Farsø - on the edge of town.
Ovre på Saga Talks, hvor jeg laver podcast, har de noget så fint som en vennebog.
For nylig blev min radiomakker Simon og jeg stillet en række spørgsmål, så lytterne kan lære os lidt bedre at kende.
Her gengiver jeg nogle af mine svar. Man kan se alle svar fra os begge på Sagas blog.
Min absolut yndlingspodcast?
Jeg har været meget begejstret for en amerikansk podcast ved navn Backstory. Værterne er historikere fra University of Virginia. I podcasten knytter de historiske emner til nutidens nyhedsstrøm på en altid veloplagt måde. Desværre stoppede de med at lave podcasten for et par år siden, men det gode ved velfortalt historiestof er jo, at det ældes med ynde. Man kan sagtens gå ind og høre hele molevitten nu. Der ligger over 300 afsnit.
Lige nu lytter jeg til…
Jeg er inde i en periode, hvor jeg hører lydbøger i stedet for podcasts. Det er sådan en vekselvirkning, der kører. Når jeg får dårlig samvittighed over at have spildt for meget tid på fodboldpodcasts, må der noget dybde til i en periode. For tiden har jeg Thomas Ubbesens ’I skyggen af det nye jerntæppe’ i ørerne. En virkelig spændende – og også lidt skræmmende – bog om Europas tilstand.
Det bedste jeg ved..
At være i gang med at skabe noget. Ikke at være færdig med det, men at være i gang med det. Forfatteren Peter Øvig Knudsen sagde for mange år til mig, at man virkelig skal huske at nyde processen med at skrive en bog fuldt ud. Når bogen udkommer, lander den forhåbentlig godt, men uanset hvor godt det går den, kommer det aldrig i nærheden af at være lige så fantastisk, som da man sad der, midt i processen, og alt bare spillede. Det kan være en god dag i arkiverne, det kan være en god skrivedag, eller det kan være en dag, hvor vigtige brikker falder på plads i forhold til strukturen. Den der følelse af, at nu klikker det hele bare … den kan man ikke slå.
Det værste jeg ved…
Stilstand. Følelsen af, at tiden bare går, uden at jeg udretter noget. Og det er nok i virkeligheden noget, jeg skal arbejde lidt med. I min læsestak ligger Sebastian Cordes’ essay-bog ’Om kedsomhed’. Jeg har hørt flere virkelig spændende interviews med forfatteren. Jeg går rundt med en fornemmelse af, at han kan lære mig noget vigtigt om værdien af nogle gange at foretage sig ingenting.
Da jeg var barn, ville jeg være..
Forfatter. Det har egentlig altid stået klart for mig, at jeg skulle skrive. En overgang drømte jeg dog også om at blive fodboldkommentator. Jeg øvede mig længe på alle navnene i Panini-albummet fra VM i Mexico i 1986. Især bulgareren Kostadin Kostadinov gjorde jeg mig umage med. Men … der var desværre aldrig bud efter mig i den sammenhæng.
Hvis jeg skulle beskrive mig selv med tre ord, ville det være …
Vedholdende, venlig og venstrehåndet.
Sidste gang jeg græd, var…
Da jeg for nylig gik en tur i den lille by oppe i Himmerland, hvor min mormor boede næsten et helt liv. Hun døde for nylig i en flot alder af 93 år. Efter hendes død var der selvfølgelig en bisættelse, hvor vi i familien sammen sagde fint farvel, men jeg kunne mærke, at der også var et geografisk sted, en by, som jeg måtte tage en ordentlig afsked med. På en grå oktoberdag rejste jeg alene derop og vandrede lige så stille gennem byen med komponisten Max Richters musik i ørerne. Det var ekstremt bevægende. Blandingen af sted og lyd får tit nogle ret dybe følelser frem i mig.
Sidste gang jeg grinte, var…
Da jeg så en video på Twitter med et æsel, der prøvede at komme op i en hængekøje. Jeg må indrømme, at jeg på det seneste er blevet mere og mere en sucker for den slags humor. Korte videoer på sociale medier med dyr i fjollede situationer. Måske skulle jeg se at komme på TikTok.
Min største guilty pleasure er…
Jeg fristes til at sige fodbold. Den sport er jo på vej ud på et overdrev, hvor det nærmest må betragtes som et pinligt misbrug at være afhængig af den. Det har ikke kun at gøre med det skandaløse VM i Qatar, men i lige så høj grad den økonomiske virkelighed i den engelske Premier League. Her har vi udsigt til, at skumle oliestater de næste mange år skal ligge og kæmpe om mesterskabet. Det er dirty money, det er en tragedie, men … jeg tror altså ikke, jeg kan kvitte fodbolden. Måske skal jeg bare begynde at holde med Brønshøj. Af andre guilty pleasures bør nævnes, at jeg elsker sangen ’Hazard’ med Richard Marx fra 1992, og at jeg holder meget af at gå i Crocs – dog ikke uden for hjemmets fire vægge.
Jeg er stolt af…
At jeg har tre døtre, som på vidt forskellige måder klarer sig godt – og som vigtigst af alt har gode værdier. Når man kigger på den verden, vi lever i, kan man godt gå hen og blive til pessimistisk anlagt – ikke mindst når man betragter det hele gennem en historisk optik. Det er svært at sige, hvor det hele bevæger sig hen, men én ting er sikker: Verden får brug for mennesker med gode værdier.
