Født på denne dato for 100 år siden. Børge Nielsen, min morfar. Det er efterhånden længe siden, den lange mejerist drog videre, men sikke et aftryk han satte. Det har jeg skrevet lidt om.
Det er det med at have en hånd; en stor hånd at lade sin egen lille forsvinde i. Og sådan gik vi ved fjorden en efterårsdag med ålegræs og tang og udtørrede krabber knasende under skoene. Vi var på ekspedition. Du var kaptajnen, du førte an, og vi ledte efter rav, for jeg havde læst om de gyldne stykker, som fra tid til anden kunne skylle ind. Du vidste, hvor det var bedst at lede, sagde du, men du lod mig også forstå, at vi måtte have heldet med os. Det var de færreste forundt at blive ramt af sådan et lykketræf. Du samlede skallen op og børstede sandet væk med dine krogede fingre; viste mig, hvordan man skulle holde den op mod øret og lade den slutte helt tæt. Kan du høre det, hviskede du - kan du høre havets susen?
Jeg fik et fotografi, hvor du sidder i stolen og holder min førstefødte i armene. Men så fik jeg heller ikke rigtig mere. Din tid var kommet, slægt skulle følge slægters gang, og det gik, som det sikkert skal gå, og som vi mennesker kan påvirke lige så lidt, som vi kan styre tidevandet i fjorden eller aflyse daggryets komme. Men så står man der med et tomrum og en langsomt aftagende duft af aftershave og mac baren pibetobak og et katalog over ting, man har lært. Som at finde en egnet vandrestok til gåturen. Navnene på adskillige typer regn. At sige pænt tak og fortsat god dag til damen, når man henter rundstykker. At slå sømmet i lige præcis i midten, så træskibet ikke krænger over og forliser i zinkbaljen. At plukke et græsstrå med den helt rigtige længde og bredde, så det kan spændes ud mellem tommelfingrene og frembringe en lyd som et fuglekald, når man blæser igennem det.
I nittenhundredfemogtyve, midt i den kolde vinter, spirede noget frem, som skulle gå hen og blive til dig. En frelser, er det for meget sagt? Jeg tror det egentlig ikke. For senere i livet løftede du ikke bare de mælkejunger og drænede osten på mejeriet. Det forstår jeg nu. Du slæbte også rundt på noget, som ingen er bygget til at bære: andre menneskers afsporede liv. Du gjorde, hvad du kunne for at sikre, at alle havde det godt; at ingen små træskibe krængede over og forliste. For nylig fik jeg post fra fortiden; jeg modtog et brev, du havde skrevet det år, jeg blev født. Et brev, hvori du udtrykte dit højeste ønske; at dine børnebørn skulle vokse op i omgivelser, der kunne give dem en god start på livet. Og du gjorde, hvad du kunne; rullede skjorteærmerne op og bar os ud fra flammerne. Da du skrev det brev, var der gået halvtreds år, siden du spirede frem af den kolde jyske jord; nu er der gået hundrede. Men det er bare tal; på tværs af tid står dine handlinger og blinker usvækket. Du gjorde altid, hvad du kunne.
Jeg kan gå ned til fjorden igen. Den ligger der stadig. Søndag, mandag, sommer, vinter, ebbe, flod. Under mågernes hvirvlen og spovernes træk virker det hele så uforanderligt. Men der mangler noget vigtigt. Når disen ruller ind, ser jeg billeder i den. Sommeren femogfirs med sand mellem tænderne og rød saft på patentflasker og de stejle klinter, der husker det hele. Der ligger breve derinde, det fortalte du mig engang. På dage, hvor blæsten går frisk, bærer den noget med sig. En stille vals spillet på harmonika. En længselsfuld rundgang, som bare bliver ved og ved og ved.
Vi ledte i timevis den efterårsdag, men vi fandt aldrig noget rav. Det betød nu ikke så meget. Du holdt min hånd og satte ud sammen med mig. Gav dig tid til at drømme. For det kunne jo være, at det her var vores dag. Det var det, du gjorde: du bar lyset og viste en vej frem. Tænk sig at have haft sådan et menneske i sit liv. Et sandt lykketræf.
Børge Nielsen, 1925-2004
