, hvordan der i de mørke stunder lød tysk og dansk romantik henne fra klaveret, og hvordan der hver aften blev læst højt under bordlampen i det lille hjem. “De aftner, jeg tilbragte hos Kiddes, var det en stående regel, at fruen skulle spille lidt for os i skumringen. Når den sirlige og slanke lille frue i den blanke mørke silkekjole satte sig til instrumentet, rank som et lys, missende med øjnene mod lampetterne, blev der straks forventningsfuld stilhed i den store smukke dagligstue.”

Lillebroren Aage havde Harald ikke meget med at gøre. Dels var der ti år mellem dem, dels havde de vidt forskellige sind. Mens Aage lavede ballade med byens rødder, ville Harald hellere sidde hjemme og læse i en god bog. Da faren døde, flyttede Doris med sine to drenge i en mindre lejlighed, og da Harald et par år senere blev student, tog hun en beslutning om at følge med ham til København.

I første omgang rykkede de ind i en lille lejlighed ved Frederiksberg Kirkegård, og da Harald skulle flytte sammen med Astrid, fik Doris altså muligheden for igen at følge med sin søn. På Astrids foranledning flyttede Doris med ind i lejligheden i Gentofte. Astrid skrev: “Om aftenen samledes vi omkring bordet med den summende petroleumslampe, mens Harald, ofte i to-tre timer, læste højt for os begge. Dickens og andre gamle engelske forfattere (…) Der sad vi da, vi tre, efter at have lukket omverdenen ude af vort sind. Moren bøjet over sit sytøj, med det skønne ansigt i dets næsten forstenede, tilkæmpede ro, jeg med et eller andet lille nyttesløst arbejde, men mange gange blot tilbagelænet i min stol, mens jeg med lukkede øjne lyttede, ofte mere til hans stemme end til selve ordene.”

At bo i Gentofte var som at bo på landet, og det passede Harald godt. Her var der ro til fordybelse. Men ofte fik parret nu også besøg af venner og bekendte, som fyldte stuen og fordybede sig i lange samtaler, ofte om litterære og filosofiske spørgsmål. Brandes, Grundtvig og Kierkegaard blev vendt i tobakstågerne. “Det var rige, herlige aftener,” huskede en af vennerne, filologen Andreas Hansen, som også kom med en detaljeret karakteristik af vennen Harald Kidde.

Ifølge Hansen havde Harald en spinkel krop med et stort, ligesom for tungt hoved. Et fint, markeret ansigt, der med sit mærkelige kransskæg så gammelt ud. Øjnene var ofte nedslåede. Det lange hår var redt lige ned og nåede næsten de tunge bryn. Lorgnetten foran de nærsynede øjne gav ham et tillukket, indadvendt præg. Alle hans bevægelser var langsomme, hans gang som om han skulle tænke en tanke for hvert skridt. Der var noget overfølsomt, stærkt forfinet hos Harald, mente Andreas Hansen. Som om både sjælens og legemets nerver lå blottede. Han var stilfærdig og tilbageholdende og alligevel sugede han opmærksomhed til sig og blev som regel selskabets midtpunkt.

“Han kunne ofte fortælle, stilfærdigt, roligt, men med stor digterisk kraft – situationerne stod lyslevende for os, når han fortalte, og man lyttede altid spændt,” skrev Hansen.

I sine erindringer prøvede Astrid især at fastholde de sidste måneder, hun fik sammen med Harald. Særligt én gåtur i forsommeren 1918 blev stående fuldstændig klar i hendes hukommelse. Harald havde inviteret hende med ind til København, fordi han ville vise hende Den Moltkeske Malerisamling i Bredgade. På udstillingen så de et Rembrandt-billede, hvor kunstneren havde portrætteret sin gamle, slidte mor. Det fik Astrid til at tænke på Haralds mor og det urimeligt hårde liv, hun havde haft. En kummerlig opvækst og tre ud af fem børn lå på kirkegården ligesom hendes mand. Billedet gjorde Astrid trist til mode. “’Harald,’ sagde jeg, ‘lad os hellere gå nu. Det er, som om jeg ikke kan rumme mere end dette ene billede i dag.’”

I stedet satte de ud på en travetur gennem København og videre ud på Frederiksberg: Astrid huskede: “Det var endnu tidligt på formiddagen. Det var en rolig tid. Mændene var allerede gået til deres arbejde og børnene til deres skole, og de travle husmødre havde nok at gøre med deres indendørs morgensysler. Der var ingen stimmel på de smalle strøg gennem byen og de sindige hestedrosker anrettede ikke megen støj; kun de enstonige hovslag mod kørebanen. Spurvene i det gamle træ foran Helligaandskirken havde længst forladt deres sovepladser, hvor de, ufølsomme for uroen omkring sig, og med hovederne omhyggeligt gemt under vingerne – som lukkede de dermed al forstyrrelse ude – havde sovet fuglenes lette blund.”

Harald og Astrid gik op ad Gammel Kongevej, hvor lærketræerne stod og svajede, og videre ad Frederiksberg Allé i de gamle lindetræers grønlige skygger. Hvis det ikke havde været for den ildevarslende lugt fra de nylakerede brune bænke, ville de have taget et hvil efter den lange vandretur over byens brosten. I stedet slentrede parret videre op ad alléen, men her ventede et sørgelig syn, huskede Astrid:

“Da vi gik forbi kirken, så vi det triste syn af en rustvogn og en hestedroske udenfor. To unge mænd steg ud og bar en hvid barnekiste, næsten skjult under røde tulipaner og friske bøgekviste, ind i kirken. Bag dem gik en ung kvinde med bøjet hoved og sorgen skjult under det tætte sorte slør. ‘Åh, Harald,’ udbrød jeg, ‘må man da aldrig få lov til at være glad? Det er altid, som om en tyssende stemme hviskede: ‘Glem ikke døden over livet!’”

Harald Kidde. Det Kongelige Bibliotek.

Harald brød ind og sagde, at man måske skulle vende den om. At vi aldrig måtte glemme livet over døden. “Livet kommer jo først til os alle,” sagde han. “Døden sidst.” Foran gitterlågerne blev de to stående lidt og lyttede til salmesangen inde fra kirken. Astrid kunne høre præstens ord, da sangen hørte op. “Guds søn har os så kær, han er børnevennen stor. Han bærer barnet op til Gud på armen.”

De krydsede over mod Frederiksberg Kirkegård, og på deres videre vandring kom de ind på, om der mon egentlig ventede noget efter døden. Et evigt liv på den anden side. Astrid ville gerne tro på det. Hun kendte godt Haralds holdning til religion. Han så sig selv som ateist og havde meldt sig ud af folkekirken. Derfor overraskede det hende, da han svarede: “Jeg kunne umuligt forestille mig, at vore første vandringer sammen på kirkegården også skulle slutte der. Der må komme en fortsættelse – en evighed, hvor intet hører op, og dermed uden angst for at noget sådant kunne ske.”

“Hvordan kan du vide det så sikkert?” ville Astrid vide. Harald svarede:

“Fordi jeg føler det.”

I begyndelsen af november 1918 havde Harald travlt. Det gav han udtryk for, da han fra hjemmet i Hareskovby skrev et postkort til forfattervennen Niels Jeppesen. “Jeg har lige fuldendt korrektur på min egen bog: 25 ark + på Astrids oversættelse, 28 ark. Og alle reolerne venter nu på at ordnes. Altså: indtil videre: på gensyn!” afsluttede han den kortfattede hilsen.

Postkortet blev det sidste i en omfattende brevveksling mellem de to venner. Omkring fem dage efter, at Harald skrev det, følte han sig en dag pludselig sløj. Han havde ellers ikke døjet med sygdom, men nu fik han med ét ondt i halsen og følte sig ilde tilpas. Snart begyndte blodet også at strømme fra hans næse.

Hvad der skete i de følgende dage, ved vi ikke meget om. Astrid kommer ikke ind på selve sygdomsforløbet i sine erindringer, men det må hurtigt have stået klart for dem begge, at det var den spanske syge, Harald var blevet smittet med. Epidemien var på sit højeste netop da, og de har begge med sikkerhed kendt alvoren bag symptomerne.

I november var den spanske syge overalt. I aviserne, i gadebilledet, i snakken på hjørnerne. Mens regnen og vinden ruskede, og novembers tidlige mørke lagde sig over skoven, fik Harald det dårligere dag for dag. Også i hans tilfælde lagde influenzaen immunforsvaret ned med så stor kraft, at en bakterieinfektion kunne vandre frit ned i lungerne.

Den 23. november sendte Astrid bud efter lægen, den unge Erik Castberg fra Farum. Harald var nu stærkt medtaget, og hans hud havde fået et “uhyggeligt gult skær”. Doktor Castberg besluttede at sende Harald på hospitalet. Ambulancen kørte ham gennem skovene og forstæderne til Bispebjerg Hospital i Københavns nordvestkvarter. En tur på omtrent 15 kilometer. Ved ankomsten blev det noteret, at forfatteren led af både influenza og gulsot – en tilstand, hvor hud og slimhinder bliver gullige på grund af en ophobning af gul galde i kroppen.

Efter at Haralds utilpashed var begyndt ni dage tidligere, var hans tilstand kun blevet værre. Hans temperatur havde store udsving og var ofte faretruende høj. Efterhånden var han også begyndt at hoste grønligt slim op. Dagen før indlæggelsen var hans tilstand begyndt at se meget kritisk ud. Han kastede galdefarvet slim op og havde svært ved at trække vejret ordentligt.

Forsiden af patientjournalen for Harald Kidde, Bispebjerg Hospital.

Han svedte kraftigt og var konstant stakåndet. Ved modtagelsen blev det også noteret, at han var cyanotisk – at hans hud var begyndt at antage en blå farve. Betændelsestilstanden i lungerne gjorde, at blodet ikke fik ilt nok. Lægen lagde stetoskopets kolde metal mod Haralds ryg og bryst og kunne konstatere en moderat raslende lyd i venstre side og en mere markant i højre.

Der var ingen tvivl: Den 40-årige forfatter, som Bispebjerg Hospital tog imod denne novemberdag, led af en ondartet og fremskreden lungebetændelse som følge af den spanske syge. Hans chancer var nogenlunde som hos de fleste andre, der blev indlagt her. De var med andre ord utroligt ringe. Når først lægen beordrede hospitalsindlæggelse, var man så tæt på dødsdommen, som man kunne komme.

Kort efter indlæggelsen blev Haralds temperatur målt til 40,7 grader, altså livstruende høj feber. Pulsen lå på omkring de 100, men opførte sig højst uregelmæssigt. Sygeplejerskerne gav Harald den sædvanlige behandling med kamfermikstur og varme omslag, men han fik det kun værre. Senere på dagen kunne de konstatere, at hans puls var faldende.

Forfatteren blev stadig mere sløj at se på, og hudens blå skær blev kraftigere. Sygeplejerskerne gik over til at indsprøjte skiftevis koffein og kamfer direkte i hans årer i håb om at få pulsen i vejret, men alle forsøg var forgæves. Både sygeplejersker og læger må have vidst det, allerede inden de forsøgte. Når den spanske syge først havde så hårdt fat i en patient, som tilfældet var her, kunne det kun gå én vej.

Klokken ti minutter over otte samme aften døde Harald Kidde. Hans indlæggelse nåede kun at vare i få timer.

Den spanske syge havde taget sit hidtil mest kendte offer i Danmark. Alle aviserne skrev om Harald Kiddes tragiske død. Astrid annoncerede, at bisættelsen skulle finde sted fire dage senere, og den ville foregå i stilhed. Sådan kom det ikke helt til at gå. Da dagen oprandt, strømmede venner og kolleger i stort antal til Bispebjerg Kirkegård. Johannes V. Jensen, Christian Rimestad, Louis Levy og frk. Ingeborg Maria Sick var blandt de mere markante navne i det store følge. Ceremonien fandt sted i kapellet. Der var ingen præst til stede. Sådan havde Harald selv ønsket det. Han havde meldt sig ud af folkekirken. Den hvide kiste stod smykket med en dekoration af blegrøde begonier og grønt, og kapellet var pyntet med grønne grene og tændte lys. Rundt omkring kisten hobede kransene sig op. De kom blandt andet fra Dansk Forfatterforening, Gyldendal og Aschehoug.

Ved kisten talte professor Valdemar Vedel om Harald Kiddes elskelige, dybe gemyt, hans høje ånd og hans karakterfulde personlighed og trofasthed. Orgelet satte i med ‘Dejlig er jorden’, og til tonerne af den bar vennerne kisten den sidste korte vej til graven tæt på kapellet i kirkegårdens østlige ende. Kisten med Harald Kidde blev sænket ned, der blev kastet jord på, og så trådte Christian Rimestad op på graven og holdt en poetisk afskedstale:

“Harald Kidde, vor ven! Du er vandret langt bort fra os. Vore hænder kan ikke gribe dig, vore stemmer kan ikke nå dig, vore øjne kan ikke skimte dig længere … og du har ladet os tilbage i et savn, der ikke skal ophøre, og en længsel, som altid skal hjemsøge vor sjæl. Din sjæl var ikke svag og splittet og foranderlig som vor. Den var lutter styrke og blidhed, styrke og sagtmodighed på samme tid.”

Derefter skiltes følget i tavshed. I en nekrolog i Politiken skrev Tom Kristensen: “Harald Kidde tog sit digterkald så alvorligt, at han sled sig op. Af hans storværk om Värmland udkom kun den ekstatiske roman ‘Jærnet’. Var det værk blevet fuldendt, var han måske blevet anerkendt af en verden, som andagtsfuldt falder på knæ for tykke bøger. Nu er der kun den lille danske menighed. De elsker denne mand, som stejlt og trofast stod på sit og skildrede dyder, der er ved at gå ud af kurs. En indadvendt i en udadvendt tid, en romantiker i en realistisk tid, en religiøs skeptiker i en lige så skeptisk irreligiøs tid, en digter, som har tid til at vente, til menneskene vender blikket indad igen.”

Astrid Ehrencron-Kidde var opløst af gråd, da hun forlod Bispebjerg Kirkegård efter Haralds begravelse den 27. november. Det samme var Haralds mor Doris. Men der skulle kun gå halvanden måned, før de stod der igen.

“I morgen skal Aage begraves, og jeg har intet mere at miste i verden,” skrev Doris Kidde i et brev til Haralds gamle ven Niels Jeppesen den 3. januar 1919.

Harald Kiddes ti år yngre bror havde for alvor fået gang i sin politiske karriere, da også han blev ramt af den spanske syge. I juli var han blevet valgt ind i Folketinget for De Konservative efter at have været en af partiets vigtige drivkræfter. Aage Kidde nåede kun at holde en enkelt større tale i Folketinget den 22. oktober. Ved juletid blev han syg. Han havde været hårdt presset efter valgkampen, og også brorens død havde efter sigende taget hårdt på ham.

Udmattelse og nedtrykthed gik over i sygdom. Aages sygdomsforløb mindede om brorens, og han døde den 29. december. Han blev stedt til hvile ved siden af storebror Harald. Der stod Doris og tog afsked med sin sidste søn. Fem gange havde hun bragt et barn til verden. Nu lå de alle på kirkegården.

Billedhuggeren Rikard Magnussen, som var en god ven af familien, beskrev følgende scene fra Aages begravelse: “Så bar de kisten langsomt ud, og så – så var det, jeg så Doris Kidde, som var og altid siden har stået for min erindring: Svag af gigt havde hun dog villet følge sin dreng, den sidste. Alle stod tavse, da de andre begyndte at bære kisten ud. Så rejste hun sig, med besvær, satte sin sorte krykkestok tungt foran sig og gik langsomt, ene bag kisten, og der var i hendes holdning og i de tavse strenge ansigtstræk intet oprør, kun rankhed og ydmyghed.”

Inger Dorothea “Doris” Kidde døde først i 1931 som 83-årig. Astrid Ehrencron-Kidde kom til at leve et langt liv uden Harald, før hun døde som 89-årig i 1960. Kort forinden lagde hun sidste hånd på sine erindringer fra tiden med Harald. Hun skrev: “Vor vandring, hånd i hånd, skulle dog kun vare i ti alt for korte år, da en uigennemtrængelig tågemur pludselig rullede ned mellem os og skilte vore hænder. Siden har vi vandret på hver vores side af tågemuren, så adskilte, men dog så tæt ved hinanden, at når tågen engang letter og muren holder op, vil vore hænder atter glide ind i hinanden.”

--

Flere af scenerne fra artiklen er også gengivet i bogen Den spanske syge af Tommy Heisz.

Øvrige kilder:

Ehrencron-Kidde, Astrid: Hvem kalder – fra mine erindringers lønkammer

Jensen, Jens Marinus: Harald Kidde. Bidrag til en Biografi

Jeppesen, Niels: Harald Kidde og hans Digtning

Thomsen, Otto Asmus: Harald Kidde og hans slægt

Breve og postkort fra Harald Kidde til Niels Jeppesen, Det Kongelige Biblioteks håndskriftsamling.

Artikler i forskellige danske aviser, primært Politiken, november 1918

Patientjournaler fra Bispebjerg Hospital 1918, Københavns Stadsarkiv.

Bogen Den spanske syge af Tommy Heisz udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog."

Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende".

Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

”Gråhårede mænd græder. Venner og kammerater omfavner hverandre”

Endelig. Krigen var slut. Da nyheden om våbenstilstanden kom for 105 år siden, brød vilde jubelscener ud i London, Paris, New York og mange andre byer. Et dyk i avisarkiverne kan bringe os tæt på den ekstase, der udspillede sig, den dag Den Store Krig endelig var ovre.

Lyden af kanontorden bragede ud over Londons hustage om formiddagen den 11. november 1918. Under normale omstændigheder ville byens indbyggere gyse af skræk ved netop den lyd. Den plejede at signalere luftangreb, men i dag vidste alle, at lyden betød noget andet. Det var sidste gang i lang tid, at disse kanoner skulle gjalde. Krigen var slut.

I minutterne og timerne, der fulgte, strømmede englænderne ud på gaderne. De lo, græd og dansede.

Tidligt samme morgen i en togvogn i Compiègne-skoven i det nordlige Frankrig havde tyskerne langt om længe erkendt nederlaget og underskrevet en våbenstilstand med de allierede.

Der var ikke tale om en egentlig overgivelse, men alle – også de sidste virkelighedsfjerne tyskere – vidste, at det nu var slut. Tyskland stod alene, fuldstændig isoleret, i det, der år tidligere havde været et kompliceret skakspil af alliancer og kampe på flere kontinenter.

Tysklands krigspartnere havde allerede kapituleret, Tyrkiet den 30. oktober og Østrig-Ungarn den 3. november. Blandt tyskernes egne tropper var åbenlyst mytteri brudt ud. I Kiel nægtede flådens matroser at parere ordre og tog magten fra deres overordnede, og Berlin var en by på revolutionens rand.

Philadelphia i USA, 11. november 1918. (Public Domain)

Kejseren selv havde taget flugten. Ifølge et telegram fra Haag til avisen Daily Mail var kejser Wilhelm 2. allerede dagen før om morgenen set med sit følge ved den hollandske grænse i nærheden af Maastricht. Selskabet ankom i ti kongelige vogne. Kejseren bar uniform og hue, ikke hjelm.

Så snart den sidste vogn var passeret, så man tyske soldater på den anden side af grænsen danse rundt om et belgisk flag. På den hollandske side af grænsen rejste kejseren videre med toget, idet bilerne blev sat op på jernbanevogne, stod der i telegrammet.

London var en by i ekstase. Britiske flag strøg til tops i flagstængerne, og da Big Ben satte i med klokkeslag efter års tavshed, bragte det tårer frem i øjnene på mange englændere.

Politiken skrev:

“Omnibusser og biler blev prydet med små flag, og de jublende folkeskarer improviserede en procession med flag og musik gennem gaderne. Londons alvorlige indbyggere var i løbet af få minutter forvandlet til jublende og glade millioner, som af deres ganske hjerte frydede sig over det historiske øjeblik.”

Et af øjenvidnerne til jubelscenerne var 24-årige Vera Brittain. Under krigen havde hun arbejdet som frivillig sygeplejerske både ved fronten og hjemme i England.

I sin bog ‘Testament of Youth’ fortæller hun om den dag, da freden kom. Hun var på arbejde på et hospital i London, men så snart kanontordenen lød over byen, begav hun sig ud i gaderne sammen med en kollega.

Lammet stod hun nær Embankment ved Themsen og lyttede til jubelskrigene, der kom fra hele byen. ”Mænd og kvinder så på hinanden med et forbavset udtryk. De råbte ikke: ”Vi har vundet krigen!” De sagde bare, ”Krigen er ovre”.”

Lige ved siden Vera drejede en taxi hurtigt omkring hjørnet med kurs mod hospitalet, hvor hun arbejdede.

Bilen ramte en ældre dame, der i sin begejstring må have glemt at se sig ordentligt for. Vera skyndte sig hen til hende, men da hun sad ved hendes side, konstaterede hun straks, at der ikke var noget at stille op. Kvinden var på vej ind i døden, hun kunne ikke engang tale længere.

Vera betragtede hendes ansigt. Det var hvidt og markeret og havde et overrasket, nærmest chokeret, udtryk. Kvinden stirrede på Vera, som ikke kunne gøre andet end at sidde ved hendes side de sidste sekunder eller minutter. Vera tænkte på, hvad kvinden mon havde haft i tankerne, netop som taxien ramte hende. Havde hun tænkt på sine sønner ved fronten, og på hvordan de nu formentlig var i sikkerhed?

Englænderne var ved siden af sig selv. De følelser, der greb dem, da nyhederne om krigens endeligt tikkede ind, fik dem hurtigt til at glemme den verserende influenzaepidemi, den spanske syge, og alle advarsler om ikke at tage del i store forsamlinger.

“Menneskemængden var stadig letsindig og pjattet og havde intet lært i løbet af den forfærdelige tid,” skrev filosoffen Bertrand Russell efter samme dag at have gået ned ad Tottenham Court Road. “Jeg følte mig mærkeligt ensom midt i al jubelen, som et spøgelse, der ved et tilfælde var faldet ned fra en anden planet.”

Lignende festligheder fandt sted i alle engelske byer. Et dansk øjenvidne til fejringerne i England var Birger Glud, en ung dansker, som oprindeligt kom fra Ringsted, men som opholdt sig i Newcastle den dag, freden kom. Her havde han et halvt år tidligere ladet sig hverve til civil britisk værnepligt.

“Sammen med de 800 engelske soldater var jeg med på sejrsmarchen gennem gaderne. Byen var ligefrem dækket under flag, jubelen var ubeskrivelig. De unge piger kyssede os, gamle damer overøste os med gaver som brød og andre levnedsmidler,” fortalte Birger Glud til den lokale avis i Ringsted, da han igen vendte hjem til Danmark.

Mens folk strømmede ud i gaderne i London og Paris, ringede det på døren hos en ældre kvinde i Shrewsbury i det vestlige England. En mand stod ved dørtærsklen med et telegram i hånden. Kvindens søn var faldet ved fronten. 25-årige Wilfred Owen var omkommet under en fremrykning over Sambre-Oise-kanalen i Frankrig en uge tidligere. Kun syv dage før freden.

Men Wilfred Owen kom til at leve videre. Gennem hele sin tjenestetid havde han nemlig skrevet en stor mængde digte om livet i skyttegraven. Digte, som senere er blevet et af de vigtigste vidnesbyrd om de oplevelser, tanker og følelser, der rørte sig hos de britiske soldater under Den Store Krig. Mens kirkerne i Shrewsbury ringede med klokkerne for at fejre freden, brød den stakkels kvindes verden sammen. Som det var sket for millioner før hende. 100 år senere står én linje stadig og træder lysende frem i et af Wilfred Owens krigsdigte:

“Red lips are not so red as the stained stones kissed by the English dead.”

Også i Paris gik folk amok. Det var Berlingske Tidendes udsendte reporter Franz von Jessen vidne til på tætteste hold. Hele formiddagen den 11. november havde han sammen med journalister fra en række andre lande stået og ventet på, at det forløsende telegram skulle tikke ind. Og så blev klokken 11.

“Gråhårede mænd græder. Venner og kammerater omfavner hverandre. Nogle går bort med bøjet hoved, søgende ensomhed. Andre stirrer og vedbliver at stirre på papirrullen med de mærkeligt lysende ord,” skrev von Jessen.

Da han havde sundet sig lidt, rettede han blikket mod de scener, der udspillede sig i byrummet:

“Nede fra gaden vedbliver jubelråbene at lyde. Faner i de allierede magters farver stikkes ud ad vinduerne eller fæstnes til balkonerne, alle synes at have været forberedte. De fleste butikker lukker. Soldater i uniform – franskmænd, belgiere, englændere og amerikanere – trækkes af tilfældige spadserende ind i caféer og restauranter og beværtes med, hvad de ønsker. Champagnen knalder overalt ved fortovsborde. Menneskestrømmen vokser ustandselig og bliver på boulevarderne til trængsel. Nu og da ser man oppe over mængden en soldat, der svinger sin hue; han bæres i guldstol. Det summer og bruser fra hundredtusinder af struber. Concorde-pladsen er et bølgende hav.”

Jubelscenerne i London og Paris kunne ikke dække over den dybe sorg, der lå over Europa i slutningen af 1918. Lidelserne var ovre, men det var også tid til at gøre regningen op. Alle havde tabt i den krig, der i over fire år havde skamferet det europæiske kontinent.

Op mod ti millioner soldater havde mistet livet, og yderligere omkring otte millioner var savnet, hvilket med stor sandsynlighed betød, at de også var døde.

Nogle var trampet ned i skyttegravenes mudder, andre lå på bunden af havet, andre igen var sprængt i stumper og stykker. 20 millioner var såret. Mange af dem havde mistet lemmer, var blevet blinde eller var på andre måder så invaliderede, at det ville være umuligt for dem at få et ordentligt liv efter krigen.

Selvom Danmark havde forholdt neutralt under hele Den Store Krig, blev fredsslutningen også markeret rundtomkring i landet. De danske aviser kunne melde om løssluppen stemning og stor optimisme på gader og stræder i danske byer

Hertil kom de civile tab. Et tal, der var endnu sværere at gøre op.

Hvor mange tyskere var for eksempel døde af sult eller sygdomme som følge af de allieredes årelange blokade? Den slags fandtes der ingen præcise tal på, men flere historikere vurderer, at cirka seks millioner civile omkom under krigen.

Tallene var under alle omstændigheder så høje, at de var umulige at begribe, både dengang og i dag. En hel generation af unge europæere var så godt som udraderet.

Selvom Danmark havde forholdt sig neutralt under hele Den Store Krig, blev fredsslutningen også markeret rundtomkring i landet. De danske aviser kunne melde om løssluppen stemning og stor optimisme på gader og stræder i danske byer.

”Da efterretningen om våbenstilstanden nåede hertil, fremkaldte den et overordentligt liv på gaden. Folk samledes i glade diskuterende klynger” skrev Politiken eksempelvis om Aarhus.

På byens skoler stillede overlærerne sig op og holdt taler med mange bevingede ord om denne dags særlige historiske betydning. Flere gik endda så langt som til at give eleverne fri resten af dagen.

”På mange arbejdspladser blev arbejdet standset for i dag med fuld udbetaling af lønnen.”

Fra det øjeblik, krigen sluttede, blev der i danske aviser spekuleret om den lyse fremtid, verden nu gik i møde.

”Vi behøver ikke sige, at vi med glæde ser den gamle tid gå i graven, og at vi også for vort lands vedkommende tør nære lyse forhåbninger med hensyn til den nye tid, hvis svage omrids tegner sig i horisonten,” skrev Politiken, som især var optaget af de omvæltninger fredsslutningen nu kom til at få for danskere i Sønderjylland.

Avisen kunne berette om to skibe, som på dagen for våbenstilstanden var ankommer til Rødby. De kom begge fra Egernsund, og ombord var sønderjyder, som ville opkøbe danske flag.

”De fortæller, at man nu kan hejse det danske flag i Sønderjylland, uden at nogen protesterer derimod,” skrev avisen. ”Alt går roligt. Ved deres rejse havde de passeret Kielerkanalen som sædvanlig, men ingen forlangte nu at se deres papirer.”

Nye tider var på vej. Også for sønderjyderne, som snart igen skulle blive en del af det danske rige som direkte konsekvens af Tysklands handlinger under verdenskrigen.

Freden blev fejret og markeret i det meste af verden. I Mons i Belgien skrev krigsreporteren Philip Gibbs: ”Helvedesilden er slukket, og jeg har hermed skrevet mine sidste ord som krigskorrespondent. Gudskelov.”

I New York, hvor det stadig var nat, da nyheden om våbenstilstanden brød ud, vågnede mange af byens borgere op til et spektakel, der varslede en ny tid. Ved solopgang blev byens luftalarmer sat i gang for at kalde alle til fest, og inden længe satte fabriksfløjter og kirkeklokker over hele byen i gang.

Orkestre samledes i Manhattans gader og spillede patriotiske sange, Stars and Stripes blev rullet ud fra bygninger, og voksne mænd gik omkring i gaderne med tårer i øjnene. Andre bar skilte, som de i hast havde malet slogans på: ”No more beans! No more camouflaged coffee! No more monkey stew!” stod der på nogle af dem.

Intet overgik dog fejringerne i London. De blev også beskrevet af den senere premierminister Winston Churchill, som selv havde været ved fronten, og som befandt sig i et militært hovedkvarter i London den 11. november 1918.

”Fra alle sider kom mænd og kvinder ilende ud på gaden. Strømme af mennesker fossede ud fra alle bygninger. Londons klokker begyndte at klinge. Northumberland Avenue var fyldt med hundreder, nej, tusinder, af folk, som styrtede rundt som vanvittige. De råbte og skreg deres glæde ud. Der var en sværm af mennesker på Trafalgar Square (…) Alle snærende bånd blev brudt. Tumulten tog til, den rejste sig som en storm, men fra alle sider på én gang.”

I løbet af dagen blev det kun vildere. Politiken skrev:

”Måske fik man det tydeligste billede af, hvor forandret alt var, da aftenen kom, og, for første gang i tre år, gader og butikkernes vinduer blev fuldt oplyst. Gamle London syntes en ny by. Den store forskel mellem krig og fred var mest fremtrædende på Trafalgar Square, Leicester Square og Piccadilly, hvor mængden uhindret og ukontrolleret bestandig bevægede sig rundt. Omkring hver vogn dannede der sig processioner, som opløstes på ny i en lykkelig forvirring. Der blev ingen slags råheder, ingen drukkenskab, intet, som publikum behøvede at skamme sig over. Soldater, kolonialtropper, ammunitionsarbejdersker og amerikanske tropper morede sig på den mest harmløse måde og råbte hurra, blæste i horn, viftede med flag, og idet de dannede små kredse, dansede de parvis, leende og klappende.”

Alle troede tilsyneladende på, at den mørke tid var forbi. Optimismen var grænseløs efter den apokalyptisk klingende tid, som Den Store Krig havde udgjort. Der måtte være bedre tider på vej nu. Alle virkede til at være enige om, at det kunne gå den rigtige vej. Dagen efter våbenstilstanden skrev Politiken skrev i en leder:

”Militarismen i Tyskland er blevet knust under det dobbelte tryk udefra og indefra. Den kunne ikke mere beherske det uhyre apparat, den selv havde skabt. Den troede at have forvandlet menneskene til lydige maskiner i sit formåls tjeneste; på oprørets dag overvældedes og besejredes den af de troppemasser, den selv havde organiseret. Den tyske militarisme vil aldrig genopstå mere; det tyske folk har gjort op med den og for stedse også gjort ende på alt det onde, der fulgte i dens kølvand.”

Den forudsigelse kunne desværre næppe have været mere forkert.

***

Flere af scenerne fra artiklen er også gengivet i bogen Den spanske syge af Tommy Heisz.

Alle citater er omskrevet til nudansk.

Øvrige kilder:

Politiken, diverse udgaver i november 1918.

Adam Hochschild: ’Aldrig mere krig’, Informations Forlag, 2014.

John Toland, ’No Man’s Land’, Methuen Publishing Ltd, 1980.

Imperial War Museum

Den spanske syge af Tommy Heisz udkom på Politikens Forlag i 2018 og blev af Ekstra Bladets Hans Engell kaldt en "fremragende dokumentarbog."

Kristeligt Dagblad kaldte bogen for "velkomponeret, velskrevet og vedkommende".

Historie-Online skrev i sin anmeldelse: "Meget fængende og meget velskrevet."

Tommy Heisz holder foredrag om den spanske syge i 1918 og om pandemier i et historisk lys. Læs mere her

Den unge Krøyers bedrøvelige odyssé

Jeg fandt den! Den lå godt gemt på Assistens Kirkegård, gravstenen for Henrik Krøyer. Efter jeg for nylig skrev en artikel for Politiken Historie om den unge Krøyer, satte jeg mig for at besøge hans grav - og nu lykkedes det.

Krøyer skrev sig ind i historien som en vigtig zoolog. Men det var nu noget helt andet, der bragte mig på sporet af ham, nemlig hans tid som grækenlandsfrivillig i begyndelsen af 1800-tallet.

Da jeg arbejdede på bogen om balkankrigene i 1912-13, fandt jeg en sidehistorie, som kaldte på at blive fortalt. Nemlig den om de danske frivillige, som i begyndelsen af 1800-tallet rejste ned for at hjælpe grækerne i frihedskrigen mod osmannerne.

Det har været et vildt spændende hjørne af historien at dykke ned i. Jeg har gravet i arkiverne, jeg har læst gamle bøger, og jeg har lavet en fortælling ud af det, som altså kan læses i Politiken Historie.

Artiklen har fået rubrikken EN BEDRØVELIG ODYSSÉ. Og det var lige netop, hvad det var, da Henrik Krøyer sammen med andre danske studerende satte kursen sydøstpå for at hjælpe grækerne i deres frihedskrig.

”Grækerne havde jeg fra skolen lært at venerere, og hvor kunne vel den, der var tilbøjelig til at kæmpe for frihed og retfærdighed finde en bedre plads at stille sig på end ved siden af de betrængte grækere,” skrev Krøyer inden afrejsen.

For den 22-årige dansker faldt beslutningen let. Han havde med egne ord gået rundt i København og følt sig ramt af meningsløshed og havde svært ved at finde en retning i sit liv. Hans mor var død, hans far var rejst til de Vestindiske Øer. Han havde ingen venner og heller ingen velyndere. Han ville væk, og nu drømte han om at se verden og samtidig gøre noget meningsfuldt.

”Denne tilbøjelighed var for en del instinktmæssig, ligesom trækfuglens, men havde vistnok i læsning af rejsebeskrivelser fundet en mægtig næring,” skrev han.

Grækernes frihedskamp var et opgør mod over 350 års osmannisk styre. I 1450’erne havde sultanens tropper indtaget Konstantinopel, Athen og hele det nuværende Grækenland, men i 1800-tallet trak det op til forandring. Osmannerrigets styrke var blevet svækket markant. Det tidligere så mægtige imperium viste tegn på opløsning. Den græske frihedsbevægelse greb enhver chance for at gøre oprør mod styret og oplevede gang på gang at få solid støtte udefra. I kølvandet på Den Franske Revolution blev den græske sag ikke blot en kamp for et folk, der havde ret til land. Det blev en dyrkelse af det sted i Europa, hvor oplysning og demokrati var blevet født.

Med det afsæt blev filhellenismen født som en international støttebevægelse. Filhellener betyder ’græker-ven’. Bevægelsens mål var at få etableret en moderne republik – en græsk stat, der skulle føre traditionen videre fra antikkens Grækenland og Det Byzantinske Rige.

Det var altså den sag, Krøyer og hans venner ville ned at støtte. Men det gik ikke så godt. Da de endelig kom til Grækenland, endte de med at være på en lang og nytteløs vandring.

Henrik Krøyer og hans følge mødte på deres vandring ingen græske oprørsstyrker, de kunne slutte sig til. Ekspeditionen til fods gennem de græske landskaber kom mest til at handle om overlevelse. De bevægede sig hen over bjerge og ned gennem tætbevoksede skovklædte dale. Hvor de kom frem, var de lokale grækere flinke nok til at dele lidt mad med dem. Et sted slagtede en bonde en buk, hvorefter mændene stegte den i olie og åd den rub og stub. Den 7. februar 1822 skrev Krøyer i sin dagbog:

”I dag vandrede vi til Tripolitza, gennem egne af særledes vildhed og hæslighed. Man så næppe et levende væsen, ingen hyrde med sin hjord, ingen fugl, som med sit skrig oplivede naturen; kun stejle fjeldskrænter og afgrunde, tildels også sumpede flader, bestrøede med en utallig mængde klippestykker i en forvirring, som om forstyrrelsens engel nyligt var skredet hen imellem dem, og ingen menneskelig fod senere havde betrådt dem. Der herskede blandt disse rødgrå klippemasser et øde, som den klare og gennemsigtige himmel vel kunne belyse, men ikke opmuntre.”

Krøyer overlevede eventyret og kom med tiden hjem til København igen. Men han var en skuffet mand. Hvad der fik ham til i sine erindringer at betegne rejsen som en bedrøvelig odyssé, fremgår fuldt ud af den lange artikel, jeg har skrevet om de danske filhelleneres oplevelser. Den blev som nævnt bragt i Politiken Historie og kan (med abonnement) læses her:

Henrik Krøyer døde først i 1870, som 71-årig. Han var en fremtrædende zoolog, professor og forfatter. Fra 1834 besejlede han i åben båd de danske kyster for at indsamle fisk og studere fiskeriet, og med værket ’Danmarks Fiske’ (1838-53) på 2.500 sider lagde han grunden til dansk faunistik. I 1836 påbegyndte han udgivelsen af Naturhistorisk Tidsskrift, hvor bl.a. de fleste af hans mange afhandlinger om krebsdyr publiceredes.

Og så et lille fun fact om den gode Henrik Krøyer, som altså ligger begravet på Assistens Kirkegård:

Hans stedsøn hjalp i en periode med at tegne krebsdyr til de flotte værker. Den unge mand sugede inspiration til sig og blev senere en ret anerkendt maler, der signerede sine værker som P.S. Krøyer.

Fodboldens største rivaler

For Turbineforlaget skriver jeg faktabøger for børn. Det er letlæsningsbøger til folkeskolens mindste.

Den seneste handler om rivaler i fodboldens verden. Klubber, der vil gøre alt for at vinde over hinanden.

Jeg har skrevet en hel serie af disse bøger for børn, der lige er begyndt at læse. De handler bl.a. om:

• Kim Larsen

• Katte

• Hekse

• Mumier

• Vovehalse

• Skurke

• Pirater

• Vampyrer.

• USA

• Sverige

• Norge

• Japan

• Tyskland

• Europa

Læs mere om alle bøgerne på Turbines hjemmeside

Læs mit fodboldessay Øjeblikket hvor alting står stille