Hvad skete der bag de triste øjne? Og hvad rørte sig i de tanker, Nick Drake sjældent delte med andre? Det er svært at stoppe med at tænke over, når man læser sig ind på den britiske sanger og sangskrivers alt for korte liv.
Nick Drake var mere end almindeligt sky. Han brød sig ikke om at spille koncerter, han gav meget nødigt interviews, og selv folk, der tilsyneladende var tæt på ham, fik kun ganske lidt. Søger man i dag efter levende billeder, går man forgæves. Der findes nemlig, så vidt jeg er orienteret, ikke et eneste sekunds filmoptagelse af Nick Drake som voksen. Den slags undgik han for enhver pris.
Det har været mere end svært for musikkens historieskrivere at male noget særligt præcist portræt af den mystiske, høje skikkelse, der oftest sad krumbøjet over sin guitar for igen og igen at øve de greb og akkorder, der skulle gøre ham til en myte.
Han endte med at blive stor. Virkelig stor. Et ikon for en stribe af de største musikere i hele verden. Men det havde Nick Drake ikke den fjerneste anelse om, da han en novembermorgen i 1974 slugte for mange piller og lagde sig til at sove.
***
Fortællingen om Nick Drake handler først og fremmest om en musiker med et usædvanligt stort talent. En ganske ung mand, der kunne skrive og arrangere sange, som besad han den største rutine. En guitarist, som mange har forsøgt at kopiere lige siden. Og en kunstner, der på alle sine tre i øvrigt ret forskellige albums lykkedes med at etablere en stemning, hvis mage er umulig at opdrive. En dyster melankoli blandet med et lys, der bare får musikken til at vokse og vokse.
Da Nick Drake debuterede i 1969, kunne folk-musikere nærmest fås i metermål. En second hand-guitar, tre akkorder og et friskt bud på sandheden var stort set, hvad man behøvede for at slå igennem. Det gennemgående element i Nick Drakes musik er den akustiske guitar, og derfor er musikken oftest blevet kategoriseret som folk. Det er den da også, men den er samtidig meget mere end det.
Nick Drake var meget inspireret af jazzmusikere som Miles Davis og John Coltrane og af klassiske komponister som Bach og Beethoven, og det kan høres i musikken. Få af numrene er bygget op efter traditionelle strukturer med vers/omkvæd. Der er mange overraskelser undervejs, og der dukker instrumenter som klarinet, saxofon og andre jazzinstrumenter op, hvor man ikke forventer at møde dem. Sangene er i bund og grund harmoniske, men samtidig ulogiske, kaotiske og overrumplende.
Også på tekstsiden distancerer Nick Drake sig fra mange af dem, han normalt kategoriseres med. Hvor folk-sangere på det tidspunkt ofte bekendte sig til paroler klare (gerne politiske) budskaber, svævede Nick Drake rundt på et helt andet plan. Hans tekstunivers var litterært og filosofisk funderet med aftryk af forbilleder som Arthur Rimbaud, Charles Baudelaire og Sylvia Plath.
Hvis man skal sammenfatte det i to ord, så var Nick Drakes musik sofistikeret og ambitiøs. Skal man sammenligne det med noget i samme periode, måde det være navne som Tim Buckley, Bert Jansch, Randy Newman og til en vis grad Van Morrisons udtryk på det legendariske Astral Weeks-album fra 1968.
***
Men fortællingen om Nick Drake handler desværre også om en trist, trist skæbne, der har en uhyggelig sammenhæng med den melankolske – ind imellem næsten desperate – grundtone, der gennemsyrer musikken på alle tre albums.
Det er historien om en musikkarriere og et liv, der brændte ud alt for hurtigt. Den historie har vi jo hørt før, men typisk inden for den mere ekstroverte rock. Og Nick Drake kan da heller ikke sammenlignes med Jimi Hendrix, Jim Morrison, Janis Joplin eller Kurt Cobain. Han var ikke en kunstner, der kørte galt med 120 i timen, fordi han ikke kunne kapere sin egen succes og berømmelse. Snarere tvært imod. For Nick Drake var slet ikke berømt. Han slog ikke igennem, mens han endnu levede. Stort set ingen købte hans plader. Som musiker var han kommercielt betragtet en fiasko.
Richard Thompson, en af hovedmændene bag det toneangivende folk-rockband Fairport Convention, nåede at arbejde sammen med Drake på to albums. I foråret 2011 kom han ind på Drakes skæbne i et interview med musikmagasinet Mojo. Da Thompson blev spurgt om, hvorvidt han var overrasket over den mytiske status, Drake med årene havde opnået, svarede han:
”Ja, jeg er overrasket. Men samtidig mener jeg, at det er helt fortjent. Hvis han havde haft succes, dengang han levede, så havde vi måske ikke oplevet det her i dag. Mennesker er perverse, ikke?”
Thompson antyder, at det, der slog Nick Drake ihjel, var det, der i sidste ende gjorde ham til så stor en myte. At han måtte dø for at komme til at spille en rolle, for at få sin anerkendelse.
Safe in your place / deep in the earth
That’s when they’ll know / what you were truly worth
***
Nick Drake blev født d. 19. juni 1948 i Rangoon, Burma, hvor hans far arbejdede for en tømmervirksomhed. Da familien vendte hjem til England, kom han på kostskole i en ret tidlig alder, hvilket i nutidens optik kan lyde hårdt, men bestemt ikke var noget særsyn i halvtredsernes England.
Familien havde store ambitioner på hans vegne, men han trivedes aldrig for alvor med at gå i skole. På trods af ikke alt for imponerende karakterer lykkedes det ham alligevel at komme ind på Cambridge University. Han klarede sig igennem undervisningen med nød og næppe, men mest tid tilbragte han med guitaren i hænderne på sit hummer, der kunne kendes på Hendrix-plakaten på døren. I den periode fik han for alvor smag for livet som musiker. Og når studiekammeraterne introducerede ham for nye stoffer, tog han sultent for sig.
Nick begyndte at leve et dobbeltliv. Han vidste godt, at han ikke ville drive det til meget med musikken, så længe han var fanget i den pæne og stillestående universitetsby, så han begyndte at tage toget ind til London, når han havde fri, for at opsøge sin chance der. En decemberaften i 1967 fik han mulighed for at spille til en minifestival i Chalk Farm, London.
Ifølge overleveringerne var der ikke ret mange tilhørere den aften, men der var én, der skulle vise sig at få stor betydning for Nick Drakes videre skæbne: Ashley Hutchings, bassist i Fairport Convention. Hutchings har senere berettet om sin oplevelse i bogen om Nick Drakes liv, Darker Than The Deepest Sea:
“Selvom han stod helt stille oppe på den scene, blev jeg tiltrukket af ham. Jeg kunne mærke, at han var magnetisk.”
Ashley Hutchings fortalte sit eget bands manager Joe Boyd om oplevelsen, og der gik ikke længe, før Boyd tilbød denne uslebne diamant plads i sin stald, der også talte navne som Jethro Tull og Bob Marley. I sommeren 1969 skrev Nick Drake under på en kontrakt, der ville indbringe ham 10 pund om ugen.
***
Debuten Five Leaves Left er vel det mest rendyrkede og harmoniske folk-album af Nick Drakes tre værker. Inspirationen fra markante folkmusikere som Bert Jansch og John Renbourn er meget tydelig, og det svejses elegant sammen med elementer fra andre genrer som avantgardejazz og klassisk musik.
Five Leaves Left var et album af usædvanlig høj kvalitet for en debutant, men det solgte ikke. Det vurderes at have solgt omkring 3000 eksemplarer, da det udkom, og det var så godt som ingenting i datidens britiske pladebranche. Det hjalp selvfølgelig heller ikke på det, at hovedpersonen takkede nej til koncerter, hvor der kunne risikere at være for mange mennesker, og at han ikke ønskede at give interviews.
Måske handlede det om begyndende tegn på psykisk ustabilitet. Men lige så sandsynligt var det, at det bare var en naturlig del af Nick Drakes personlighed, at han ikke brød sig om at være for udfarende. Det er svært at stykke et dækkende billede sammen ud fra de vurderinger, folk der har kendt ham mere eller mindre, kommer med i forskellige biografier og dokumentarfilm. Nogle omtaler ham som sky og tilbageholdende. Andre arrogant og svær at tale med. Der findes mange udlægninger, men det er svært at konkludere ret meget andet, end at Nick Drake var sin egen og stod uden for mængden.
***
På universitetet i Cambridge gik det stadig dårligere, og efterhånden blev han smidt helt ud og flyttede til London, hvilket familien på ingen måde bifaldt. Men nu kunne han hellige sig musikken hundrede procent, og han begyndte straks at arbejde på opfølgeren til Five Leaves Left. I takt med at han arbejdede hårdere og mere fokuseret med musikken, begyndte også stofferne at fyldte mere og mere i hans liv. Han begyndte at eksperimentere med hårdere hallucinerende sager som LSD.
Hans næste plade Bryter Layter havde også Joe Boyd som producer, og var præget af et højere ambitionsniveau, rent musikalsk. Der var strygere, der var jazzinstrumenter, og der var hammondorgel. Resultatet blev et album med flere lag, og som med sin lettere pompøse fremtoning, var mindre klassisk folk end forgængeren. Titlen på albummet, Bryter Layter, var en omskrivning af en ofte brugt frase i de engelske vejrudsigter. Når det senere vil lysne, siger man, at det bliver ‘brighter later’, og det omskrev Nick Drake til gammeldags engelsk.
Men det lysnede ikke. Kommercielt blev albummet en maveplasker af format. Det er svært at opdrive en eneste anmeldelse fra dengang, og albummet solgte praktisk talt ingenting.
Bryter Layter var et ambitiøst album med en ambitiøs afsender. Det tog derfor meget hårdt på Nick Drake, da heller ikke denne plade blev nogen succes. Det førte til en større psykisk nedtur, og nu begyndte han for alvor at trække sig ind i sig selv. Han isolerede sig i sin lejlighed og spillede kun få koncerter på små spillesteder for at kunne tjene til dagen og vejen og sit forbrug af stoffer. Han skilte sig af med næsten alle sine ejendele og havde til sidst stort set kun et sæt tøj, et par sko og en guitar.
Folk i hans omgangskreds siger i dag, at de godt kunne se tegn på, at han var psykisk syg. Han viste symptomer på både depression og skizofreni. I bagklogskabens lys har stofferne sandsynligvis været med til at forstærke det, men det var ikke en kobling, man beskæftigede sig ret meget med dengang.
***
Efterhånden isolerede Nick Drake sig fra alt og alle. Han flyttede hjem til sine forældre i en mindre landsby langt væk fra London. Og selvom der havde været en aftale med pladeselskabet om at indspille et tredje album, havde de fleste efterhånden afskrevet ham. Indtil han en dag ringede til sin manager og sagde, at nu var han klar: Han ville lave sin næste plade helt alene. Uden andre musikere, kun med sin egen guitar og sin egen stemme.
Resultatet blev Pink Moon, et dystert og foruroligende og enormt smukt album. Alene titlen siger næsten det hele. Den lyserøde måne er et gammelt varsel om ulykke for fiskere på havet. Når de så månen omgivet af et lyserødt slør, var det et tegn på, at noget frygteligt ville ramme dem. Og som Nick Drake konstaterede på titelnummeret: ”Pink Moon / is gonna get y’all.”
Det er i den grad mørkt. Men samtidig er det ufatteligt smukt. Så skrabet, at der ikke er nogen form for filter mellem afsenderens inderlige smerte og modtageren. Det er et album, der sitrer af ensomhed, desperation og angst. Humoren og lyset, der faktisk havde været tilstedeværende på de to første albums, var nu helt fordampet.
***
I sommeren 1974 var Nick Drake tilsyneladende i bedring, og han meldte ud, at han ville lave album nummer fire. Men John Wood, der var med ham i studiet, kunne konstatere, at det stod slemt til. Ifølge ham kunne Nick Drake på det tidspunkt ikke engang længere synge og spille guitar samtidig. Teksterne var slet ikke stærke som før. De var bitre og paranoide og skød imod alt og alle, som han mente havde svigtet ham. Ikke mindst manager Joe Boyd, der havde trukket sig mere og mere væk fra Nick Drake, efterhånden som det manglende salgspotentiale stod klart for ham.
Nedturen kunne ikke vendes, heller ikke med musik. Og det gik stærkt herfra. Den 24. november 1974 gik Nick Drake tidligt i seng. Han tog piller, røg cigaretter og lyttede til Bachs Brandenburg-koncerter. Han faldt i søvn, men vågnede tidligt om morgenen allerede omkring klokken seks, hvor han gik ud i køkkenet for at tage sig en portion cornflakes. Herefter gik han tilbage til sit værelse og slugte endnu flere piller. Desværre alt for mange.
Ved middagstid fandt hans mor ham død. Han lå på sengen kun iført sine underbukser. 26 år gammel, og han trak ikke længere vejret.
***
I dag står Nick Drakes gravsten på en kirkegård i Tanworth-in-Arden sydøst for Birmingham. Og hans tre albums står som monumenter i musikhistorien, man ikke må bevæge sig uden om, hvis man har hang til melankolsk folk og eksperimenterende og udfordrende musik i det hele taget.
I en del år efter hans død var der ikke mange, der kendte Nick Drake. Men i løbet af 80’erne og 90’erne gjorde en række fremtrædende musikere deres til at puste liv i myten. Michael Stipe fra R.E.M. talte flere gange om Drake som forbillede. Robert Smith fra The Cure var inde på, at bandet ligefrem skulle være navngivet efter en sætning i en Nick Drake-sang (fra sangen Time Has Told Me: ”a troubled cure / for a troubled mind”), og Paul Weller fortalte efter udgivelsen af sit album Wild Wood i 1993, at han kort forinden havde fået Five Leaves Left, og at det havde været en stor inspiration for ham.
Interessen for Nick Drake tog til. I begyndelsen af 00’erne gik det helt amok, da bilkoncernen Volkswagen brugte Pink Moon i en reklame, som gik verden rundt. Det var en af grundene til, at Nick Drake solgte flere albums i 2004 alene, end han havde gjort sammenlagt i alle år indtil da siden debuten i 1969.
Fame is but a fruit tree / so very unsound
it can never flourish / ‘til its stock is in the ground
Skrev Nick Drake første kapitel i myten om sig selv, da han nedfældede teksten til Fruit Tree? Den næsten ubehageligt smukke og nøgne sang på hans første album, Five Leaves Left fra 1969. Det hører nok afdelingen for spekulativ tekstanalyse. Siden Drakes død har et utal af fans og eksperter ledt efter tegn på hans sindstilstand i teksterne. Måske for at finde en eller anden form for forklaring på den triste skæbnefortælling. Men sandheden er, at vi ikke rigtig ved noget. Han efterlod os ikke meget til at løse den gåde.
Når et frugttræ falder til jorden, begynder det at rådne. Når det altså er naturen, vi taler om. Men det her er ikke naturen, det er musikhistorien, og dens veje er ind i mellem uransagelige. Måske ligefrem perverse, hvis vi skal vende tilbage til Richard Thompsons ord. Nick Drakes træ begyndte lige så langsomt at blomstre, efter at det egentlig var dødt. Og i dag står det tilbage som et af de fineste i skoven.
Fruit tree, fruit tree / no-one knows you but the rain and the air.
Don't you worry / they'll stand and stare when you're gone.
***
Artiklen er en bearbejdet version af en tekst, der blev skrevet til magasinet ATLAS i 2011.
Alle citater er fragmenter fra nummeret Fruit Tree på albummet Five Leaves Left (1969).
Kilder: Artikler fra magasinerne Uncut og Mojo samt bøgerne Darker Than The Deepest Sea af Trevor Dann og Pink Moon af Gorm Henrik Rasmussen.
Lyt også til den altid anbefalelsesværdige podcast Rockhistorier, hvor Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch gennemgår Nick Drakes karriere.
