Jeg har skrevet digte i mange år. Det giver mening på så mange planer for mig at arbejde med lyrik, men der er noget ved det, som er lidt specielt: Nogle gange sender man noget ud i verden, hvorefter der bliver meget … stille. Jeg har for længst lært, at det slet ikke behøver være et udtryk for, at digtene ikke rammer nogen eller påvirker noget eller nogen ude i det store opmærksomhedshav. Men det er stadig lidt underligt, når man er vant til at arbejde med journalistik, dokumentarisme, undervisning og foredrag, hvor der altid er en mærkbar feedback på det, man går og laver.
Måske er det meget godt, at det er sådan. Jeg tror i hvert fald, det kan være meget sundt for en som mig. For jeg tror ikke nødvendigvis, at vi bliver bedre til at dele vigtige tanker og fortællinger ved konstant at gå rundt med store armbevægelser og og kommunikere højlydt med hinanden. Poesien må gerne være hviskende, og bølgeskvulpene må gerne være meget afdæmpede, måske endda bare krusninger.
Nogle gange sker der så noget uventet magisk. Nemlig at nogle andre gode mennesker, som arbejder kunstnerisk på den ene eller anden måde, finder det, man engang har skrevet, og lader sig inspirere. Måske samler de endda ens gamle skriverier op og bruger dem i en ny sammenhæng. Som et stykke rav eller en indtørret krabbe, man finder på sin vandretur langs stranden.
Det var netop det, der skete, da lydkunstnerne Thea Berg og Sara Troense kontaktede mig for et års tid siden. To dygtige mennesker, som jeg også er så heldig at kunne kalde mine gode venner, og som jeg har kæmpe respekt for, når det gælder deres eget arbejde - om de så udtrykker sig gennem lydkunst, musik eller litteratur.
I 2020 udkom jeg med en digtsamling, jeg kaldte for Indre farvande. Titlen kom til mig, efter at jeg havde oplevet et erindringsglimt fra min barndom komme tilbage til mig. At sidde en vintermorgen i sådan cirka 1982 med havregrøden foran mig, mens min mor havde tændt for køkkenradioen, hvor en mand messede dagens farvandsmeldinger. ”Utsira ... Tyske bugt ... Doggerbanke ... Skagerrak ...” Det var musik for mine ører. Jeg anede ikke, hvad manden talte om, men jeg elskede de ord, han sagde. Det blev til et digt, og senere blev Indre farvande til titlen på hele samlingen, som var den femte fra min hånd.
”Erindringsbilleder skvulper rundt i Indre farvande,” som jeg skrev om bogen, da den udkom på mit eget forlag neon & nordlys i 2020. Jeg forklarede dengang:
”I lyrikken prøver jeg at finde ind til mindernes kerne. Jeg arbejder med gentagelser, omskrivninger og omarrangering af sproget, indtil jeg finder ind til en kerne af sandhed. Det er lidt som at stå i et mørkekammer og fremkalde billeder. Jeg ser digte som sproglige fotografier.”
Sådan skrev jeg i den ledsagende pressemeddelelse.
Men historien sluttede jo slet ikke der. For da Thea Berg og Sara Troense for Øhavsmuseet i Faaborg fik til opgave at producere en lydfortælling, fandt de inspiration i den titel. Sara ringede til mig og spurgte, om de måtte få lov at genbruge den i en helt anden sammenhæng.
Det tog mig ikke mange sekunder at sige ja. For det er jo noget af det, jeg sætter allermest pris på: Når kunstnere kan lade inspirationen flyde frit imellem sig og give nye perspektiver til hinandens værker. Desuden var det jo ikke mig, der var kommet op med Indre farvande - det var manden i radioen dengang i begyndelsen af 1980’erne. Vi giver videre til hinanden.
Det fine værk, som Thea og Sara frembragte, kan høres på Spotify og andre platforme – ligesom man selvfølgelig kan høre det på Øhavsmuseet i Faaborg. Der er tale om 80 minutters forførende rejse gennem livet ved danske kyster. Fortællingen kommer tæt på en lang række mennesker, der lever i tæt forbindelse med havet.
De to bagkvinder præsenterer selv værket på den her måde:
”Indre Farvande er et stemningsfuldt lydværk om øhavet, hvor kulturhistorie, natur og levende stemmer flettes sammen i fortællingen om det hav, der har formet vores fælles identitet. God at lytte til nær vandet. Det er en kollektiv beretning, der giver plads til et hav af stemmer. Forskere, øboere, hekse, sejlere, forfattere, fugle, planter og fisk – alle har en plads i fortællingen om de danske kyster og vandmasserne, der altid har og altid vil forme den måde, vi lever, sanser og drømmer. Gennem interviews, digte, musik og møder med naturen har vi lavet en poetisk undersøgelse af det landskab, der har formet vores maritime kulturhistorie og sat sig i vores nationale identitet.”
Et af de mange interviews, man kan høre i fortællingen, er med mig. Ikke nok med, at Thea og Sara fandt inspiration i min titel og inkluderede et par af mine digte i fortællingen – de var også interesserede i at høre mine tanker om at arbejde med havet som tema. Det er jeg meget taknemmelig for.
Værker skal tale sammen, og værker skal leve videre i nye former. Derfor giver det så meget mening for mig, at det gamle drivtømmer, der lå og skvulpede rundt, kunne samles op og bruges på denne måde.
Digtet, der på en eller anden måde startede det hele, ser sådan her ud:
Køkkenradio kom ind igen
med alle dine fremmede ord
Skagerrak, Fisker, Tyske Bugt.
Varsel om stiv kuling.
Doggerbanke, Kattegat, Utsira,
Østersøen omkring Bornholm,
Bælthavet og sundet.
Signifikant bølgehøjde
i de indre farvande
(Indre farvande, 2020)
Og lige netop det digt har jo faktisk tidligere været samlet op på stranden af en helt anden kunstner, nemlig musikeren Henrik Olesen.
Da han i 2022 udgav Optaget og foreviget, indeholdt albummet bl.a. et nummer med denne tekst.
Henrik Olesen har siden 1981 som sanger, sangskriver og guitarist sat markante aftryk på den danske musikscene. Ikke mindst som en del af først Greene og siden Olesen-Olesen, sammen med broderen Peter H. Olesen, men også som guitarist i bl.a. Lovebites (1994-2002) og Er De Sjældne (2008 – 2018).
To andre digte, som også er med i Indre farvande (altså lydfortællingen, som Thea og Sara har lavet), ser sådan her ud:
Jeg var ikke færdig med havet
det viste sig her til morgen, da jeg gik i
letheden, der greb min krop,
vægtløs, drivende
Verden ruller gennem mig,
ikke jeg gennem den
Vandet bestemmer
Vandet ved besked
(Telegrammer fra bunden af Ørnsø, 2024)
Man siger om mågen,
at den i virkeligheden er en sømand,
En der døde på skibet og blev sænket i havet,
og som nu er vendt tilbage til de levende
med vinger og fjer
Han bliver ved med at følge dem,
sætter sig på rælingen og kredser om masten,
lader dem vide, når endnu en storm er på vej.
Jeg så engang en måge i øjnene, og jeg glemmer aldrig det jeg så.
det var i en sydengelsk havneby,
den rastløse sjæl med de stikkende øjne.
Det var unfinished business,
jeg måtte se den anden vej.
(Telegrammer fra bunden af Ørnsø, 2024)