Danske Esther oplevede revolutionen indefra

En ung dansk kvinde boede og arbejdede i Petrograd, da revolutionen brød ud i 1917. Esther Aksel-Hansens breve hjem fra den russiske hovedstad giver et anderledes blik på månederne, hvor det hele gik amok i Rusland.

Af Tommy Heisz

”Forholdene i byen bliver værre og værre. Skydning og plyndring hver eneste dag og nat”.

Da Esther Aksel-Hansen i 1917 kort før jul formulerede ordlyden i et brev hjem til sin mor i København, blev der samtidig skrevet afgørende verdenshistorie omkring hende. Den 26-årige danske kvinde befandt sig i Petrograd, i dag Sankt Petersborg, hvor hun blev vidne til både Oktoberrevolutionen og det efterfølgende kaos. Rusland var på randen af borgerkrig, og alene det at færdes rundt i hovedstadens gader kunne i slutningen af 1917 være ganske farligt, lod hun moren forstå:

”Forleden, da Axel og jeg havde været ude at spise middag sammen, blev der skudt mægtigt med maskingeværer ved Vinterpaladset, da vi kørte hjem, men nu har man også snart vænnet sig til det”.

Esther Aksel-Hansen havde sin daglige gang ved det danske gesandtskab i Petrograd. Her var hun ansat som kancellist, populært kaldet skrivedame. Den Axel, hun omtalte i sit brev til moren, skulle hun senere blive gift med, men på dette tidspunkt boede hun i en lejlighed i Petrograd sammen med Gerda, Isabella og Ellen – tre gode veninder, som også var skrivedamer ved gesandtskabet.

Mere eller mindre tilfældige omstændigheder havde bragt Esther Aksel-Hansen til Petrograd. I foråret 1915 var hun rejst til Rusland for at bo hos en dansk familie i Rybinsk, en havneby ved Volga-floden. Her underviste hun en lokal familie i engelsk og tog selv russisklektioner og fik på den måde styrket sine i forvejen gode sprogkundskaber.

Historiske foredrag med forfatter Tommy Heisz kan bestilles i hele landet til bl.a. højskoler, kirker og biblioteker. Emnerne spænder vidt: Fødsler i dølgsmål i starten af 1900-tallet, den spanske syge i 1918 og mellemkrigstidens populære svømmepiger. Læs mere her

Oprindeligt var hun vokset op i et pænt hjem på Frederiksberg som datter af den berømte billedhugger Aksel Hansen. Efter at have uddannet sig til lærerinde og dygtiggjort sig i sprog havde hun sat kursen mod Rusland. Det blev til halvandet år i Rybinsk, hvorefter hun søgte stillingen hos gesandtskabet i Petrograd. Her tiltrådte hun i foråret 1917 efter et kort ophold hjemme i Danmark. At flytte til så stor en by var noget af en omvæltning, indrømmede hun over for moren:

”Jeg kan ikke lide Petrograd som by betragtet”, skrev hun i et brev i maj 1917.

”Her er snavset og ækelt. Luften er som mættet med støv. Alt er så stort og mægtigt, gaderne brede og uendelige, husene kolossale og mægtige, hele palæer, og så alle disse underlige mennesker, som man synes driver rundt uden ror. Alle disse masser af soldater, der hænger uden på sporvognene i mægtige bylter og klynger ligesom grå udvækster. Man føler sig som en myre i alt dette”

Esther Aksel-Hansen forsøgte at finde sine ben i den nye by. Hun fik daglige rutiner, og hun nød den smukke gåtur hver morgen, når hun skulle ind til kontoret. Over Neva-floden og videre forbi Isak-katedralen og Vinterpaladset. Hver morgen sugede hun indtryk til sig. I rask trav kunne hun tilbagelægge turen på en halv times tid. Hun erfarede hurtigt, at gåben var klart at foretrække:

”Sporvognen er så at sige ikke til at komme med. Det er en kamp for livet. På forperronen må man ikke stå, og der er ellers bedst plads, men da jeg én gang har fået en bøssepibe stukket i maven, da jeg forsøgte det, så kommer jeg ikke mere der”.

I de første breve hjem til moren kunne Esther Aksel-Hansen også berette, at hun var glad for arbejdet på gesandtskabet:

”Det er vanskeligt at komme ind i, og der er meget at gøre, men det er vældigt interessant. Jeg må anstrenge mig vældigt for at kunne udfylde pladsen, men det er jo langt morsommere og mere udviklende at få sådan en stilling, hvor man må arbejde for at komme ind i det, end at sidde og gøre idiotarbejde”.

Kedeligt kontorarbejde var der på ingen måde tale om. De historiske tilfældigheder gjorde, at Esther Aksel-Hansen som kancellist var landet lige midt i et højspændt drama. Tsaren var sat fra bestillingen, mens bolsjevikkerne var ved at tage magten, og ude i verden rasede Den Store Krig stadig for fuld kraft.

Alt sammen begivenheder, der fik konsekvenser for det danske gesandtskab i Petrograd.

Med USA’s indtræden i verdenskrigen i april 1917 havde det neutrale Danmark nemlig fået en ny rolle at spille i forhold til humanitært arbejde og håndtering af flygtninge. En af de opgaver, der kom på gesandtskabets hænder, var at forvalte bistand til omkring halvanden million østrigungarske krigsfanger, som rundtom i det store russiske rige var blevet holdt fanget under kummerlige og umenneskelige forhold.

”Kære lille mor, hvordan mon I alle sammen har det? Jeg længes snart efter at høre lidt hjemmefra”, skrev Esther i et af sine mange breve hjem til moren i København.

I løbet af lidt over et års tid blev det til mere end 100 breve. De ligger i dag på Det Kongelige Bibliotek og tilbyder et anderledes blik på en velkendt historisk begivenhed. I en hverdagsagtig tone bringer brevene os tæt på en kvindes tilværelse i en by ramt af revolution og efterskælv. Esther Aksel-Hansen tilhørte byens diplomatmiljø og kunne således ikke tage os med helt tæt på kampene i byens gader, men mod udgangen af 1917 var virkeligheden i den russiske hovedstad, at ingen kunne vide sig sikker.

Hele året havde været særdeles dramatisk. Allerede i februar havde en revolution fundet sted, men der skulle gå et halvt år, før bolsjevikkerne kunne sætte det afgørende stød ind. I de mellemliggende måneder var der masser af tegn på, at et totalt autoritetssammenbrud var i fuld gang i Rusland. I løbet af efteråret blev spontane oprør antændt mange steder i landdistrikterne, hvor rasende bønder tog godsernes jorder. I byerne var der tiltagende uro på fabrikkerne. Den provisoriske regering var magtesløs og turde heller ikke endegyldigt trække Rusland ud af Den Store Krig. Det stod klart, at der måtte en større omvæltning til. Natten til 25. oktober erobrede bolsjevikkernes hovedstyrke, Den Røde Garde, flere strategiske punkter i Petrograd, og krydseren ’Aurora’ kunne sejle ind i Neva og levere sit historiske startskud. Revolutionen var begyndt i den russiske hovedstad ­– blot nogle få måneder efter at Esther Aksel-Hansen var flyttet til byen.

”At der var noget usædvanligt på færde, var ikke til at tage fejl af”, skrev hun i de dage hjem til moren og fortsatte:

”Ved halv ti-tiden hørte vi de første skud. De kom med mellemrum, men lidt efter lidt tog det stærkere fat. Nu begyndte også maskingeværerne at tale med tik-tak, tik-tak, underlige tørre knald, der kom så hurtigt efter hinanden, at man knap kunne skelne hvert enkelt skud. Nu og da var der stilstand i nogen tid, men så tog det igen fat med fornyet kraft”.

Den aften kunne hun og veninderne ikke falde til ro. Kancellistkollegerne Gerda, Isabella, Ellen og Esther var ikke klar over, præcis hvad der foregik i byen omkring dem, men hver især mærkede de en uro i kroppen, der gjorde det vanskeligt for dem at gå i seng.

”Med pelse på, for det var rasende koldt, sad vi ved de åbne vinduer og lyttede efter skydningen. Pludselig et mægtigt bulder. Nu begyndte kanonerne fra ’Aurora’ at tordne løs. Det var forfærdeligt uhyggeligt at høre på, og endnu uhyggeligere at tænke på, hvad der vel nu foregik ude i byen. Himlen oplystes nu og da af stærke glimt, men om det kom fra kanonerne, når de blev skudt af, eller hvad det var, det har vi ikke kunnet få oplyst. Kl. 1.00 gik vi i seng, men vi lå for åbne vinduer og fik ikke meget søvn i øjnene den nat”.

Bolsjevikkerne mente det alvorligt. De havde ikke i sinde at stoppe, før de havde fået fuld kontrol over hele hovedstaden – ja, over hele landet. Soldater forsøgte forgæves at forsvare strategisk vigtige positioner, men blev skudt ned. Esther Aksel-Hansen gav flere steder i sine breve udtryk for, hvor rystende det var at være vidne til den voldelige overtagelse af byen. Tidligere havde hun over for moren slået fast, at hun ingen sympati havde for de oprørske røde:

”En bolsjevik er en i den allerhøjeste potens yderligtgående socialist og et ret uhyggeligt eksemplar af menneskeheden”, skrev hun.

Arbejdet ved gesandtskabet var Esther Aksel-Hansen i stand til at opretholde, men revolutionen kom til at få konsekvenser for det. Håndteringen af de mange krigsfanger gik ind i en ny og mere dramatisk fase. Ved magtovertagelsen havde revolutionslederen Lev Trotskij nemlig proklameret, at alle krigsfanger nu var frie mænd. Den udmelding fik nok mange til at juble, mens andre gøs. For folk som Esther Aksel-Hansen, der arbejdede med krigsfangerne, stod det klart, at en stor humanitær katastrofe var under opsejling. For hvor skulle alle disse afkræftede og udhungrede mænd dog gå hen, når de fik deres frihed? Mange steder i landet kørte togene ikke, og der var stor mangel på mad og tøj i de byer, som fangerne givetvis ville søge mod. Det kunne udvikle sig fuldstændig kaotisk.

Trotskij indså problemet og gik i første omgang med til at lade fangerne blive i lejrene. Nu handlede det for det danske gesandtskab om at dække de mest basale behov hos disse mange flygtninge. Danske militærlæger, officerer fra den danske hær, sygeplejersker, ingeniører og mange andre hjalp til med dette arbejde. Hos administrationen i Petrograd sad Esther Aksel-Hansen og hendes kolleger og fik det hele til at køre. De tog sig blandt andet af at renskrive rapporter fra krigsfangelejrene. På trods af en ihærdig indsats kunne de danske delegerede ikke helt afværge katastrofen. Mange af de østrigungarske krigsfanger trodsede ordren om at blive, hvor de var, og bevægede sig i stedet mod byerne. »Tiggernes hær« blev de kaldt af den danske digter Hans Hartvig Seedorff, som i disse uger og måneder befandt sig som civilfangedelegeret i Petrograd. Netop hovedstaden blev mål for mange af de flygtende.

”Der bliver nu oprettet store asyler og samlingssteder her i Petrograd og også ude omkring i landet for at opsamle disse omstrejfende eksistenser”, skrev Esther Aksel-Hansen.

Den russiske revolution var ikke bare en hurtig operation, der skiftede ét system ud med et andet. Som den britiske historiker Antony Beevor har beskrevet det i sin bog ’Rusland – Revolution og borgerkrig 1917-21’ ledte bolsjevikkernes magtovertagelse direkte over i et voldeligt kaotisk virvar, hvor de røde kæmpede mod de hvide. De røde var primært arbejdere og bønder, mens de hvide var en noget mere broget forsamling. Officerer fra tsarens hær stod ofte i spidsen for modstandskampen mod bolsjevikkerne, men deres egen holdning til, hvilket Rusland der var det ideelle, tog sig ud på mange forskellige måder. Bolsjevikkerne havde på deres side masser af problemer på de interne linjer. Deres mål havde været at omdanne Rusland til et ’proletariatets diktatur’, men opbakningen til projektet haltede. Industriarbejderne udgjorde kun nogle få procent af befolkningen. Langt de fleste var ved landbruget og abonnerede ikke nødvendigvis på Lenins og Trotskijs ideer.

Splittelsen var enorm, og ballade kunne antændes når som helst. Det oplevede Esther Aksel-Hansen selv, når hun gik rundt i byen, og hun hørte talløse historier, der bekræftede det.

”Den Røde Garde har ordre til at ødelægge al vin, men ofte kommer en skare soldater dem i forkøbet, bryder ind i lagrene, stjæler vinen og gør sig til gode med den og begår derefter de frygteligste ting. Det er derfor, Den Røde Garde har ordre til at ødelægge vinen for at undgå excesser. Her flyder med vin i gaderne. Ja, det er ikke overdrevet. Forleden aften var det sådan nede ved Hotel l’Europe, at man vadede i vin til op over anklerne”, skrev hun i et brev, hvor hun også kunne berette om andre plyndringer.

En dansker, som familien kendte, var blevet overfaldet i nærheden af hovedgaden Nevskij, da han var på vej hjem fra et bal. Han var kommet kørende i en vogn, da han blev passet op af seks soldater, som satte deres revolvere for panden af ham, hvorefter de frarøvede ham pelshue, guldur, 450 rubler i rede penge samt en helt ny pels, som han lige havde købt for 4.000 rubler.

Efter bolsjevikkernes magtovertagelse i slutningen af oktober var Petrograd præget af utryghed og ballade. Samtidig var der en ekstra joker i spil. For verdenskrigen og den nærværende tyske hær måtte byens borgere også stadig forholde sig til, kunne Esther Aksel-Hansen berette i slutningen af 1917:

”De ventes nu som befriere. Der siges i øjeblikket at være tyve tusind tyske soldater her i byen, og at der om en uge eller to vil være ethundrede tusind. Ja, vilde rygter er her nok af. Hvor meget sandhed, der er i dem, skal jeg ikke kunne sige. Hvem kan det? Men uhyre spændende er det hele”, skrev hun og fortsatte:

”For Rusland som land betragtet ser det mere end sørgeligt ud. Ukraine, Don og Kaukasus har jo erklæret sig uafhængige, men har forenet sig imod regeringen her i Petrograd, der har sendt dem en erklæring, at hvis de ikke underkaster sig, vil der blive erklæret dem krig”.

Det skulle blive en lang og hård vinter for folk i Petrograd. Esther Aksel-Hansen var selvfølgelig ikke blandt de mest udsatte, men selv i diplomatkredse var der knaphed og desperation, da kulden for alvor satte ind.

”Vi er på det sidste med vores kartofler”, skrev hun i december. Hun kunne fortælle, at en god bekendt havde bragt to sække ind fra en landsby – den ene til mandens egen familie, den anden til de danske kancellister. Det var med stor taknemmelighed, de danske kvinder tog imod kartoflerne, for de vidste, at det var med livet som indsats, at manden havde skaffet dem.

”Det er nemlig forbudt at føre spor fra landsbyen herind til Petrograd. Hvorfor forstår jeg ikke, men det er nu ikke så underligt, for det meste af, hvad russerne foretager sig, forstår jeg ikke. Kartoflerne lå skjult i bunden af slæden. Tre gange blev den stoppet og undersøgt af militsen på vejen herind, men han slap heldigvis lykkelig og vel igennem med dem. Firs rubler per sæk. Det er dyrt, men vi er henrykte”.

I takt med at den russiske borgerkrig i løbet af vinteren tog fart, blev arbejdsvilkårene for de danske delegerede flere steder i landet vanskeligere. Filologen Bernadette Preben-Hansen har i sin artikel ’Da danskerne rejste fra borgerkrigen’ i rystende detaljer beskrevet, hvordan inspektører, sygeplejersker og andre blev udsat for voldsom chikane forskellige steder i Rusland.

”Nu er en hel del af de østrigske krigsfanger blevet bolsjevikker”, skrev Esther Aksel-Hansen i marts 1918.

”De opretter domstole, dømmer og mishandler deres officerer. Vi får de mest hjertegribende skildringer derudefra og bønner om hjælp. Det er overalt, som om det hele står på hovedet. Kejserfamilien lider utroligt. De er nok ikke langt fra at sulte og bliver forulempet på alle mulige måder, har ikke spor beskyttelse. Det ville næsten være utroligt, synes jeg, om de slap fra det med livet”.

Den fornemmelse skulle som bekendt blive til virkelighed. Fire måneder senere, i juli 1918, blev hele den russiske tsarfamilie henrettet i en kælder i Jekaterinburg. Få uger forinden var Esther Aksel-Hansen rejst hjem til København via Finland. 20. juni 1918 forlod hun Rusland, som hun aldrig skulle vende tilbage til.

Nogle uger før afrejsen skrev hun i et af de sidste breve til moren:

”Mandag havde vi for en gangs skyld fri fra kontoret, rigtigt for alvor, og du kan tro, jeg nød det, læste hele formiddagen, for resten i en meget interessant bog om den franske revolution, og gik en dejlig tur om eftermiddagen i det mest henrivende vejr. Til middag serverede vi kartoffelfrikadeller, da vi ikke havde andet, men til dessert ligesom den foregående dag henkogte frugter og crême. Om aftenen læste jeg bogen om den franske revolution færdig. Det var af stor interesse at læse denne bog netop nu og her i Rusland, hvor man altså nu har gennemlevet, og hver dag stadig gennemlever, en lignende periode. Det er underligt at lægge mærke til, hvor uendelig mange lighedspunkter der alligevel er mellem disse to revolutionsperioder”.

Kort efter Esther Aksel-Hansens afrejse fra Petrograd blev det danske gesandtskab i byen nedlagt. Ved udgangen af året afbrød Danmark alle diplomatiske forbindelser. Den danske gesandt Harald Scavenius sagde ved den lejlighed, at han ikke spåede det nye Sovjetrusland store overlevelseschancer:

”Jeg rejser hjem nu og bliver julen over i Danmark. Om et par måneder er bolsjevikkernes magt brudt, og til februar er forholdene nok sådan, at jeg atter sidder som minister her”.

***

---

Uddragene af Esther Aksel-Hansens breve er omskrevet til nudansk for læsevenlighedens skyld.

Videre læsning:

Esther Aksel-Hansen: ’Breve fra Petrograd 1917-1918’. Transskription med indledning og noter ved Bernadette Preben-Hansen

Bernadette Preben-Hansen: ’Da danskerne rejste fra borgerkrigen – Dansk krigsfangehjælp i Sovjetrusland og Sibirien 1917-20’

Antony Beevor: ’Rusland – Revolution og borgerkrig 1917-21’

En bedrøvelig odysse

Da unge danskere i 1821 sluttede sig til grækernes frihedskamp, gik de i krig i en højere sags tjeneste. De var filhellenere og en del af en større international bevægelse. To af dem, Henrik Krøyer og Johan Stabell, skrev senere om deres oplevelser, og ingen af dem lagde fingre imellem: eventyret udviklede sig til en gigantisk skuffelse.

På et marked i den nordtyske by Schwerin stod en gruppe danske studenter og talte deres penge. Hvis de splejsede, kunne de lige præcis skrabe sammen til en hest og en enspændervogn, som ville lette den lange rejse, der lå foran dem. Året var 1821, og de de unge mænd var blevet enige om at tage ned og kæmpe på grækernes side i frihedskampen mod osmannerne. Målet var i første omgang Marseille i Sydfrankrig, hvor de håbede at finde et skib, der kunne føre dem til Grækenland.

De danske studenter var filhellenere. De var langt fra de eneste, der på denne tid rejste ud for at slutte sig til de græske oprørsstyrker. Faktisk bevægede en hel strøm af frivillige sig ned gennem Europa. De kom fra forskellige lande i vesten og havde det til fælles, at den græske frihedssag betød så meget for dem, at de var klar til at gå i krig og risikere livet for den.

”Over hele Europa så man fra påsken 1821 en tendens til, at mænd fra alle samfundslag blev bevæget af en glødende sympati for grækerne og et ønske om at hjælpe dem,” skriver den britiske historiker William St Clair i ’That Greece Might Still be Free’ – en bog, der fortæller historien om, hvordan filhellenismen i 1821 gik fra at være en intellektuel ide til at være et praktisk program. I mange år havde digtere og andre lærde spredt ideerne om betydningen af et selvstændigt Grækenland. Nu var det tid til at gribe til våben.

Henrik Krøyer, en af de tre danskere, skrev om sine oplevelser på rejsen, både i dagbogsform og erindringer, som blev udgivet efter hans død. Her forklarede han, hvad der drev ham af sted i efteråret 1821.

”Grækerne havde jeg fra skolen lært at venerere, og hvor kunne vel den, der var tilbøjelig til at kæmpe for frihed og retfærdighed finde en bedre plads at stille sig på end ved siden af de betrængte grækere.”

For den 22-årige dansker faldt beslutningen let. Han havde med egne ord gået rundt i København og følt sig ramt af meningsløshed og havde svært ved at finde en retning i sit liv. Hans mor var død, hans far var rejst til de Vestindiske Øer. Han havde ingen venner og heller ingen velyndere. Han ville væk, og nu drømte han om at se verden og samtidig gøre noget meningsfuldt.

”Denne tilbøjelighed var for en del instinktmæssig, ligesom trækfuglens, men havde vistnok i læsning af rejsebeskrivelser fundet en mægtig næring,” skrev han.

Næring havde Henrik Krøyer også fået ved at læse aviserne hjemme i København. De berettede flittigt om de stolte grækeres krig mod de undertrykkende osmannere. Unge Krøyer kunne mærke, hvordan en krigerisk begejstring bemægtigede ham. For hver dag, der gik, følte han sig mere og mere opflammet. Han vidste, han måtte af sted.

Penge havde han ingen af, men han fik lidt økonomisk støtte fra Studenterforeningen i København, som bakkede op om den græske sag. Krøyer tog dampskibet til Kiel og fortsatte til Rostock, hvor han mødtes med andre danske studerende. Nu skumplede de af sted i deres nyerhvervede enspændervogn, ned over Europas landeveje.

At dø stående

Historien bærer masser af eksempler på rodløse unge mænd, som opildnes til at rejse ud i verden og gå i krig. I 1930’erne drog over 30.000 frivillige til Spanien for at slutte sig til Den Internationale Brigade på republikkens side i Den Spanske Borgerkrig. Omkring 450 af dem var danskere. "Det er bedre at dø stående, end leve på knæ," skrev digteren Gustaf Munch-Petersen i februar 1938 hjem til sin kæreste i et brev. En måneds tid senere var han død.

Senest har flere unge valgt at rejse til Ukraine for at slås. Efter den russiske invasion i februar 2022 kom Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj med en direkte appel: ”Ukraines venner. Hvis I vil slutte jer til kampen, så kom. Vi giver jer våben.” Det fik flere til at rejse af sted, bl.a. den 21-årige dansker, som under dæknavnet Chap var med i DR’s dokumentar ’De danske ukrainekrigere’. ”Vi kæmper for de rigtige moraler lige nu,” udtrykte han i filmen.

Også før 1800-tallet var der eksempler på unge danskere, der rejste ud for at slås for en større sag, bl.a. i forbindelse med den amerikanske uafhængighedskrig (1775–1783). Men den skare af grækenlandsfrivillige, som Henrik Krøyer og hans kammerater sluttede sig til, var udtryk for en ny bevægelse i Europa. Hånd i hånd med den nationale vækkelse var der i kølvandet på Den Franske Revolution opstået en dyrkelse af demokratiet og civilisationen over for barbariet og verden af i går. Grækernes kamp mod Osmannerriget passede perfekt ind i den fortælling.

Det var en kamp, der vandt stor opbakning, også blandt velhavere. Filhellenerne havde derfor økonomiske midler til at støtte op om alle, der valgte at tage af sted. I sin bog fortæller Henrik Krøyer, hvordan han inden afrejsen ”bedåredes af avisernes idelige fortællinger om, at der hele vejen gennem Tyskland, Schweiz og det sydlige Frankrig var oprettet grækerkomiteer, som ikke blot understøttede filhellenerne med rejsepenge til Marseille eller Livorno, men også til søs befordrede dem til Morea, hvor de, ifølge komiteernes overenskomst med den græske regering, straks ville blive indordnede i regulære korpser og forplejede som regulære soldater.”

Grækernes frihedskamp var et opgør mod over 350 års osmannisk styre. I 1450’erne havde sultanens tropper indtaget Konstantinopel, Athen og hele det nuværende Grækenland, men i 1800-tallet trak det op til forandring. Osmannerrigets styrke var blevet svækket markant. Det tidligere så mægtige imperium viste tegn på opløsning. Den græske frihedsbevægelse greb enhver chance for at gøre oprør mod styret og oplevede gang på gang at få solid støtte udefra. I kølvandet på Den Franske Revolution blev den græske sag ikke blot en kamp for et folk, der havde ret til land. Det blev en dyrkelse af det sted i Europa, hvor oplysning og demokrati var blevet født.

Med det afsæt blev filhellenismen født som en international støttebevægelse. Filhellener betyder ’græker-ven’. Bevægelsens mål var at få etableret en moderne republik – en græsk stat, der skulle føre traditionen videre fra antikkens Grækenland og Det Byzantinske Rige.

Da grækerne i 1821 indledte deres løsrivelseskrig mod det osmanniske styre, fik oprørsstyrkerne stor opbakning fra filhellenske bevægelser. Den mest markante stemme var den britiske digter Lord Byron. Siden de unge år havde han været optaget af de græske tænkere og deres store ideer om frihed og demokrati. Mens Henrik Krøyer og de andre filhellenere i efteråret 1821 var på vej mod Grækenland, gik Lord Byron selv med overvejelser om at slutte sig til frihedskampen. Han så for sig, hvordan på slagmarken skulle kæmpe side om side med de stolte grækere – og hvordan han nok også skulle dø der.

Druk og dueller

Rejsen til Marseille blev hård. Undervejs så de unge danskere sig nødsaget til at sælge både hesten og vognen. Ure, brevnåle og andre personlige ejendele var også blevet omsat til rede penge.

Ikke kun Henrik Krøyer skrev om oplevelserne undervejs. Det gjorde også hans rejsemakker Johan Stabell, som senere fik udgivet en bog om sin tid som grækenlandsfrivillig. Da den sydfranske havneby endelig blev nået efter næsten to måneders rejse, var Stabell lettet:

”De to måneder, jeg her i Marseille tilbragte, inden min afrejse til Grækenland, anser jeg for de fornøjeligste i mit liv, thi da jeg vidste, at når jeg kom til Grækenland, det da i en håndevending kunne være forbi med mig, stræbte jeg stedse kun at nyde det nærværende øjeblik; på fremtiden tænkte jeg ikke.”

Marseille var et knudepunkt for trafikken af unge mænd på vej mod Grækenland. Snart var danskerne del af en gruppe på over 100 frivillige. De lod sig indlogere på et gæstgiversted. Halmmadrasser og uldne tæpper blev fordelt på gulvene, og de unge mænd fik udleveret mad, som de selv kunne tilberede på små blus.

Ventetiden var lang. Og hvad gør man så, når man keder sig? Ja, man kan jo altid drikke og slås. Og det var i høj grad, hvad de unge mænd gjorde. Alkoholen flød, og det skete igen og igen, at der udbrød skærmydsler mellem de krigshungrende unge mænd. Både Krøyer og Stabell beskriver en række dueller, der fandt sted under ventetiden i Marseille. Krøyer havde i København læst medicin og blev derfor ofte bedt om at være tilstede, når unge mænd ved solopgang krydsede klinger eller beskød hinanden.

En preussisk løjtnant huggede med sin sabel tommelfingeren af en bayersk kaptajn, som havde tirret ham længe. I et andet tilfælde dystede to franskmænd, en major Chevalier var oppe imod Krøyers gode bekendte Lasky. De to var uenige om, hvem der skulle være anfører for gruppen af filhellenere i Marseille. Sagen måtte afgøres med skydevåben i hænderne. Henrik Krøyer beskrev i sin bog, hvordan Lasky styrtede baglæns til jorden, da Chevalier sendte sit skud af sted. ”Vi ilede naturligvis til, idet Lasky halvt bevidstløs, som man af hans øjne kunne slutte, søgte at rejse sig i en siddende stilling. Kuglen havde ramt ham på den venstre side af hovedet, var gledet langs hen ad hjerneskallen og havde åbnet perikraniet til et stort gabende sår, der viste den elfenbenshvide hjerneskal aldeles blottet.”

Det lykkedes Krøyer og kammeraterne at redde Lasky, som blev placereret i en vogn og fragtet til et nærliggende hospital, hvor han kom til hægterne igen efter en trepanering.

Drama var der altså masser af. Men filhellenerne var jo ikke rejst af sted for at gå løs på hinanden. De skulle til Grækenland, og den mulighed opstod endelig, da et fragtskib i begyndelsen af januar tilbød at tage dem med. Over skibets ballast blev udbredt et lag halm, hvor de kunne sove. De heldigste på halmmadras og tæppe, andre bare med en kappe slynget over sig.

”De fleste af os var drukne, og der opstod straks strid om pladserne,” skrev Stabell, som ikke lagde skjul på, at han selv var en tørstig mand. Det bekræftede Krøyer også i sine erindringer, hvor han skrev om Stabell, at denne under ventetiden i Sydfrankrig det meste af tiden havde været ”stærkt illumineret af Marseille-egnens stærke vine.”

Hvor er armeen?

”Forgæves ville jeg stræbe at beskrive mine følelser ved at betræde Grækenlands jordbund. Vist er det, at jeg i dette øjeblik følte mig lykkelig.”

Sådan skrev Henrik Krøyer om det øjeblik, da skibet ankom til Navarino (i dag Pylos) på vestsiden af Pelleponnes-halvøen.

Krøyer bemærkede med egne ord straks det gamle Hellas’ herlighed og magiske glans. Vildtvoksende myrther og sneklædte bjergtoppe. Han befandt sig nu med egne ord i et land, som alt for længe havde været beboet af barbarer og bestrøet med elendige ruiner. Et land, der kaldte på frihed.

”Vi så os snart omgivet af en hob nyfigne grækere, slanke, velskabte mænd med mørke, interessante ansigter og lynende øjne. Den orientalske klædedragt og de fremmede sæder forstærkede det romantiske indtryk. Alle grækere var bevæbnede med en lang flint, to sølvbeslagne pistoler og en stor kniv,” skrev Henrik Krøyer.  

Men noget var galt, det viste sig snart. Nok var de lokale nysgerrige, men ingen af dem lod sig bevæge synderligt af, at så mange frivillige netop var lagt til land i et skib, klar til at dø for den græske sag. Ligegyldigheden var mærkbar. Der var ingen velkomstkomite, og ingen af grækerne så ud til rigtig at vide, hvad de skulle stille op med denne opbakning udefra.

Virkeligheden var, at der ikke var en samlet græsk sag, de internationale frivillige kunne bakke op om. Det græske oprør havde på Peleponnes meget hurtigt udviklet sig til et kludetæppe af skiftende alliancer mellem lokale krigsherrer. I det vestlige Grækenland var disse krigsherrer lige så meget i krig med hinanden, som de var med osmannerne.

Det stod klart for Henrik Krøyer, Johan Stabell og de andre, at ideen om en fælles fjende ikke var tilstede blandt grækerne. Krøyer indså snart, at det i hvert fald ikke var i Navarino eller omegn, at han kunne komme til at gøre en forskel. Sammen med en mindre gruppe satte han derfor af sted til fods i retning af hovedbyen Korinth. Det blev en strabadserende rejse, som Henrik Krøyer beskrev detaljeret i sin bog:

”Vi marcherede over vilde og øde bjerge … Jeg fandt det temmelig besværligt at vandre på de stejle og ujævne fjeldstier, belæsset med mine våben, og vi måtte vade igennem iskolde bjergstrømme, der nåede os til knæene eller midt på låret.”

Tilbage i havnebyen Navarino blev Johan Stabell sammen med andre af de frivillige stationeret på en lokal fæstning. De fik en tyrkisk slave til opvartning og fik til opgave at bevogte fæstningen. Det gik snart op for dem, at de havde fået en tjans, som ingen af grækerne selv orkede at tage. Kedsomheden blev deres største fjende, og senere trådte sulten også til. Der blev ikke bragt forsyninger til dem. Da en senator kom forbi fæstningen, klagede de deres nød. De lod ham forstå, at de havde brug for hjælp, og at de nærmede sig et punkt, hvor de måtte sælge deres våben for at overleve.

”Vi indvendte flere gange, at vi ville til armeen, indtil han til sidst svarede, at der for nærværende tid ingen stående arme var i Grækenland.”

Henrik Krøyer og hans følge mødte på deres vandring ingen græske oprørsstyrker, de kunne slutte sig til. Ekspeditionen til fods gennem de græske landskaber kom mest til at handle om overlevelse. De bevægede sig hen over bjerge og ned gennem tætbevoksede skovklædte dale. Hvor de kom frem, var de lokale grækere flinke nok til at dele lidt mad med dem. Et sted slagtede en bonde en buk, hvorefter mændene stegte den i olie og åd den rub og stub. Den 7. februar 1822 skrev Krøyer i sin dagbog:

”I dag vandrede vi til Tripolitza, gennem egne af særledes vildhed og hæslighed. Man så næppe et levende væsen, ingen hyrde med sin hjord, ingen fugl, som med sit skrig oplivede naturen; kun stejle fjeldskrænter og afgrunde, tildels også sumpede flader, bestrøede med en utallig mængde klippestykker i en forvirring, som om forstyrrelsens engel nyligt var skredet hen imellem dem, og ingen menneskelig fod senere havde betrådt dem. Der herskede blandt disse rødgrå klippemasser et øde, som den klare og gennemsigtige himmel vel kunne belyse, men ikke opmuntre.”

Gnavende sult

”Daglig forværredes vores tilstand,” skrev Johan Stabell, som stadig befandt sig ved Navarino. Der havde været enkelte spredte kampe ved byen, men intet tydede på, at der skulle blive brug for de frivillige unge mænd fra hele verden. Indbyrdes talte de mere og mere om, hvordan de kunne slippe væk.

”En del af vore nødvendige klædningsstykker, ja endog af vore våben, havde vi måttet sælge for at opretholde livet; ordentlig spise fik vi aldrig. En græker, der boede i en smudsig stad, kogte kallun, og stegte lever i olie for os; dette var vor almindelige spise. I dette smudsige hul lå vi og sønderrev de halv kogte kalluner med fingrene, thi kniv og gaffel var bleven meget sjælden iblandt os. Vi søgte da at erstatte vore legemer, hvad de måtte mangle i føde, ved den gode vin,” skrev Stabell.

Forsmagen for alkohol havde den unge dansker ikke mistet, men de festlige dage var fortid. Stabell lagde ikke skjul på, at han var en mand på sammenbruddets rand:  

”Mine pistoler havde jeg alt måttet sælge; mit linned havde grækerne tildels frastjålet mig, tildels havde jeg solgt det; penge havde jeg aldeles ikke mere.”

Tanken om bare at opgive det hele og tage hjem havde for længst meldt sig. Hver gang et skib lagde til i Navarinos havn, forsøgte Stabell og hans kammerater at appellere til kaptajnen. Men ingen ville tage dem med.

Situationen på Peleponnes blev mere og mere kaotisk. I løbet af 1822, mens de danske filhellenere opholdt sig på halvøen, fandt voldsomme kampe sted mellem græske oprørere og osmanniske styrker. Men klanernes indbyrdes kampe tog også til i intensitet. Krøyer og Stabell var begge dybt skuffede over den virkelighed, de mødte. De havde forestillet sig grækerne som lærde og civiliserede mennesker, men mødte i stedet simple krigere.

På sin 23 års fødselsdag befandt Henrik Krøyer sig i byen Mesolonghi, hvor han levede af figner, tørt brød og vand.

”Man siger, at figener skulle være et usundt næringsmiddel og forvolde febre. Mig bekom de meget vel. Stundom vekslede denne føde med fiske, stegt i olie, eller med blæksprutter, hvilke fødemidler sædvanlig kunne erholdes hos en græsk kok. For dem, der ikke har spist blæksprutter, vil det være oplysende at tilføje, at disse hæslige dyr i smag har nogen lighed med hummer, men dog er de endnu hårdere i kødet og altså endnu mere ufordøjelige.”

Under opholdet i Mesolonghi begyndte flere af den unge danskers rejsefæller at falde fra. Nogle savnede civilisationen, andre var løbet helt tør for penge. Først drog tre af sted, senere fulgte yderligere fire. De var nu kun seks mand tilbage, og moralen var helt i bund.

For Johan Stabell lykkedes det langt om længe at komme væk fra Navarino. På hesteryg red han sammen med en mindre gruppe mod nordøst i retning af Argos. De gav alt, hvad de havde for enten at komme et sted hen, hvor der var brug for deres hjælp, eller for i det mindste at slippe væk fra det fattige og udpinte helvede, Peleponnes havde vist sig at være.

”Det blev meget mørkt om aftenen, og de besværlige veje havde meget udmattet os, da vi kom til en dyb flod, en halv mil fra Argos. Efter at vi havde vadet over den, fandt vi på den anden side deraf en mølle, hvor vi besluttede at overnatte. Mølleren antændte en ild midt på gulvet, omkring hvilken vi lejrede os. Vi afkøbte ham nogle ål, hvilke vi tilberedte ved at spidde dem på en lang pind, og således holde dem over luen. Men nu var der ingen brød at få; dog blev derfor også snart råd; apparaterne dertil havde mølleren; han æltede brødet sammen, hvorpå vi lagde det under den hede aske ovenpå hvilken vi igen lagde brændende kul. Efter en halv times forløb var et brød færdigt, der rigtignok indeholdt en portion sand og aske, men dog var vore hungrige maver særdeles velkomment. Efter at have spist, lagde vi os til at sove omkring ilden. Det var en af de bedste nætter, jeg har haft i Grækenland, thi ilden varmede mig tilstrækkeligt, så at jeg sov uafbrudt indtil morgenen klokken 6, da vi begav os på vejen til Argos.”

Fremme i Argos opsøgte Johan Stabell og hans venner straks militærfolk, men svaret var entydigt: Lige meget hvem de tilbød deres tjeneste, ville ingen have med dem at gøre.

Med livet som indsats

Der var kun ét at gøre: At komme væk fra Grækenland. Den erkendelse nåede både Johan Stabell og Henrik Krøyer frem til. Drømmen om at dø for en større sag havde aldrig været i nærheden af at blive indfriet. Ingen af dem været i nærheden af ret meget, der kunne betegnes som frihedskamp.

Da februar blev til marts, lykkedes det Henrik Krøyer at komme ombord på et skib, der skulle fragte salt til Ancona. Hans hjemrejse blev langstrakt. Først opholdt han sig en tid i Rom, og på sin vej op gennem Europa tog han længerevarende ophold i byer med lærde miljøer, eksempelvis i tyske Heidelberg.

Johan Stabell var tæt på at få skibslejlighed til Spezia, men muligheden glippede. Rygter begyndte at løbe om, at det inden længe ville blive helt umuligt for filhellenere at komme væk fra Grækenland. Da en kaptajn tilbød et lift til Konstantinopel, slog Stabell derfor til. Også selvom alle frarådede ham at gøre det:

”De forsikrede mig, at hovedet ikke mange dage ville blive siddende på min hals, når jeg først kom der.”

Det var da også en risikabel affære for en ung mand, der havde meldt sig til krigen på grækernes side, at rejse til Osmannerrigets hovedstad. Men Stabell ville væk, og det lignede den eneste mulige udvej. Skibet førte ham forbi Dardanellerne og videre op til Bosporusstrædet, hvor det lagde til i sultanens by. Her tilbragte han en længere periode, hvor han dels måtte lægge låg på sin vintørst, dels leve med den konstante frygt for at blive overfaldet og slået ihjel i byens gader. Ifølge Stabell selv skete det ofte, at nogen fik kappet hovedet af, hvis det kom frem, at de enten var grækere eller støttede grækernes sag. 

”Tyrkerne lader de henrettedes legemer henligge således på gaden i tre dage, hvorpå de kaster dem i havet, til glæde for de tyrkiske gondolroere, som da forlyster sig med at kaste efter dem med deres bådshager, således at spidsen deraf farer ind i den dødes legeme,” skrev han.

Den store leder

"Jeg tager tilbage til Grækenland for at se, om jeg kan gøre nytte der."

Sådan skrev britiske Lord Byron i et brev til den tyske forfatter Johann Goethe, før han i slutningen af 1823 satte kursen mod Grækenland. Trekvart år efter, at de to desillusionerede danskere havde taget flugten, var strømmen af filhellenere slet ikke ovre. Den mest prominente af dem – og manden, der i eftertiden nærmest skulle blive synonym med bevægelsen – var netop den britiske digter.

I begyndelsen af januar 1824 lykkedes det Byrons skibe at trænge gennem de osmanniske blokader og lægge til land i det sumpede marskområde ved Missolonghi-bugten. Byron blev dyrket som en helt. Hans tilstedeværelse var vigtig for moralen hos de græske oprørere, som stadig arbejdede på at samle sig og rette deres aggresioner mod en fælles fjende i form af de undertrykkende osmannere.

Planen var, at Byron skulle lede et større felttog. For pengestrømmene og våbentilførslen var det af stor betydning, at en så prominent brite havde udset sig den græske sag.

Men Byron blev også skuffet over mentaliteten blandt det græske folk, han værdsatte så højt. Han hørte historier om frygtelige overgreb begået af grækere i Tripolitza. I et tilfælde var 2000 kvinder og børn angiveligt blevet dræbt. Noget tydede på, at også grækere kunne opføre sig som barbarer. Et faktum, der ikke rigtig var plads til i Byrons verdensbillede.

Et skib fra London kom med flere våben og et stort antal græske bibler. Men felttoget, som Lord Byron skulle stå i spidsen for, blev udsat gang på gang. Ikke mindst fordi han nu også selv var blevet syg. Da han den 22. januar kunne fejre sin 36 års fødselsdag i Grækenland, havde han en klar fornemmelse af, at den også ville blive hans sidste. I februar fik han et alvorligt krampeanfald. Han led fysisk og virkede samtidig som om, han var på randen af et nervøst sammenbrud. Lægerne gav ham åreladning, men intet hjalp. Den 21. april døde Lord Byron. Måske var det malaria, måske lungebetændelse. Den præcise dødsårsag er aldrig blevet kendt.

Byron led ikke martyrdøden på slagmarken. Men han kom stadig til at spille en vigtig rolle i grækernes frihedskamp. Hans død fik støttebevægelsen hjemme i Storbritannien og andre steder i verden til at blusse endnu mere op. I de kommene år blev krigen i stigende grad et internationalt anliggende. I 1825 blev den egyptiske hær landsat på Peloponnes, og året efter blev Athen indtaget. I 1827 trådte både Storbritannien, Frankrig og Rusland ind i krigen og afgjorde den til græsk side, da de sænkede sultanens flåde ud for Navarino. To år senere fik Grækenland officiel status af selvstændigt land.

”Var jeg rejst fattig ud, så kom jeg endnu fattigere tilbage,” skrev Henrik Krøyer om sin hjemkomst til København. Da han i september 1823 endelig vendte hjem, havde han været af sted i omkring to år. Hans rejse havde ført ham mange mærkelige steder hen, men antiklimakset var til at tage og føle på. Han havde aldrig opnået den glorværdige militære tilfredsstillelse, som han havde set for sig, da han rejste ud. Fra dampskibet begav han sig op i studenterforeningen for at se, om der var nogen, han kendte. Der blev arrangeret en lille fest for ham, men han havde svært ved at føle glæde. Skuffelsen var for stor.

I København løb Henrik Krøyer også på Johan Stabell, som han oprindeligt var rejst ud med. Da det gik op for Krøyer, at rejsekammeraten i bogform havde fortalt om sine eventyr som del af den filhellenske bevægelse, var han ikke videre tilfreds. I hans øjne fortjente det hele at blive glemt. Som han skrev i sine erindringer:

”Var der noget, som mishagede mig, så var det kun, at Stabell ved sin publikation havde henledet opmærksomheden på denne bedrøvelige odysse.”

Artiklen blev bragt i Politiken Historie i 2023.

Citater er omskrevet til nudansk.

Kilder:

Erindringer af Henrik Krøyers liv 1821-1838. Udgivet 1870.

Hændelser paa en Reise til Morea og Constantinopel beskrevne af J.H. Stabell. Udgivet 1824.

William St Clair: That Greece might still be free : The Philhellenes in the War of Independence

Grethe Rostbøll: Lord Byron - en europæisk frihedshelt

Hvad skete der senere hen?

Johan Henrik Stabell ved vi ikke meget om. Han døde i 1836 i en alder af ca. 34 år. Henrik Krøyer døde først som 71-årig i 1870. Han var en fremtrædende zoolog, professor og forfatter. Fra 1834 besejlede han i åben båd de danske kyster for at indsamle fisk og studere fiskeriet, og med værket Danmarks Fiske (1838-53) på 2500 sider lagde han grunden til dansk faunistik. I 1836 påbegyndte han udgivelsen af Naturhistorisk Tidsskrift, hvor bl.a. de fleste af hans mange afhandlinger om krebsdyr publiceredes. Hans stedsøn hjalp i en periode med at tegne krebsdyr til de flotte værker. Den unge mand sugede inspiration til sig og blev senere en ret anerkendt maler, der signerede sine værker som P.S. Krøyer.

Professor Worm ville samle hele verden i sit private museum

Lægen Ole Worm skaffede sig op gennem 1600-tallet et væld af historiske genstande, udstoppede eksotiske dyr og andre sjældenheder. I sin professorbolig i København indrettede han et raritetskabinet, som blev Danmarks første systematiserede museum. Dele af samlingen er i dag en del af Nationalmuseets samling.

Ole Worm ledte efter svar. Det gjorde den medicinske professor sådan set hele sit liv, men denne dag i 1653 gjaldt det helt specifikt den døde lemming, som var i færd med at blive skilt ad for øjnene af ham. En god bekendt i Norge havde sendt ham et eksemplar af den knap 15 centimenter lange gnaver. Pelsen var rødbrun og gul og havde sorte striber. Ved Ole Worms side var hans nevø, den verdensberømte anatom Thomas Bartholin. Han fik lov at føre kniven, mens onkel Worm sad og fulgte koncentreret med.

Dissektionen viste, at det lille pelsdyr havde kønsorganer. Netop den detalje fik Ole Worm til at stoppe op. Her havde han fat i opsigtsvækkende nyt. Noget, der kunne skubbe til den herskende opfattelse af, hvordan lemminger bliver til. Flere lærde havde beskæftiget sig med netop det spørgsmål, og der var udbredt enighed om, at de små dyr kom ud af skyerne. Af og til samledes formationer af rådne skyer på himlen, og når de tømtes, regnede det ned med lemminger. Troværdige kilder havde rapporteret om, at det foregik sådan i de norske fjelde. Når Gud var vred på menneskeheden, lod han det regne ned med lemminger.

Ove Worm var drevet af at rejse spørgsmål. Hans breve gennem mange årtier indeholdt ofte oplistede ting, han gik og undrede sig over. Efter dissektionen af lemmingen kunne han stille et nyt: Hvis lemminger virkelig faldt ned fra skyerne, hvad skulle de så bruge kønsorganer til?

At Ole Worm en dag i 1653 sad og var i færd med at undersøge, hvordan naturen hang sammen, var der ikke noget særligt i. Netop det fik han gennem et langt liv en stor del af sine vågne timer til at gå med. Men scenen med Worm og nevøen Bartholin er alligevel værd at dvæle ved. For den rummer en meget større fortælling om renæssancen som en tid, hvor videnskaben gjorde store fremskridt, men hvor Gud stadig var med ved dissektionsbordet.

”Ganske vist kaldes Gud med rette for årsagen til alle ting,” skrev Ole Worm i 1654 – og fortsatte:  ”men da han for at frembringe virkninger i naturen ikke handler umiddelbart, men gennem naturlige årsager, er det fysikerens opgave at finde disse.”

Ole Worm ville forstå verden. Han ville betragte den, vende og dreje den, undersøge den tæt på. Derfor var han allerede som ung begyndt at opbygge Museum Wormianum – hans helt eget private museum med genstande fra hele verden.

***

Når man trådte ind i Worms museum, befandt man sig i et rum, som var proppet med ting fra gulv til loft. På en hylde stod en bjergkrystal, der i 1200-tallet var blevet bearbejdet med en korsformet udboring og forsynet med indlejrede relikvier. Bjergkrystal var et gådefuldt materiale, som på Worms tid havde en nærmest magisk tiltrækningskraft. Nogle mente, at det bestod af vand, som var stivnet efter at være blevet ramt af lynet. I museets loft hang udstoppede fugle og en krokodille. Næbbet af en pelikan og skindet af en ni alen lang brasiliansk slange kunne også betragtes. En hestekæbe omvokset af en trærod. Hjortetakker og skildpaddeskjold. Hylderne bugnede af sten, konkylier og smaragder.

"Jeg er begyndt at anlægge en samling af naturmærkværdigheder, navnlig de mere sjældne,” skrev Ole Worm til en ven i 1623. I løbet af de næste årtier tog han det projekt ganske alvorligt. I dag findes der kun et enkelt kobberstik, der viser, hvordan raritetskabinettet så ud. I hvert fald hvordan det omtrent så ud – ved afbildningen kan der være taget visse kunstneriske friheder.

Bygningen findes ikke længere, men vi ved nogenlunde, hvor den lå. Hvis man i dag befinder sig i det indre København og følger Fiolstræde fra Frue Plads mod Nørreport, har man på venstre hånd universitetsbiblioteket i den gotisk-inspirerede rødstensbygning. I dette område havde Ole Worm i 1600-tallet sin professorbolig med tilhørende have. Og det var her, han indrettede sit private museum, efter at det voksede sig for stort til hans lokaler i nærliggende Store Kannikestræde.

På samlingens hylder befandt almindeligheder sig side om side med historisk vigtige ting. Besøgende kunne se små, udskårne træfigurer og et glas med hvalmælk. De kunne også lade blikket hvile ved en guldring fra vikingetiden og kraniet af en løve, som Christian 4. angiveligt havde nedlagt med bøsseskud. I alt var der over 1500 genstande på museet. Mange af dem satte Ole Worm selv ord på i et katalog, der udkom i 1655, kort efter hans død. Om en af dem skrev han:

”Af florentinsk marmor har jeg en nydelig globus, helt rund og poleret. Omkredsen er ti tommer stor. Med gyldne purpurfarvede pletter er afmærket de forskellige lande og øer, med askegrå farve angives have og vande således, at hele jorden er gengivet, i hvilken verdens dele er tydeligt aftegnet, som de er.”

***

I 1600-tallets København var Ole Worm en af de fremmeste lærde. Han var født i 1588 og voksede op i Aarhus som søn af en rig købmand, hvis familie oprindelig var kommet til fra Nederlandene. Lille Oles begejstring for bøger var stor, og han blev allerede som 13-årig sendt ud i Europa på dannelsesrejse. Han studerede blandt andet i Lüneburg og Emmerich og lærte hurtigt at tale flere sprog. Universitetstiden tilbragte han i Tyskland, Schweiz, Italien og Frankrig. Da han som 25-årig flyttede til København, var det med en doktorgrad i medicin.

Ole Worm lod sig ikke begrænse til en enkelt retning i sine studier. Han blev i løbet af en tiårig periode professor i både pædagogik, græsk og medicin. Samtidig fordybede han sig i fysik, kemi, naturfilosofi og runeforskning. På Københavns Universitet var han en del af den absolutte elite. Han var professor i medicin fra 1624 og fungerede af flere omgange som universitetets rektor. Ved at gabe over så mange discipliner var Ole Worm en udpræget polyhistor – ganske typisk for tiden. Det var sådan, man gik på opdagelse i videnskaben i renæssancen – ikke ved at fokusere snævert på én disciplin, men ved at opnå en både bred og dyb forståelse af, hvordan verden hang sammen.

Flere af de professorer, Worm havde læst hos, var samlere. Især i Italien var det på den tid et udbredt fænomen blandt lærde at opbygge kollektioner af ting og sager. Worm havde i 1609 set Ferrante Imperatos berømte museum i Napoli, og samme år besøgte han Ulisse Aldrovandis museum og botaniske have i Bologna. Her har han kunnet samle masser af inspiration til selv at starte en samling. At han begyndte på det, netop da han blev professor i medicin, var ikke tilfældigt. Undervisning var nemlig et af formålene med den.  

Ole Worm troede på demonstrativ genstandsundervisning. Hans studerende skulle ikke kun læse om verden i en bog. For at forstå den måtte de nærstudere ting og holde dem mellem fingrene. Worm var pædagogisk reformator i sin tid. Han var med til at indføre en ny kultur på Københavns Universitet og gjorde undervisningen mere praktisk og håndgribelig. I 1628 chokerede han sine omgivelser ved at bringe et menneskeskelet ind i undervisningen. Sådan et havde de medicinstuderende i København aldrig tidligere set på tæt hold.

***

”Din paradisfugl behagede mig i højeste grad, især fordi den ikke mangler ben, thi størsteparten af dem, som har udtalt bemærkninger om dem, har nægtet, at de var udstyret med sådanne.”

Sådan skrev Ole Worm i 1640 i et brev til sin rejsende nevø Thomas Bartholin. På det tidspunkt strømmede genstande ind fra hele verden til den danske samler.

Indsamlingen var ellers begyndt i det små. De første år bestod den mest af vilkårlige samleobjekter, som den unge Ole Worm faldt over på sine rejser i Europa. Da han i 1609 var i Venedig, pillede han for eksempel nogle stumper ud af en mosaik i Marcuskirken. Under samme ophold købte han et brændeglas af en gadehandler. Det var et rundt spejl i en træramme, som kunne opfange og tilbagekaste solens stråler og sætte ild til ting. Worm var med egne ord blevet overbevist om brændglassets egenskaber, da gadehandleren havde antændt sin egen skammel for at demonstrere det.

Senere blev indsamlingen mere systematisk, og Ole Worm trak på sit store netværk ude i verden. I 1623 opfordrede han vennen Johan Rhode til at være på udkig efter spændende sager i norditalienske Padova. I et brev skrev Ole Worm:

”Da du befinder dig i egne, hvor en stor mængde af den slags daglig forekommer, beder jeg dig venligst, om du med hensyn hertil vil have mig i erindring. Jeg beder dig sende mig alt, der tilbyder sig, enten fra landjordens, havets eller luftens dyreverden, eller af sten, metaller, konkylier eller andet af den slags.”

Når kongelige ekspeditioner drog ud i verden, sendte Ole Worm ønskelister med over genstande, han manglede. Det var for eksempel tilfældet under Ove Gjeddes store Indien-ekspeditioner 1618-22. Alle vidste, at Ole Worm var ude efter sære ting, og at han var god til at give svar på disse tings oprindelse.

Efterhånden blev den danske professor nærmest en slags brevkasseredaktør. Den islandske biskop Thorlak Skulason sendte i 1627 en såkaldt ”ørnesten”. Det var en kvindelig sten, lod biskoppen forstå i sit brev – for der fandtes efter sigende ørnesten af begge køn. Om den sten, biskoppen havde samlet op ved vandet, skrev han i brevet, at den måtte være ”frugtsommelig og menes at kunne føde, hvis en af mandkøn er tilstede; hvorvidt det er sandt, overlader jeg til senere erfaring: Men det står fast for mig, at den ligesom har en anden og mindre sten i maven; man kan let høre den, når man ryster den.”

”Jeg er dig meget taknemmelig, min Thorlak, for de tilsendte sten, der bidrager meget til at forøge mit naturaliekabinet,” svarede Ole Worm venligt. Men han måtte skuffe biskoppen. Efter Worms bedste overbevisning var der ikke tale om en drægtig sten af hunkøn, men derimod ”en slags havbønne.”

Fra Norge fik Ole Worm tilsendt flere mystiske ting. Nogle muslinger fra Numedal mentes at kunne udruge en slags ænder. Og i en pakke ankom også en sten, der var blevet fundet i en skudt bjørn. Da bjørnen blev flået, var den lille sten dukket op mellem pelsen og kødet. Worm var interesseret i, om der måske kunne være tale om en form for stendannelse i legemet. Norges kansler bød også ind. Han mente snarere, at det måtte være jægerens blykugle, der efter at have gennemboret bjørnens skind havde forvandlet sig til sten.

***

Renæssancen var de store opdagelsers tid. Op gennem 1600-tallet gjorde videnskabsfolk store fremskridt, og kirkens skråsikre sandheder blev udfordret. Logik var så at sige kommet på mode igen, og der skete en genopblomstring af antikkens matematik, filosofi og fysik. Astronomerne Tycho Brahe og Johannes Kepler kastede nyt lys på universet, verden og det enkelte menneskes placering i den store sammenhæng, mens anatomerne dissekerede menneskelig og dyrekadavere for at kortlægge hver eneste muskel, kirtel og fiber.

Denne større bevægelse skrev Ole Worm sig ind i, men han var tydeligt splittet mellem det gamle og det nye. Det kom til udtryk i hans breve og bøger. Han hyldede tidens eksperimentelle videnskabelige metode, men samtidig forholdt han sig lidt tøvende og med en næsten ærefrygtig respekt for Biblens verdensbillede.

Det kom også til udtryk, da han i 1653 dissekerede den norske lemming sammen med Thomas Bartholin. I den efterfølgende afhandling lagde Worm kun forsigtigt de nye indsigter frem. Fundet af kønsorganerne i lemmingen pegede jo tydeligt i retning af, at dyret formerede sig, som dyr normalt gør – nemlig ved at parre sig. Men Worm skrev, at han ikke fuldstændig ville afvise den hidtige teori om, at disse gnavere virkelig blev dannet i skyer for så at dumpe ned på jorden. 

Et af tidens store videnskabelige nybrud kom, da den engelske læge og anatom William Harvey i 1628 præsenterede sin teori om, at blodet blev pumpet rundt i et kredsløb, og at hjertet var en stor muskel, der drev hele værket. Ideen var revolutionerende, og ikke alle købte den – heller ikke Ole Worm. Han slog i 1632 fast, at Harveys teori stred mod naturen, og at den i øvrigt ”førte til absurditeter.”

I dag kan det måske virke lidt bagstræberisk, men det er vel noget af det sidste, man kan kalde Ole Worm. Hans indstilling og syn på verden var ganske typisk for tiden. I renæssancen var der ikke nødvendigvis en modsætning mellem videnskabens opdagelser og fremstillingen i religiøse tekster. Og Ole Worm var trods alt en af dem, der ledte efter svar.

***

Ole Worm havde i det hele taget næsen i alt det nye. Han er sandsynligvis en af de første danskere, der stiftede bekendtskab med kaffe, og han har nok været en af de første danskere til at betragte små objekter gennem et mikroskop. Da han begyndte sit videnskabelige virke ved europæiske universiteter, var opfindelsen ganske ny, og det er sandsynligt, at han har fået mulighed for at prøve på et tidligt tidspunkt. Senere i sit liv arbejdede han selv meget med mikroskopering i sit private museum.

Og så var der lige guldhornet fra Gallehus ved Møgeltønder. Hvorfor skulle Ole Worm ikke også lige komme til at krydse det stykke danmarkshistorie på sin vej? Mens professorens arbejde med at indsamle ting til sit private museum var på sit højeste, skete der et opsigtsvækkende fund. Da en ung kvinde i 1639 var på vej til marked, stødte hendes fod på noget hårdt, der stak op fra jorden. Det viste sig at være et horn fra oldtiden, lavet af guld. Et års tid senere var Ole Worm på Nykøbing Slot for at se til den danske prins, Christian 4.’s søn. Der var feber ved hoffet, og derfor var der blevet sendt bud efter en af landets fremmeste læger.

Sygdommen fik Ole Worm styr på, og han fik mere end det ud af sit ophold på slottet. I et brev skrev han:

”Blandt andre beviser på ære og velvilje, som jeg modtog, stilledes jeg over for et guldhorn, som for et år siden blev fundet i Jylland; i prinsens navn blev det rakt mig fyldt med vin, for at jeg skulle tømme det.”

Efter fundet var guldhornet blevet overdraget til kongen, som gav det videre til sin søn. Efter at være blevet repareret og udstyret med en bundskrue blev det taget i brug som drikkehorn på slottet. For en oldtidsgransker som Ole Worm var det særligt at få hornet stukket i hånden:

”Jeg beundrede stoffets ædelhed, men mest den forunderlige sammenstilling og opbygning af de billeder og hieroglyffer, hvormed det var prydet. Alt tyder på den største ælde,” skrev han.

Figurerne på hornets sider kunne Ole Worm ikke slippe. Han reagerede, som han altid gjorde, når nysgerrigheden var vakt: han skrev en afhandling. Her kom han med bud på tolkninger af den rige billedverden. Han fik også lavet detaljerede tegninger af hornet, som senere fik en makker, da et lignende horn blev fundet i den jyske muld. Netop de tegninger viste sig at være ret nyttige, da man flere hundrede år senere skulle fremstille kopier af de oprindelige guldhorn, som forsvandt, da de blev stjålet og smeltet om i 1802.

***

”Hvad skal jeg sige om pesten, som hærger hos os?” spurgte Ole Worm i et brev til sin søn Willum i sommeren 1654.

”Det er en meget heftig sygdom, som i løbet af den fjerde dag kvæler de angrebne. Kendetegnene er ikke ensartede hos alle, men veksler efter temperamenterne. Kræfternes aftagen, trykken i hjertet, angst og kulde bemægtiger sig straks i begyndelsen de fleste; der kommer svulster og bylder, og mod slutningen sorte og gustne pletter.”

Pesten bragte frygt med sig. Flere fremtrædende læger valgte at forlade København under dens rasen, men Ole Worm blev på sin professorpost i hovedstaden. Han undgik smitte, men alligevel blev brevene om pesten nogle af de sidste fra hans hånd. I en alder af 66 år døde han af en blæresygdom den 31. august 1654.

I sit private museum havde han samlet 1663 genstande. Det er i hvert fald det antal, der fremgår af det katalog, der udkom kort efter hans død. I sit testamente gav Worm udtryk for, at sønnerne skulle føre samlingen videre, og at den ikke måtte flyttes. Det kom dog ikke til at gå i opfyldelse. Snart overgik hele samlingen til kongen.

Frederik 3. var nemlig også blevet ramt af samlermani. I midten af 1600-tallet oprettede han Kongens Kunstkammer med kostbarheder og sjældenheder fra hele verden. Worms store samling blev i kongens varetægt desværre ikke behandlet som en samlet enhed, men blev spredt rundt på slottet. Mange genstande forsvandt og kan ikke spores den dag i dag. I løbet af 1800-tallet blev kunstkammeret omdannet til det, der i dag er Nationalmuseet.

Over årene dryssede enkeltdelene fra Ole Worms samling stille og roligt ud af billedet. Den dag i dag kender man kun til 40 bevarede genstande. De fleste har Nationalmuseet. Her dukker Ole Worms navn op enkelte steder i den faste udstilling. Blandt andet når man kommer til bjergkrystallen med den korsformede udboring og relikvierne. For omkring 400 år siden betalte en svensk officer for en lægekonsultation med den kostbare genstand, der måske var et krigsbytte fra Trediveårskrigen. Ole Worm tog imod den og stillede den på hylden i det raritetskabinet, der skulle blive den danske professors livsværk.

Som idehistoriker Jens Erik Kristensen skrev om Ole Worm i 1993:

”Han drømte om at overføre hele den ydre naturs mangfoldighed til sit museums begrænsede indre.”

***

Artiklen blev bragt i Politiken Historie i 2023.

Citater er omskrevet til nudansk.

Kilder:

Camilla Mordhorst: ’Gentandsfortællinger – fra Museum Wormianum til de moderne museer’

H.D. Schepelern: Museum Wormianum : dets Forudsætninger og Tilblivelse

Hanne Teglhus & Morten A. Skydsgaard, red.: ’Ole Worm – liv og videnskab’

Jens Erik Kristensen: ’Det kuriøse og det klassificerende blik’

Den unge Krøyers bedrøvelige odyssé

Jeg fandt den! Den lå godt gemt på Assistens Kirkegård, gravstenen for Henrik Krøyer. Efter jeg for nylig skrev en artikel for Politiken Historie om den unge Krøyer, satte jeg mig for at besøge hans grav - og nu lykkedes det.

Krøyer skrev sig ind i historien som en vigtig zoolog. Men det var nu noget helt andet, der bragte mig på sporet af ham, nemlig hans tid som grækenlandsfrivillig i begyndelsen af 1800-tallet.

Da jeg arbejdede på bogen om balkankrigene i 1912-13, fandt jeg en sidehistorie, som kaldte på at blive fortalt. Nemlig den om de danske frivillige, som i begyndelsen af 1800-tallet rejste ned for at hjælpe grækerne i frihedskrigen mod osmannerne.

Det har været et vildt spændende hjørne af historien at dykke ned i. Jeg har gravet i arkiverne, jeg har læst gamle bøger, og jeg har lavet en fortælling ud af det, som altså kan læses i Politiken Historie.

Artiklen har fået rubrikken EN BEDRØVELIG ODYSSÉ. Og det var lige netop, hvad det var, da Henrik Krøyer sammen med andre danske studerende satte kursen sydøstpå for at hjælpe grækerne i deres frihedskrig.

”Grækerne havde jeg fra skolen lært at venerere, og hvor kunne vel den, der var tilbøjelig til at kæmpe for frihed og retfærdighed finde en bedre plads at stille sig på end ved siden af de betrængte grækere,” skrev Krøyer inden afrejsen.

For den 22-årige dansker faldt beslutningen let. Han havde med egne ord gået rundt i København og følt sig ramt af meningsløshed og havde svært ved at finde en retning i sit liv. Hans mor var død, hans far var rejst til de Vestindiske Øer. Han havde ingen venner og heller ingen velyndere. Han ville væk, og nu drømte han om at se verden og samtidig gøre noget meningsfuldt.

”Denne tilbøjelighed var for en del instinktmæssig, ligesom trækfuglens, men havde vistnok i læsning af rejsebeskrivelser fundet en mægtig næring,” skrev han.

Grækernes frihedskamp var et opgør mod over 350 års osmannisk styre. I 1450’erne havde sultanens tropper indtaget Konstantinopel, Athen og hele det nuværende Grækenland, men i 1800-tallet trak det op til forandring. Osmannerrigets styrke var blevet svækket markant. Det tidligere så mægtige imperium viste tegn på opløsning. Den græske frihedsbevægelse greb enhver chance for at gøre oprør mod styret og oplevede gang på gang at få solid støtte udefra. I kølvandet på Den Franske Revolution blev den græske sag ikke blot en kamp for et folk, der havde ret til land. Det blev en dyrkelse af det sted i Europa, hvor oplysning og demokrati var blevet født.

Med det afsæt blev filhellenismen født som en international støttebevægelse. Filhellener betyder ’græker-ven’. Bevægelsens mål var at få etableret en moderne republik – en græsk stat, der skulle føre traditionen videre fra antikkens Grækenland og Det Byzantinske Rige.

Det var altså den sag, Krøyer og hans venner ville ned at støtte. Men det gik ikke så godt. Da de endelig kom til Grækenland, endte de med at være på en lang og nytteløs vandring.

Henrik Krøyer og hans følge mødte på deres vandring ingen græske oprørsstyrker, de kunne slutte sig til. Ekspeditionen til fods gennem de græske landskaber kom mest til at handle om overlevelse. De bevægede sig hen over bjerge og ned gennem tætbevoksede skovklædte dale. Hvor de kom frem, var de lokale grækere flinke nok til at dele lidt mad med dem. Et sted slagtede en bonde en buk, hvorefter mændene stegte den i olie og åd den rub og stub. Den 7. februar 1822 skrev Krøyer i sin dagbog:

”I dag vandrede vi til Tripolitza, gennem egne af særledes vildhed og hæslighed. Man så næppe et levende væsen, ingen hyrde med sin hjord, ingen fugl, som med sit skrig oplivede naturen; kun stejle fjeldskrænter og afgrunde, tildels også sumpede flader, bestrøede med en utallig mængde klippestykker i en forvirring, som om forstyrrelsens engel nyligt var skredet hen imellem dem, og ingen menneskelig fod senere havde betrådt dem. Der herskede blandt disse rødgrå klippemasser et øde, som den klare og gennemsigtige himmel vel kunne belyse, men ikke opmuntre.”

Krøyer overlevede eventyret og kom med tiden hjem til København igen. Men han var en skuffet mand. Hvad der fik ham til i sine erindringer at betegne rejsen som en bedrøvelig odyssé, fremgår fuldt ud af den lange artikel, jeg har skrevet om de danske filhelleneres oplevelser. Den blev som nævnt bragt i Politiken Historie og kan (med abonnement) læses her:

Henrik Krøyer døde først i 1870, som 71-årig. Han var en fremtrædende zoolog, professor og forfatter. Fra 1834 besejlede han i åben båd de danske kyster for at indsamle fisk og studere fiskeriet, og med værket ’Danmarks Fiske’ (1838-53) på 2.500 sider lagde han grunden til dansk faunistik. I 1836 påbegyndte han udgivelsen af Naturhistorisk Tidsskrift, hvor bl.a. de fleste af hans mange afhandlinger om krebsdyr publiceredes.

Og så et lille fun fact om den gode Henrik Krøyer, som altså ligger begravet på Assistens Kirkegård:

Hans stedsøn hjalp i en periode med at tegne krebsdyr til de flotte værker. Den unge mand sugede inspiration til sig og blev senere en ret anerkendt maler, der signerede sine værker som P.S. Krøyer.